Hurra Hurra

Idag fik jeg talt med Riget, og hurra hurra, på blot tre uger er min serum creatinin steget (det, der i korte træk viser, hvor godt nyren som muskel fungerer) fra 0,432 til 0.475 (normen for en rask nyre er 0,90-0,120).
Endnu en gang hurra hurra. Jeg har jo længe vidst, at min nyre ikke ville holde livet ud, og derfor har min faster være udråbt som en potentiel donor.
Det hele kørte fint til for ca. 2 måneder siden, hvor vi fandt ud af at min faster har små sten i sin nyre, og det medfører en risikoen hos hende.
Denne information fik jeg ca. to dage før sygeplejeskernes farce af en strejke begynder, og idag to måneder sener, hvor alt har stået stille, fik jeg at vide, at min nyre næppe holder året ud, hvilket betyder, at jeg skal i dialyse om ikke så længe. Fik jeg sagt hurra hurra??? - nå men Hurra Hurra! Nu kan jeg få afleveret min lortesprogopgave, og skyde en kugle for panden.
Jeg har været i dialyse før.. og til dem som tænker, "det kan da ikke være så frygteligt", tro om igen.. Det er noget af det værste - i hvertfald for mig.

Nå, men der er vist ikke noget at gøre ved det. Kan kun håbe på, at der snart kommer en nekronyre til mig.

Fedt ikke nok med, at jeg ikke kommer på ferie i år ... jeg skal nok også bruge 3 ud af ugens 4 dage, koblet til en skodmaskine på Riget....

I dag er det Ernas lortedag .. hurra hurra hurra....

Trosbekendelsen .. sådan ca. ...

Marie og jeg har leget hele det her semester, med tanken om at skrive en trosbekendelse, til/om vores litteraturanalyse underviser, Jan Rosiek.

Vi synes, at han er en af de bedste undervisere, et menneske kan komme i nærheden af. Derfor syntes vi, at han skulle hyldes.

Denne tekst er IKKE ment ironisk, den er ment alvorligt.

 

Grunden til, at vi udgiver den, er fordi vi synes, det kunne være lidt sjovt, og så synes vi, at han fortjener det. 

Det er sikkert ikke alle, der deler vores mening, men dem/jer om det.

Det her er MIN blog, og jeg kan skrive, hvad jeg lyster, og Marie er med på den.

Til alle, der kunne fristes til at mene, at dette her er blasfemisk, lad vær!

Som I kan se, så er der lavet nok om, til at Gud og Trosbekendelsen ikke bliver fornedret. 

Desuden er det en parodi. Hvor man tager noget menneskeligt/lavt og ophøjer det til noget overmenneskeligt/højt. Det er sket mange gange gennem historien. F.x  Holberg, Life of Brian o.a.

Vi tror på Jan Rosiek, den almægtige,

litteraturteorien- og metodens skaber.

Vi forsager alle andre

litteraturanalyseteoretikere

og al deres hvæsen.

Jan Rosiek, siddende på sit

kontor, hvorfra han skal

dømme de studerende og de

andres teorier.

Vi tror på dekonstruktionen,

der minder mere om den

almindelige strukturalisme,

de studerendes samfund,

fejlfortolkningens forladelse,

digtets opstandelse og

det autonome værk.

Amen

En tidslomme, der blev åbnet.

I dag rodede jeg med mine gamle kufferter, (jeg er stadig stor fan af de papkufferter, alle havde som børn, og i dag kan købes i "Søstrene Grene" for den bare sum af 32 kr.)

I den ene af dem fandt jeg en tidslomme. Jeg elsker tidslommer, og har altid lavet dem, netop derfor jeg har så mange af de kufferter. Jeg elsker at blive overrasket, over noget jeg helt havde glemt.

Jeg finder tit ting jeg har glemt alt om, måske fordi jeg har en dårlig hukommelse, måske fordi jeg glemmer med vilje, nå men det er da også lige meget.

I dag stødte jeg ind i en håndfuld papirer som var foldet.

Det første jeg tog, stod der "Til PSYCHO2" på. Da jeg åbnede det, så jeg, at det var en referat af et kærestebrev jeg havde fået af min store, store flamme, Tarik. Tarik, manden jeg var forelsket siden jeg var 14. Tarik var skyld i, at jeg nægtede at miste min mødom før jeg blev 18 (Som 14 årig havde jeg bestemt mig for, at han skulle være den første, og ingen andre måtte komme før). 

Han var den eneste i hele 4 år (dog afbrudt af et par småforelskelser i ny og næ (bla. Cedric, som jeg vil nævne senere) . Han syntes dog selv, at jeg var for ung (5 års forskel), og ville end ikke røre mig, før jeg havde opgivet det hele, og sagde til ham, til en fest i maj 2002 "at jeg nu var træt, og egentlig bare ville hjem og sove". Den nat kyssede han mig, og mit liv var fuldtendt i det øjeblik.

 

Nogen måneder før det famøse kys, fik jeg en mail. 

Indholdet kom pr mail, og var faktisk sendt fra et andet navn, en af mine bekendte. Jeg vidste dog, at det VAR Tarik, da ingen anden jeg kendte kunne skrive sådan. (Han indrømmede også senere at det var ham, og at han mente hvert ord af det han skrev -  jeg dåner hver gang jeg tænker på hvor meget romantik jeg rent faktisk har oplevet i mit liv.)

 

Citat:

"Det skrev ham der fimsen til mig!

Hos os er det stadig aften, så med det god aften, min pige!

Jeg ved, at denne mail overrasker dig, eller bedre sagt chokerer dig; men jeg føler en stor trang til at skrive nogen linjer til dig som godnat. 

Jeg ved, at vi ikke har set hinanden i lang tid,  min fejl (desværre), men vi laver alle fejl, også jeg, selvom det lyder umuligt! Jeg ved ikke om jeg er i (et eller andet), og at du stadig kigger på mig med den glød i dine øjne, om jeg stadig er dit ømme punkt, og om du stadig bærer mig i dit hjerte, jeg ved det ikke, men jeg håber. 

Hver nat går jeg uden stemme, mens jeg tænker på dig, sådan som du er, helt uden noget ondt i dig, med dit smilende ansigt, mens vinden leger med dit nyfarvede hår. 

Jeg håber, at du er stærk, og at du ikke er forskrækket, jeg håber, at du vil forstå, hvad jeg vil fortælle dig me de her ord. Men selvom jeg kun har været ærlig, vil jeg finde ud af det, hvis jeg får svar. Til da, sov godt. Guderne er på din side, min elskling."

Ja...Jeg var ret chokeret da jeg modtog mailen ovenover. Da mailadressen tilhørte en af mine venner, som (hvis jeg ikke tager meget fejl) er i familie med mig. 

Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg nogen sinde svarede, men i dag er jeg lykkelig over, at jeg har gemt det. 

Jeg fortalte Tarik om brevet mens vi var sammen, han indrømmede modvilligt. Men som sagt før, var det ikke nødvendigt, da jeg kendte Tarik som min egen lomme. Han er den eneste mand jeg nogen sinde har kunnet læse som en åben bog. 

Desværre begyndte han en dag at lytte til sin bedste veninde/ex kæreste, og han valgte at ende forhold. Den dag kunne jeg ikke kende ham mere. Og det er aldrig lykkedes mig at gennemskue ham siden. 

Året før alt det her, var jeg i Nice, Sydfrankrig med min far og min søster. Her mødte jeg den, alle piger drømmer om. Her mødte jeg min franske romance, Cedric Fonrequas (så vidt jeg husker). To uger var jeg sammen med ham, og det var så hæsblæsende. Selv i dag, 7 år efter kan jeg mærke et sug i maven når jeg tænker på de to uger.

Jeg var 16, havde pink hår. Hadede hele verden, elskede at ryge hash og havde fået 03 i min latineksamen.. Det var endelig blevet ferie, Tarik skulle bare helst dø, da han konstant blev ved med at lege med mig, og nu skulle jeg bare have sommerferie. 

Min far, søster og jeg tog bilen til Frankrig, min mor blev hjemme, da hun ikke kunne få ferie. 

3 dage på rejsen i en gammel grøn opel kadet fra 86, der hver 200 km blev for ophedet, og skulle hvile sig. 

Sent om aftenen en torsdag kom vi til Nice, hvor min fars familie bor. 

Tre dage efter var jeg ude med min fætter, og der kom han. Alt det jeg ALDRIG nogen sinde havde drømt om.  Han var spinkel, lav, tøset og lignede mest af alt et gadebarn. 

Da han smilede, var jeg solgt. 

Den nat tog vil 10 mennesker op på et bjerg, og blev der, for at hilse solen god morgen. 

Hele natten stod han ved siden af mig, og holdt om mig, fortalte mig hvor smuk jeg var, og at han intet andet i verden havde brugt for, når jeg var der.

Om morgenen tog han mig ned til et springvand, gav mig en mønt og lod mig ønske. Mit eneste ønske var at han skulle kysse mig. 

Der gik ikke meget lang tid. Stadig i dag er det som om filmen kører i slowmotion, når jeg tænker på det. 

Jeg kom hjem kl 9 og det første jeg gjorde var at tisse, da jeg ikke turde gøre det hele natten, af skræk for at han ville forsvinde, hvis mine øjne ikke hvilede på ham hele tiden. (Han var en engel, den engel jeg længe havde ledt efter, den engel jeg havde brug for. Den engel der viste mig at jeg var god nok, og at det var ok at være mig.)

Jeg kan faktisk ikke huske så meget andet fra de to uger, ud over en skovtur, et parfumeri, strand, og en tåge af hash. Før jeg vidste af det, var det dagen før jeg skulle rejse hjem. Jeg græd, og han græd. Selv Gud græd, for det regnede, som var det oktober. 

Vi kørte hjem til ham og jeg fik nogen meget mærkværdige gaver: Hans gl. bamse, en Nirvana CD og 4 billeder af ham. Hans adresse og et kys.

Jeg skrev ham et brev og gav ham en nøgle jeg altid rendte med den gang og et løfte om at jeg aldrig vil glemme ham. Jeg ville ønske han havde svaret på alle de breve jeg siden da har skrevet. Jeg stoppede med at skrive brevene til ham efter jeg mødte Troels. Nøglen han fik var  til mit hjerte. Han fik det. (Jeg har aldrig fortrudt det, for han åbnede for mit hjerte, så jeg i dag kan elske som jeg gør). 

I dag fandt jeg udkastet til det brev jeg skrev til ham.

Forårsrengøring, ananas og komodebord...

Det skal lige sige, at selvom folk, går rundt og tror, at jeg elsker at gøre rent, så gør jeg det ikke. Jeg hader bare, når der er rodet og beskidt! 

 - ok ok... jeg kan godt lide at støvsuge, en god måde at afreagere på.

----------------------------

Jeg fik endelig mit fine komodebord i går. Jeg ved ikke, om det er hvad møblet hedder rigtigt, men nu kalder jeg det sådan, da jeg ikke ellers ved, hvad jeg skal kalde det. I går og i dag har jeg og Troels, dog modvilligt, gjort forårsrent. Det hele er blevet så fint, undtagen vinduerne, som stadig mobber. Måske skulle jeg prøve med svovlsyre næste gang de skal pudses. Jeg har hørt, at syre (eddike) skulle være godt mod fedt. Og når det nu skal gøres, kan det ligeså godt gøres med stil. (Memo to my sel; huske svejserhandsker, eller andet der minder).  

Nå men det hele er så fint og rent, og jeg elsker det, og vil gerne sige, at jeg lige nu er lykkelig.  

Billeder af mit fine møbel følger...  

Update: Før jeg begynde at skrive det her, sad jeg med musen og katterne og spise ananas. Den begyndte at dryppe, og uden at tænke videre over det duppede jeg mit ananasstykke på min sofapude. Se, måske er det ikke vildt, for almindelige mennesker, men for alle dem, som kender mig bare en lille smule, vil få et hjertestop, da de ved, hvilken skade min mor og hendes rengøringsvanvid har forvoldt mig. Jeg gjorde det som om det var det mest naturlige at gøre. Mens jeg tænkte: "det drypper, jeg må få det væk - ah puden er nok god". Jeg må virkelig være træt siden jeg gør sådan noget, uden at se noget galt i det.. Jeg skal også sove nu...  

Flere billeder på http://ahmetspahic.blogspot.com

Emina ... min Emina

Emina

I aftes, på vejen fra den varme kro,

Gik jeg forbi haven af den gamle imam;

Og der i haven, i skyggen af jasminer, 

med kanden i hånden stod Emina.

Så ydmyg hun er! Ved alt der' mig helligt,

Hun vil end ikke skamme sig, selv hos sultanen!

Og når hun går og sine skulde bevæger...

End Imamens amulet ville ikke hjælpe mig mere!...

Jeg kaldte hende en hilsen. Ved alt der'  mig helligt,

Ville end ikke lytte, den smukke Emina,

Med sølvkanden i hånden, greb hun noget vand

og i haven gik hun, blomsterne at vande;

Fra grenen et vindpust fløj ned af hendes ydmyg bryst

Optrævlede hendes tykke fletninger,

Håret begynde at dufte som blå syrener,

Og jeg blev omtåget i hovedet!

Jeg troede jeg skulle dåne, ved alt der' mig helligt,

Men til mig kom aldrig smukke Emina

Hun så blot på mig, med mørke øjne,

Hun tog sig ej af, at jeg efter hende dør.

Det her er så smukt et digt. Naturligvis smukkere på Bosnisk, alt er smukkere på originalsprog. Det er jo umuligt at oversætte et digt, så bådet metrik og mening forbliver intakt.

Aleksa Santic, var en katolsk digter, der levede i Mostar, han var forelsket i Emina, datter af en imam. 

Hans følelser blev aldrig gengældt, og dette digt, bland mange andre er skrevet til hende. Se det er kærlighed...

Jeg har virkelig gjort mit bedste for at oversætte det, men digtet er fra 1903 og mange af ordene er forsvundet ud af sproget. Endnu flere af ordne er umulige at oversætte til dansk...

Jeg var bare nødt til at digtet det med flere mennesker, da det er så smukt og fuldendt på så mange måder. Det er en skam ikke at kunne nyde det. 

Her er det på originalsprog:

Sinoć, kad se vratih iz topla hamama,

Prođoh pokraj bašte staroga imama;

Kad tamo, u bašti, u hladu jasmina,

S ibrikom u ruci stajaše Emina.

Ja kakva je, pusta! Tako mi imana,

Stid je ne bi bilo da je kod sultana!

Pa još kad se šeće i plećima kreće...

- Ni hodžin mi zapis više pomoć neće!...

Ja joj nazvah selam. Al' moga mi dina,

Ne šće ni da čuje lijepa Emina,

No u srebren ibrik zahitila vode

Pa po bašti đule zalivati ode;

S grana vjetar duhnu pa niz pleći puste

Rasplete joj one pletenice guste,

Zamirisa kosa ko zumbuli plavi,

A meni se krenu bururet u glavi!

Malo ne posrnuh, mojega mi dina,

No meni ne dođe lijepa Emina.

Samo me je jednom pogledala mrko,

Niti haje, alčak, što za njome crko'!...

"Uglens navn" aka "jeg er din barndomsugle"

Uglen er i dag blevet døbt... 

Uglens navn er: Gorm Lisette Knud-Hans Bin Muhammed-Ali Ahmetspahic Pedersen.

Den er SÅ meget en Gorm!

Mandag d. 14.04.08 er der en dåbskomsammen for den i Nordisk Kaffebar, KUA, fra 13.00-16.00

Kom glad og kys uglen på halen.

Tres sten er en ugle for meget.

En ægte og levende ugle:

Ægyptisk ugle:

Ikke fordi  der er sket så meget idag.

Jeg har brugt halvdelen af dagen på at sidde i "Kaffebaren", og vente på kafførmøde kl 16.

Jeg bruger simpelthen for meget tid ude på KUA. Det er bare  ikke så fedt at sidde alene hjemme hver dag til ca kl 16-17, fordi CBS ikke lige kunne finde ud af at planlægge T's timer, så de passer mig.

Men Herre Gud, jeg finder bare andet og andre at underholde mig selv med. Desuden er "Kaffebaren" et skønt sted, hvor jeg føler mig godt tilpas.

Nå men grundet til, at jeg melder ud i dag er, at jeg lige har fået verdens fedeste gave! 

Jeg har fået en ugle, skåret i sten, fra Ægypternes land, af min veninde Marie. 

Jeg troede det var løgn. Det er nok noget af det sjoveste jeg længe har set. Det kan faktisk ikke beskrives med ord, men kun vises med et billede eller tres.

Jeg siger det bare... husk lige, det her  er samfundet, der byggede pyramiderne og har "kongerne dal" at vise frem til omverden. Det jeg så undrer mig over er, hvor fanden gik det galt??

Over and out!