Engang for længe siden sad vi over en kop kaffe og snakkede om endnu ældre dage.
Jeg sagde noget, i dag kan jeg end ikke huske, hvad det var. Han blev ked af det og kiggede på mig med sørgmodighed i øjnene. Han sagde "Det må du ikke sige. Du må ikke ødelægge det, for jeg har ikke lyst til, at du skal blive til en jeg kun engang kendte."
Jeg kiggede på ham og undskyldte.
Det ironiske og sørgelige er, at det er, hvad han i dag er...
