9.3.09

De første tegn på alderdom


Da jeg var 15 var mit højeste ønske en piercing i tungen. Da jeg gik til min mor med forslaget, fik jeg at vide, at jeg kunne gøre, hvad jeg ville med min krop, når jeg blev 18. Men sålænge jeg var under 18, tilhørte jeg i bund og grund hende, og hun bestemte.

Da jeg blev 18, fortalte jeg min mor, at nu skulle jeg have piercing i tungen, hun kiggede på mig og fortalte mig, at sålænge jeg boede under hendes tag, var det hendes regler jeg skulle følge. Eftersom min mor til tider kan forvandle sig til et rødhåret monster (lidt a la mig), valgte jeg at følge hendes lov. Min far blandede sig pænt udenom.


På vej mod de 19 og en veloverstået studentereksamen, så jeg i Kroatien en lille, lidt skummel butik, hvor de lavede piercinger. Jeg tog mod til mig, og på vej fra en cembalokoncert, gik jeg derind og satte mig i stolen. De hverken brugte handsker eller sprit. De var tre gutter, ingen af dem kunne hverken kroatisk, engelsk, tysk, eller andet der kunne minde om de tre sprog. Så min tunge blev hevet ud, sprøjtet med noget mærkeligt væske, og ellers gik det stærkt. Før jeg vidste af det, var jeg den stolte ejer af en tungepiercing.

Jeg gik lykkelig og stolt over mig selv hjem til hotellet. Da mine forældre kom tilbage, spurgte de til koncerten, jeg fortalte, at den var fantastisk, og at jeg endelig havde købt min studentergave. Min mor ville lige vide, hvad det var, da jeg rakte tungen ud, røg hun bogstaveligt bagover, heldigvis var der en lænestol bag hende. Min far kom ind, fordi han hørte påstyr, og da han så hvad jeg havde gjort, åbnede han blot sin øl og uden ord satte sig på altanen. (Siden den dag, har jeg ifølge ham haft skidt i munden).


Siden da er det blevet til en del piercinger, diverse steder på min kroppen. Men idag, godt på vej mod de 25, går det op for mig, at den eneste piercing jeg idag har tilbage er den i tungen. Alle de andre piercinger er taget ud, og den sidste tog jeg frivilligt selv ud for et par måneder siden, fordi jeg ikke syntes, at den klædte mig mere. De fleste har ikke lagt mærke til, at den er væk, men idag gik det op for mig, at det vel er de første tegn mo alderdom og modenhed. Mon ikke jeg skal have brugt de gavekort jeg har samlet i årenes løb, og får mig et par mere diskrete piercinger.


Uden labret

Med Labret

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Nej, det er hverken tegn på alderdom eller modenhed, men blot en del af livets proces, at, fx, piecinger tages ud.
Jeg selv har gjort det samme og fået fjernet min den ene.
Den hørte en tid til, som ikke kommer igen i den form.
Ikke fordi jeg er blevet ældre, men det sker uanset om jeg havde taget den ud eller ladet den blive...

/

Uden Relevans sagde ...

Det den anonyme siger.

Har forresten veninde på 30 der har tungepiercing endnu så mon ikke din holder lidt endnu :)

Ahmetspahic sagde ...

Tja anonyme og Uden Relevans, det er en af livets processer, men med alderen og modenheden, ændrer man sig, og det indebærer, at det man som 16-årig syntes var smukt, finder man det ikke nødvendigvis smukt ti år efter. Se blot på moden.

Piercinger er en del af et ungdomsoprør - i en vis grad, hos mig ihvertfald. Og når oprøret er over eller stilnet af, begynder man at fjerne spor efter det. - Lidt ligesom en ex kæreste. Noget forbliver under huden, og andet smider man så langt væk som muligt.

Det der chokerede mig var, at min labret pludselig var i vejen. Altså da jeg fik den syntes jeg den var smuk, og den klædte mig, men en dag så jeg billeder af mig selv, og kunne se, at den ødelagde de rene linjer i mit ansigt. Den var en lille prik, som ikke burde være der.

Men jeg har absolut ikke tænkt mig, at holde op med at blive piercet, jeg har bare opdaget et mønster i form af, at mine piercinger er begyndt at blive mere diskrete end de var før.

Desuden, Uden Relevans, jeg har absolut ikke tænkt mig at tage min tungepiercing ud, den er fræk og sexet. ;)
Og bedst af alt.. mænd falder for den .. ;)