Engang i tidernes morgen elskede jeg at lege forfatter - nærmer lyriker. Min store drøm var at udgive et digtsamling.
Mest egentlig, for at vise min mor, at jeg godt kunne, og at alle de søvnløse nætter ikke var forgæves.
Min mor svarede altid -" Det er godt at drømme min skat, men gå nu ud og lav din matematik, matematik er der en fremtid i".
Som altid holdt min far sig udenfor.
Det eneste han ikke ville have jeg gjorde, var at blive arkæolog, for: "For Erna de sidder så meget udenfor og på jorden, og jorden er kold og jeg tror altså ikke, at det er særlig sundt for din nyre, og tænk hvis du får blærebetændelse, eller endnu være, at din nyre svigter, og-hvis-tallene-stiger-næste-gang-du-er-til-kontrol...?! - Nej Erna, du skal IHVERTFALD ikke være arkæolog, du kan blive ingeniør, dem er der altid brug for. Gå ud og lav din matematik Erna. NU!" - ok han holdt sig ikke udenfor, han gik nærmere i selvsving, og jeg lukkede af.. Det var en nødvendighed at lukke af, for min far er ca tre gange værre end det mest hysteriske kælling.
Mens jeg gik i gymnasiet, sov jeg ca. 3 timer om natten, fordi jeg skrev om natten. Jeg skrev ikke fordi jeg var flittig, og ville arbejde mig selv frem til en kontrakt med et forlag. Nej, jeg skrev fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg skrev fordi jeg er en fucking melodramatisk diva.
Så vidt jeg husker, prøvede jeg en enkelt gang at skrive til et forlag, jeg fik at vide, at de ikke gjorde sig så meget i poesi, og så gad jeg ikke mere.
Jeg skrev videre, skrev vrede digte, sørgelige digte og til tider sjove digte - jeg er først blevet sjov på mine gamle dage.
Jeg blev student, og kunne se, at mine forældre måske havde lidt ret, jeg skulle have lavet min matematik - det var der måske mere fremtid i.
Jeg gik hjem for at melde mig til studenterkursus, så jeg kunne tage matematik på enkeltfag, men i stedet for faldt jeg over en lille, næsten usynlig annonce, hvor der stod "Unge, gerne med udlandsk baggrund, forfattere søges til et nyt projekt om immigrantdigte"
Jeg besvarer annoncen med det sammen - mor hænger mig allerede op af nakken. "Tænk hvis han er pædofil?
Erna: "Mor jeg er 19"
Mor: "Tænk hvis han bare vil udnytte dig"
Erna: "Udnytte mig hvordan"
Mor: "Ja, altså voldtage dig"
Erna: "Mor han er 65!! Mon ikke han er ved at være godt på vej mod impotens"
Mor: "De er de værste, Erna"
Erna: "Mor jeg tager til Glostrup, han var vild med mine digte, og jeg vil gerne give det en chance"
Mor: "Jeg vidste det,. Jeg vidste det!! De digte ville føre dig i uføre".
Jeg tog til Glostrup, og mødte en rigtigt fin og rar ældre herre. Han var høj, med brune hundehvalpeøjne øjne og gråt hår. Man kunne ikke andet end at elske ham. Så det gjorde jeg.
VI snakkede og vi svingede rigtigt god. Han var vild med mine værker, og sagde, at de næsten havde ødelagt hans jul, "For de er så sørgmodelige Erna". Jeg tænkte, så er mit arbejde gjort.
Han kaldte dem for "rugbrød" (noget med rugbrød varer længere end flødeskumskager) og ville udgive dem med det samme.
Som altid var jeg også denne gang heldig, og for min drøm forærende.
4 måneder og mindst 15 nervøse sammenbrud senere var den der. "Nattens vinder" , klar til at udkomme.
Jeg tror, at jeg har solgt ca 25 bøger i alt. Sidste løn var i foråret 08, og var svarede til 16,50 kr. Jeg fik betaling i form af frimærker.
Måske min mor havde ret? - Matematik er vejen frem...
Men det jeg faktisk ville frem til er, at selvom jeg idag til dels har lagt digtene og skriveriet bag mig. Jeg gider ikke rigtigt mere, og egentlig gør jeg de fleste ting i trods (Nu prøver folk at overtale mig til at skrive).
Poesien keder mig, og jeg har jo ligesom bevist, at man sagtens kan få udgivet en bog. Så bliver jeg jeg stadig ekstatisk lykkelig, når jeg falder over små digte, som jeg har skrevet, men helt har glemt, at jeg har skrevet dem. Derfor vil jeg dele et par stykker med læserne, for det er altid sjovt at se ens tanker som lille, når man selv er blevet en gammel kælling.
Jeg ville ønske du kunne se tegnene
i sandet.
De er så smukke, varende kun et øjeblik.
Vinden vil snart rejse sig i horisonten
og de vil forsvinde i evigheden
---------------------
Pigedrømme
Hans sylespidse hæl
slæber dovent på fortovet . Stakkels pige - han er
forladt af alle.
I natten venter han på trøst.
Ønsker lidt kærlig varme , håber på et forstående blik-
Men natten er hul, og dog
gemmer den på hemmeligheder, lidt ligesom han.
Da natten viste sit ansigt frem -
da syede hans sine øjne til
for han var blevet bange
for at
se…
------------------
Nat uden følelser, uden
en eneste stjerne, begynder
at herske.
Vinden hviner sørgmodigt.
Vinteren kravler i seng.
Foråret vågner.
Jeg så morgenen komme.
Stjernen fødte dagen.
Af solens lys troede
sjælen at nyt håb
var født.
--------------------
Den gamle by, hver vej
forkommer mere ukendt.
Genkendelige gader
svinder oftere inde i mig.
mens tiden går udenom, længes jeg
efter at omfavne dagen i min
hånd.
Min nats tårer,
tomme skridt høres på fortovet...
Mine gader er tabt i
intetheden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar