Den Fjortende Dag

På den fjortende dag plukkede jeg mine øjenbryn, mens jeg sad i skyggen. 

Jeg lyttede til en ældre dame, der stod med et spædbarn på armen, snakke med et ægtepar. De havde alle fire badesko på i forskellige farver. 

Damen med spædbarnet på armen havde matchet sine med sin røde badedragt, der lige knap kunne dække hendes svulmende barm, der hang over hendes tykke mave. 

De snakkede indbyrdes og skælde ud over den gruppe sigøjnere, der var kommet til byen nogle dage forinden. 

Henne ved bruseren, vanen tro, stod igen en sigøjnerkvinde med to små børn. Hun var gravid og havde en sort kjole på, der sad stramt på hendes runde maven. Barnet, der stod ved siden af hende, tog et badedyr op i sine arme fra jorden. 

Den ældre dame var lige ved at eksplodere ved synes af dette. Hun traskede ned til sigøjnerkvinden i sine røde badesko, der nu matchede både hendes badedrag og ansigtskulør og skældte hende sønder og sammen ud over, at hun lod sit barn tage det badedyr, der lå på jorden."At du vover at bruge dit barn til tyveri!", sagde hun rasende. Jeg holdt øje med dem i mit lille firkantede spejl. Ægteparet udvekslede et par ord og grinede lidt for sig selv. 

Jeg blandede mig udenom. 

I stedet forsøgte jeg at huske tilbage på, hvornår min barndom holdt op med at være et falmet postkort - for det holdt den op med at være. 

Jeg forsøgte at tænke tilbage, mens jeg hev de små hår ud med pincetten,  og så slog det mig; Ligegyldigt hvor meget jeg forsøgte at frembringe den der følelse af varme, ro og tryghed i mit indre fra min barndom i Bosnien i Danmark, så kunne jeg ikke. 

De billeder af afsvedne dage er få i Danmark. 

Jeg forsøgte at regne ud hvorfor, og idet den ældre dame med den svulmende barm og røde badesko, traskede forbi mig, med skældsord farende ud af munden, gik det op for mig, at jeg, kort tid efter jeg ankom til Danmark, mistede min uskyld. 

Jeg sukkede for mig selv på denne fjortende dag, der ligeså godt kunne have været den, trettende, tolvte, ellevte…, og koncentrerede mig om smerten, der vækkedes i mit ansigt, når jeg trak et af de små hår ud med pincetten - den var i det mindste konkret. 

Den Trettende Dag

På den trettende dag faldt jeg i søvn i skyggen. 

Jeg drømte vildt og voldsomt.. Drømte om dem alle. 

I min drøm lå jeg på stranden og jeg drømte, at jeg sov på stranden. Jeg lå på maven på mit blå håndklæde og de var alle omkring mig. Fra den første til den sidste. 

Listen er næsten for lang, til at jeg magter at remse dem alle op ved navn. 

Der var den ene, og egentlig er det lidt pudsigt, at han var så tæt på, men han var der. Han lå et armudtræk væk fra mig - også på maven og rakte sin venstre hånd ud mod mig. Han smilede til mig, og jeg tror, jeg så taknemmelighed i hans blå øjne, der blev delvist dækket af hans altid pluskede hår. 

Jeg vendte mig om og så mod havet. Jeg så den blåøjede komme ned ad en trappe. Han lagde sig oven på mig og bad om min tilgivelse. Han var stor og tung og jeg mærkede hans skæg kradse mod mine skulderblade, da han kyssede lige under nakken, jeg undrede mig, for han havde jo ikke skæg. Jeg var lige ved at røre hans tommelfinger med min pegefinger, men selv i drømmen standsede jeg mig selv, for selv i drømmen vidste jeg, at det ikke skulle være os to igen. Aldrig nogen sinde igen. 

Det krævede al min styrke at holde igen, så jeg kiggede ud mod horisonten og så solen glide ned over himlen og skabe farver, jeg aldrig havde set før. 

Den uigennemtrængelige så jeg siddende på en stol i sit jakkesæt. Han betragtede mig med isnende blå øjne. Jeg undrede mig over, hvad han lavede der, måske savnede jeg også ham, uden at vide det, siden han fik lov til at trænge igennem alle de forsvarsværker jeg efterhånden har bygget op omkring mig. 

Drømmeren gik også fordi, som i en drøm, langt væk fra mig og jeg ved end ikke om han så mig. Jeg drømte sammen med ham for så lang tid siden efterhånden, at det næsten er blevet til en drøm. 

Den sidste af dem; Ham, der hver dag og nat, siden jeg begav mig på mit færd har hjemsøgt mig i mine drømme og mine tanker, cyklede leende lige ved siden af mig - i cirkler.

Jeg forsøgte at skubbe ham, der søgte min tilgivelse, væk fra mig og det krævede samme styrke at fjerne ham, som det krævede ikke at røre hans tommelfinger tidligere. 

Jeg rejste mig og spejdede efter ham den cyklende, ham den leende, ham den hjemsøgende. Men inden jeg nåede at få øje på ham, vågnede jeg. 

Himlen var safirblå på denne trettende dag. Solen stod højt og skinnede skarpt. Jeg missede med øjnene og tog min stråhat på, mens jeg forsøgte at komme mig. 

På denne trettende dag gik mine tanker i selvsving. 

Min bedste veninde skal giftes. Den anden bor med sin kæreste. Den tredje er gravid med sit andet barn. Den fjerde var forelsket, sidst jeg så hendes øjne.

Jeg smed det hele væk. Jeg var ikke lykkelig, og derfor smed jeg det hele væk. 

Men på denne trettende dag kan jeg ikke ryste denne nagende følelse af, at jeg aldrig kommer til at blive elsket på samme måde igen…

Fra en Pigesamtale

Fra en pigesamtale:


Xroomie: "Jeg tror bare ikke, at mænd gider høre om ligegyldigheder?
Du er heldig, at du har mødt mænd, der kunne lide dig nok til, at de gad tale med dig om alt muligt."

Dukken: "Selvfølgelig gider de det. De er jo også kommunikative væsner.
Ellers også lukke de bare af og lader mig snakke.
Der var jo den ene, der sagde, at jeg snakkede meget. Måske tænker de andre mænd det også, men tør bare ikke sige det...eller kan ikke nå at sige det, fordi de ikke får lov til at få et ord indført."




Det handler om at tage styringen og ikke lade dem få et ben til jorden. 


Har jeg ret eller har jeg ret?
Selvfølgelig har jeg ret. 

Den tolvte dag

Jeg har så meget tid hernede. Jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller skidt, for jeg tænker. Jeg min hjerne kører så hurtigt, at jeg om natten, når jeg sover, stadig tænker. Jeg husker alle mine drømme og de omhandler alt fra fortid, til nutid til opspind, til fabrikerede minder. 

Jeg fangede mig selv kiggende på småbørn, der leger på stranden i dag på denne tolvte dag, og det trak mig lang, langt tilbage i tiden. Helt tilbage til dengang, hvor min mor sad på en bænk, og min far købte mig en is med to ispinde, og vi alle tre ventede på toget, der skule bringe os hjem fra kysten. 

Det var varmt og min mor var blevet skoldet på ryggen. Vi havde en brun kuffert som min far havde købt, med sort kantebånd. Den havde hjul og jeg sad på den, mens isen dryppede på mine små barnehænder. 

Billedet blev aflyst af virkeligheden og jeg tænkte, at jeg ville ønske jeg var fem år igen. 

Dengang hvor tiden var relativ og min mor iklædte mig fine kjoler med blonder, og laksko. Til dengang mit hår var bundet med et par gule ellastikker, der var pyntet med små fugle og jeg stolt viste skoene, der havde en lille hæl på frem til enhver, der ville kigge. Dengang hvor begge mine forældre holdt mig i hånden, mens vi gik en tur i byen og jeg fik en limonade. 

Børnenes skrig forsvandt og jeg var tilbage i min mormors have, jeg så min smukke moster koge sine lyserøde og orange curlere inden hun satte dem i sit blonde hår. Og min morfar, der dengang, som nu, skældte ud over, at hans spejl ville blive slidt, så meget som vi spejlede os.

De eftermiddage, hvor vi blev lagt i de kolde lagner efter at have spist os mætte i min mormors mad. Og min mormor, min elskede mormor, der altid sad rolig og mild i sin blomsterhave, der var hendes stolthed. Og børnene på gaden, der altid kaldte på mig. Og min fætter, der blev klædt som en lille porcelænsdukke, akkurat ligesom jeg var, når vi begav os op til byen eller ud til de voksnes venner. 

Og alle de varme sommeraftener. 

Mig på min fars skuldre, fordi jeg var for træt og for syg til at gå videre. Skoven og markblomsterne i min favn. 

Og den ene gang, hvor jeg skulle krydse den lille bæk, men kom til at falde i, så min far ikke kunne holde sit grin tilbage. 

De lange gåtur med min morfar og kilden for enden at byen. Og den blå rutsjebane, jeg kom til at nive mig på, da jeg skulle prøve en tur. Den blå rutsjebane som stadig er der, som stadig får mig til at smile og stadig får mig til at tage mig på den balle, der blev nevet.

  

Jeg ender det samme sted, hvor jeg startede - ved den bænk med isen i hånden. Ved banegården, hvor vi skulle krydse togskinderne for at nå vores tog. Og det høje, gulnede græs jeg løb hen til, da vi endelig kom hjem. Jeg gik på bare tær, for jeg havde overhørt de voksne sige, at det var sundt, hvis man gik på bare tær. Solen skinnede afsvedet den dag…

Et falmet postkort tænkte jeg på denne tolvte dag. Mit barndom er et falmet postkort. 

Den ellevte dag

"For altid." sagde jeg. 

"For altid." sagde han. "For altid er så forfærdelig lang tid." fortsatte han, men jeg var ligeglad. 

Men for altid blev knap så lang tid, tænkte jeg for mig, på denne ellevte dag, mens solen fik havet til at glimte som var det guld, eller rettere som små kystaller, og en dreng gentagende gange grinende løb forbi mig og sprøjtede små dråber vand på min overophedede krop, der på samme tid nød og blev irritabel af det. 

På denne ellevte dag faldt mine tanker på ham, blandt mange andre. 
Jeg tænkte på de øjne så blå som himlen, der så mange gange havde betragtet mig, mens jeg lå nøgen i min seng, min sofa, på gulvet. De suk, der undslap hans mund, når jeg smilede til ham og hans fingre, der rørte blidt ved mig, efter jeg havde givet mig selv til ham. Jeg tror, at han elskede mig.  

Jeg tror, at jeg elskede ham, og jeg tror, at jeg håbede, at altid ville vare lidt længere, end det gjorde. 

Jeg lukkede øjene på denne dag, der ligeså godt kunne have været dagen forinden og rejste mig fra mit blå håndklæde. Jeg rettede på min stribede bikini og begav mig mod broen. Jeg hoppede i på hovedet - et perfekt spring tænkte jeg for mig selv, mens jeg fortsat holdt mig under vandet og lod trykket omfavne mig, mens jeg svømmede væk fra menneskemængden omkring mig. 

Mit vilde liv i Istrien

Engang i vinters, da jeg havde fået nok af det hele og havde fået en af mine midlertidige hjerneblødninger, sagde jeg "Ja, det kunne da være hyggeligt." Da min far spurgte, om jeg ville sammen med ham og min søster i fem uger til Kroatien den kommende sommer...Ja, FEM uger.

Dengang, i vinters, tænkte jeg, at solen og havet ville være tiltrængt, hvilket det også er.. Men fem uger.. det var måske lige overkill.

Idag er det ti dage siden, jeg tog afsted fra København. Idag er det ti dage siden, at jeg fortrød, at jeg tog afsted, for idag er det ni dage siden, jeg begyndte at savne København, og alt det den indebærer. 

Jeg en lille by, der synes ved første øjekast som noget tiden havde glemt. En lille by i den nordlige del af den Kroatiske kyst, Istrien, få kilometer fra Porec. Den var ikke glemt af tiden, der var bare ikke højsæson i den første uge vi ankom.

Her er ikke meget. Men alt det man skal bruge. 

Der er en strand og azurblåt hav. Tre supermarkeder, to kiosker, fire cafeer, tre restauranter  og et pizzaria. Der er også et hotel, lige ved siden af af Marinen, der er fyldt med fine hvide både, hotellet blev brugt som bosted for bosniske flygtninge under Balkankrigen. Siden er den blevet købt af en fyr fra Australien, og ligesom meget andet her, glemt af fyren og tiden. 

Her sker ikke så meget, men jeg bliver ved med at få at vide, at det er netop, hvad jeg har brug for denne sommer; Fred og ro. 

Den første dag vi ankom, efter toenhalvdage i bil, lå jeg på stranden og påbegyndte min første feriebog; Hulebjørnens Klan. 

Om aftenen flippede min søster ud - min far hævdede, at det var fordi hun skulle have menstruation. Hvorfor min far også flippede ud, er mig en gåde. Måske skulle han også have menstruation, ellers også sympati-pms'ede han bare. 

Den anden dag var som den første. 

På tredjedagen tog vi til en anden stranden i nærheden. Da jeg svømmede i havet hoppede en fisk op af havet, lige foran mig og var ved at slå mig i hovedet med sin hale. Jeg skreg. 

Fjerdedagen ligenede dagen forinden, vi badede i en swimmingpool også. 

Da vi kom til sjettedagen rejste min far og søster til Sarajevo og pludselig var der ro. 

Den syvende dag tordnede det hele dagen, men regnen var sparsom, jeg blev alligevel i lejligheden den dag og læste min bog færdig. 

Igår, da det blev dag nummer ni tog jeg på stranden og nød solen med Hemingway i hånden. Han er en pudsig forfatter. 

Det han skriver i bogen er på sin vis så banalt og ligegyldigt - hvis han havde levet i vores tidsalder, så ville det have været skrevet på en blog. Og alligevel omfavnede bogen mig på en sær måde og gav mig et fantastisk indblik i Paris som den engang var, og som jeg ville ønske jeg kunne opleve den . Jeg forstår godt, hvorfor den hedder "A Moveable Feast". Jeg kan godt lide den, men jeg kan også godt lide Hemingway. 

Mens jeg lå i skyggen på den niende dag, faldt jeg i søvn til lyden af havet og fuglene. Jeg drømte absurdt til jeg fortumlet  kiggede op, fordi jeg blev vækket af børnlarm. Der var familier og mennesker over det hele. 

Men jeg bed især mærke i en gruppe menneske. De skiller sig ud, ligegyldigt hvad. Man (jeg) kan altid genkende dem på deres pjaltede tøj og guldsmykkerne de flasher - selv på stranden. En gruppe sigøjnere var ankommet. 

Idag på den tiende dag lå jeg i solen og betragtede landskabet omkring mig. Og der så jeg dem igen. To små piger, der kom ned til bruseren, der er stillet til rådighed for strandgæsterne, der kan skylle saltet af sig efter en svømmetur i havet. Der stod de to pige, med to store dunke og fyldte vand i dem. Jeg kunne ikke se noget odiøst i det, så jeg lukkede øjnene og lod tankerne strømme i mit indre, mens solen bagte på mig. 

Jeg blev revet væk af min tankestrøm, fordi jeg kunne mærke vanddråber sprøjte på min højre arm, og der var de igen, men denne gang var de flere, med flere flasker og spande.

De har sat sig længere væk - væk fra stranden, næsten henne ved parkeringen og det eneste de gjorde på denne tiende dag var at fylde vand på dunke, flasker og spande. Jeg betragtede dem i tre timer. Jeg holdt op med at tælle på et tidspunkt, men hvis jeg ikke tager fejl, har de tappet bruseren for mindst 300 liter vand.  

Jeg ville have spurgt, hvad de skulle bruge al den vand til, men jeg tude ikke, for jeg er vokset op i en kultur, hvor sigøjnere stjæler små piger, især dem der er meget lyse i huden, og tvinger dem til at tigge på gaden. 

Jeg befinder mig på kantent... af civilisationen... her på Balkan.

London var en Lille Piges Drømmebog

London var så meget, men mest af alt var London et glansbillede taget ud af en lille piges drømmebog og gjort til virkelighed.

Dagen havde været grå, regnfuld og bekræftede samtlige fordomme om det engelske vejr til perfektion.

Som lokket af en djævel, havde hun begivet sig ud på turens sidste vandretur i Londons, den dag så grå, gader. Men hun nød det. Hendes fødder værkede og regnen var efterhånden blevet forvandlet, fra en fin doven silen, til tunge hyppige dråber, der gennemblødte hende. Men hun nød det.

Hun indsnusede lugten af smog og duften af våd asfalt. Forsøgte at indprente sig byen og de brune mursten- den sorte os, der tegnede mønstre på husenes skorstene og mylderet fra alle menneskene, der stadig bevægede sig fortravlet omkring hende, til trods for, at det var en højhellig søndag.

Da hendes fødder var blevet gennemblødt for tredje gang den eftermiddag, og tørklædet som hun i et håbløst forsøg havde viklet om håret, for at skærme sig fra regnen, gjorde mere skade end gavn, vendte hun næsen mod den høje bygning som hun allerede var begyndt at holde af og forbinde med tryghed.

Pigen med drømmebogen var træt; Træt af kulden, mørket og regnen, men hun trodsede sin krop og begav sig til weekendens sidste oplevelse.

Aftenen tilbragte hun i fremmede mænds arme, der svingede hende rundt til musikken, hun efterhånden var blevet svinget til så mange gange før.

Hun nød hvert øjeblik og hvert blik. Hun indsnusede duften fra de svedige kroppe og lod sig beruse af det fremmede. Af det ukendte.

Aftenen var så meget, men mest af alt var aftenen et glansbillede taget ud af pigens drømmebog og gjort til virkelighed.

Han tog hendes hånd blidt og introducerede sig. Hun smilede, som hun altid gør. Han bød hende, måske lidt for kejtet op til en dans. Hun smilede, som hun altid gør, og takkede ja.

Han var så tæt på. Så tæt på. Og når han svingede hende rundt, føltes det næsten som om hun fløj.

Det var svært for hende af slippe hans hænder. Så et øjeblik stod de der; Som to porcelænsfigurer på et vitrineskab som en gammel dame kunne have pyntet op med, for at mindes sine unge dage.

Det var som i en lille piges rømmebog; Hun skulle videre og han skulle blive, men stadig havde de tid til gode, så de tog hendes kufferter og begav sig mod et endnu mørkere sted.

Hans øjne hvilede på hende. Hun smilede som hun altid gør - måske en smule genert.

Han hjalp hende op ad trappen og før hun vidste af det, tog hans hende om livet og begyndte at føre hende snildt og let igennem menneskemylderet til musikkens nu noget dybere toner.

Han holdt hende så tæt til sig, at hun næsten ikke kunne ånde.

Et øjeblik så hun sin drømmebog folde sig ud, så ham kysse hende blidt mens de stod tæt der i mørket i menneskemylderet, men som i eventyret om Askepot og hendes prins, lukkede tiden drømmebogen sammen, før den fik lov til at folde sig ud.

 Og der stod de så, i silende regn; Hun med sine kufferter og han i gennemblødt tøj, der klistrede til hans krop.

Drømmebogen blev revet itu, for tiden fløj og hun skulle afsted. 

Og alligevel var han som det glansbillede i pigens drømmebog; Heroisk, godmodig, blid og snild.

Han placerede hende ind i den sorte bil med alle hendes kufferter omkring hende. Og med et blidt kys på hvert kind sendte han hende afsted og foldede drømmebogen sammen igen.