Det evigt tilbagevendende emne. Det emne, der fylder mit lille hoved evigt og altid med: glæde, foragt, kærlighed, undren og alt det imellem er: MÆND.
De er roden til så megen for- og beundring fra min side.
Jeg har altid beskæftiget mig med dem, de har altid optaget og betaget mig meget.
Det kan godt være, at Freud har udtalt om kvinden: "The great question which I have not been able to answer, despite my 30 years of research into the feminine soul, is “what does a woman want?”” - Men det spørgsmål kan ligeså let stilles op omkring mænd.
Jo, jeg ved, at mænd gerne vil have deres basale behov dækket. Jeg har også op til flere gange - mange gange fået bekræftet, at vejen til mandens hjerte går igennem maven.
Men som kvinde skal man altid gætte sig frem til, hvad de ellers ønsker, end blot af få de basale behov dækket.
De er forkvaklede i forhold til deres følelser. De er analyserende, og tror nærmest ikke på, at det kvinden fortæller dem er rigtigt.
De ser helheden, men glemmer tit at tage sig af de små detaljer, som kvinder netop går op i.
Jeg er så småt ved at opgive. Jeg ved ikke, hvad man skal gøre, hvordan man skal få dem til at "snap out of it" og sige, hvad det er de ønsker/søger/har lyst til.
Jeg har prøvet alle metoder efterhånden.
Jeg har været sød.
Jeg har skældt ud.
Jeg har råbt og skreget.
Jeg har efterlignet deres egen væremåde.
Jeg har sat ultimatumer op...
Jeg har ignoreret...
Men lige lidt hjalp det. Det virker som om, mænd er umulige at præge på nogen måde.
De vil ikke indgå kompromis, og værst af alt, hvis de ikke ønsker at indgå et kompromis, men ved, at de taber ved at sige nej, vælger de simpelthen at overhøre kravene. Lader som om det aldrig er blevet sagt. Og værst af alt, tuller bare vider med løftet hoved og hale - selvom de ved, at de er på vej til at tabe.
Er mit sure opstød nogen lunde rigtigt, eller er jeg helt gal på den?
Lader mænd som om de har overhånden, selvom de ved, at de er ved at tabe?
Er kloster den eneste mulighed en kvinde efterhånden har tilbage?
