For et nogle år siden fik jeg en sjov lille bog af min gamle forlægger "Skæbnens bog" - Kvindens Orakel. Den er lidt morsom, og som titlen antyder, så er det en orakel for kvinder. Der er 46 spørgsmål, og så kan man spørge bogen, hvis man er i tvivl om noget, og så giver den en det svar, man enten kan blive begejstret for, forvirret over eller skuffet over. De forskellige spørgsmål kan lyde bl.a på :
"Skal jeg gifte mig?"
"Holder han ligeså meget af mig, som jeg af ham?"
"Hvad skal jeg give min mand til middag?"
"Skal jeg trække mig fra selskabslivet?" og mange andre sjove spørgsmål.
Den virker på (ifølge mig) held, eller rettere tilfældighed - vælg et spørgsmål, luk øjene udpeg et bogstav fra tabellen og ellers find frem til svaret. Men den er meget underholdende at lege med, især når man skal skrive opgave. Så er den en noget anderledes overspringshandling.
Første gang blev den udgivet i 1857 og siden hen tre gange yderliger i 1900, 1917 og siden i 2003 på forlaget Frother.
For et par dage siden legede jeg med den, og spurgte "Hvad jeg skulle gøre, for at få min mand til at holde af mig?" - svaret blev "Vær snild som en slange og enfoldig som en due" - Jeg slog det lige op, for at være sikker på, hvad de to adjektiver betød, og så blev forvirringen endnu større - for det er nærmest to modsatrettede egenskaber dette ordsprog vil have mig til at bruge.
Sidenhen har jeg fundet ud af (takket være min kaptajn), at dette er uddrag fra Bibelen, Matteus 10,16 - (...) "hvem er da han, som er så vanvittig, at han er ligeglad med rosen fra de helgener, som kommer han i møde, og i stedet vil forsvare retfærdigheden hos dem, der dyrker ufromheden? For der blev jo sandelig sagt til dem: "Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer". (Matt 10,16)
Men selv med denne viden, kan jeg ikke få det til at forenes - hvordan kan man være snild som en slange og enfoldig som en due - på samme tid??
