Kaffens damp var tydelig i den kølige sensommemorgen. Solen var stadig ikke kommet til mit lille hjørne, og jeg sad i min stilhed og nød øjeblikket. Det hele var lidt som en drøm. Den idylliske have, min lillesøster i sin pyjamas siddende i den forpulede havelounge hun havde talt så meget om. Og jeg kunne ikke helt forene mig med billedet af denne virkelighed.
Jylland var slet ikke så slemt, selvom den havde taget den lille pige fra mig. Hun sad og kiggede smilende op på den mand, der havde vist sig at være hendes lykke. Og hun strålede.
Hun var blevet voksen, tænkte jeg i mit stille sind. Det var hendes idylliske have jeg sad i.
Et drømmebillede.
For hun var jo stadig den lille pige, der kom hjem med danskbøgerne på slæb. Den lille møgunge, der braste ind, når jeg havde kærester på besøg.
Det lille barn, der tog mine dukker og absolut ville sidde ved siden af mig, mens jeg stadig legede voksen med mine veninder. Den lille skabning, der åbnede øjnene, kiggede på mig igennem ruden og smilede.
Hun har været så lille, så bitte. Jeg kunne holde hendes i mine barnearme og nu sad hun der og bød mig på noget sødt til min kaffe.
Livet har indhentet os og jeg opdagede det end ikke, og nu sad jeg her i det, der skulle blive hendes hjem, men så langt fra os...fra mig.
Imorgen vender vi bilen mod København.
Jeg kommer til at savne vores skænderier. Hendes forstående blik og hendes accepterede væsen.
Jeg kommer til at savne hende... Min lillesøster.
