Den tolvte dag

Jeg har så meget tid hernede. Jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller skidt, for jeg tænker. Jeg min hjerne kører så hurtigt, at jeg om natten, når jeg sover, stadig tænker. Jeg husker alle mine drømme og de omhandler alt fra fortid, til nutid til opspind, til fabrikerede minder. 

Jeg fangede mig selv kiggende på småbørn, der leger på stranden i dag på denne tolvte dag, og det trak mig lang, langt tilbage i tiden. Helt tilbage til dengang, hvor min mor sad på en bænk, og min far købte mig en is med to ispinde, og vi alle tre ventede på toget, der skule bringe os hjem fra kysten. 

Det var varmt og min mor var blevet skoldet på ryggen. Vi havde en brun kuffert som min far havde købt, med sort kantebånd. Den havde hjul og jeg sad på den, mens isen dryppede på mine små barnehænder. 

Billedet blev aflyst af virkeligheden og jeg tænkte, at jeg ville ønske jeg var fem år igen. 

Dengang hvor tiden var relativ og min mor iklædte mig fine kjoler med blonder, og laksko. Til dengang mit hår var bundet med et par gule ellastikker, der var pyntet med små fugle og jeg stolt viste skoene, der havde en lille hæl på frem til enhver, der ville kigge. Dengang hvor begge mine forældre holdt mig i hånden, mens vi gik en tur i byen og jeg fik en limonade. 

Børnenes skrig forsvandt og jeg var tilbage i min mormors have, jeg så min smukke moster koge sine lyserøde og orange curlere inden hun satte dem i sit blonde hår. Og min morfar, der dengang, som nu, skældte ud over, at hans spejl ville blive slidt, så meget som vi spejlede os.

De eftermiddage, hvor vi blev lagt i de kolde lagner efter at have spist os mætte i min mormors mad. Og min mormor, min elskede mormor, der altid sad rolig og mild i sin blomsterhave, der var hendes stolthed. Og børnene på gaden, der altid kaldte på mig. Og min fætter, der blev klædt som en lille porcelænsdukke, akkurat ligesom jeg var, når vi begav os op til byen eller ud til de voksnes venner. 

Og alle de varme sommeraftener. 

Mig på min fars skuldre, fordi jeg var for træt og for syg til at gå videre. Skoven og markblomsterne i min favn. 

Og den ene gang, hvor jeg skulle krydse den lille bæk, men kom til at falde i, så min far ikke kunne holde sit grin tilbage. 

De lange gåtur med min morfar og kilden for enden at byen. Og den blå rutsjebane, jeg kom til at nive mig på, da jeg skulle prøve en tur. Den blå rutsjebane som stadig er der, som stadig får mig til at smile og stadig får mig til at tage mig på den balle, der blev nevet.

  

Jeg ender det samme sted, hvor jeg startede - ved den bænk med isen i hånden. Ved banegården, hvor vi skulle krydse togskinderne for at nå vores tog. Og det høje, gulnede græs jeg løb hen til, da vi endelig kom hjem. Jeg gik på bare tær, for jeg havde overhørt de voksne sige, at det var sundt, hvis man gik på bare tær. Solen skinnede afsvedet den dag…

Et falmet postkort tænkte jeg på denne tolvte dag. Mit barndom er et falmet postkort. 

Lænestolen med Roserne

Jeg var ikke et stille barn som sådan, jeg var blot opdraget til at være høflig og sød.

Jeg havde aldrig behov for at skændes med jævnaldrende, eller føle, at jeg skulle passe ekstra meget på mit legetøj. Der var ikke mange børn i mit nabolag og de fleste var drenge, så jeg blev vel egentlig behandlet som en lille prinsesse.

Jeg brugte utrolig meget tid på hospitaler og på grund af min yderst sjældne sygdom oftest på voksenafdelinger, så jeg havde det mildest talt som blommen i et æg. Alle elskede mig og så mig som en dyrbart dråbe vand på en hed sommerdag.

Jeg elskede det naturligvis, og de få gange jeg var tvunget til at være indlagt på børneafdelinger hadede jeg det.

Børneafdelingerne i ex-Jugoslavien er ikke helt det samme som her i Danmark. Men det er et anden og noget mere traumatisk minde.

Jeg var egentlig sådan en, voksne elsker. Nuttet, syg, tapper og fandens gammelklog.

Til jeg var otte år var min jævnaldrende omgangskreds ret snæver, især fordi jeg kun nåede at gå i skole i Bosnien i et års tid, før krigen brød ud og vi skulle flygte.

Derfor da jeg kom til Danmark og vi flyttede ind i flygtningecenter, var det noget af et kulturchok for mig.

Vi boede i et internationalt flygtningecenter, hvor mennesker fra alle verdens lande var samlet- et gammelt plejehjem i Mørke i Jylland.

Der var så mange mennesker, og så mange børn. Mennesker fra over det hele. De mennesker skabte stemningen i dette hjem og hvor blev det en fordærvet stemning. Hvor blev det et fordærvet sted.
Det var et sted, hvor tiden stod stille, og hvor drømme gik i dvale. Selv børnene var fordærvede og ondskabsfulde- både mod hinanden, men også mod mig.
Måske var de ondskabsfulde mod mig, fordi jeg ikke kunne sproget - hverken dansk eller engelsk.

Naturligvis var der enkelte som jeg har gode minder om: David, Sasha og en pige jeg ikke kan huske navnet på mere. De tog sig af mig. Måske fordi de var russere og vi kunne kommunikere lidt.

David og Sasha kom endda op at slås på grund mig. De ville begge være mine kærester. Selv var jeg forelsket i David. Han var blid og rødmede, når vor blikke mødtes. Og Sasha, Sasha var så tapper og modig, han var grov og han stjal et kys fra mig en dag. Han havde blå øjne og lyst hår. Han boede der sammen med sin mor.

Men de andre børn… Ih guder,  hvor var det skræmmende. Især var Dzemila, en pige fra Kosovo grusom. Jeg tror hun hadede mig, fordi hendes far forgudede min lillesøster. Hun og en anden pige, Rositta, var nok et par år ældre end mig. De rottede sig imod mig og gjorde det, piger er bedst til - at lukke ude.

Jeg kan huske en hændelse mod slutningen af foråret.

Det havde regnet hele dagen, men hen mod aftenen blev der sådan et fantastisk solskinsvejr. Den dag begav vi os op mod Bakken bag ved vores flygtningecenter. Bag ved vindmøllen og det lille skovbryn, og midt i det hele, foran et lille hus stod den, i mine øjne, smukkeste stol jeg nogen sinde havde set. Den var råhvid og med store roser over det hele. - (Hvor er jeg dog glad for, at jeg var så lille - for hvordan udtrykker man glæde og begejstring, når man ikke behersker sproget og ordene?). Jeg ville nok have givet alle mine dukke og bamser for den stol. Hvis jeg havde turdet, så havde jeg slæbt den med mig og jeg ville have beholdt den for evigt.

Vi stod og kiggede lidt på den og rundt omkring, men bestemte os hurtigt for at gå tilbage.

Pludselig en dag stod stolen i flygtningecentrets baggård. Jeg kiggede på den, men kun fra afstanden, for jeg kunne se Dzemila og Rositta sidde i den som om de ejede den.

Jeg turde ikke at gå over til dem, for Rosittas lillebror havde nogle dage for forinden kastet en tennisbold efter mig, hvilket for mit vedkommende resulterede i en blå læbe og for hans et ømt øre - forårsaget af min far. Med andre ord var jeg så lidt populær som jeg nogen sinde havde været.

Forældre har aldrig forstået den jungle børn befinder sig i. De tror, hvis de en gang tvinger bøllerne væk, at de så faktisk bliver væk og at alting bliver bedre.

Jeg ved godt, at min far gjorde det, fordi ingen skulle gøre mig ondt igen, men hvor forbandede jeg ham tit. Det eneste jeg jo ville var at passe ind.

Jeg kiggede på stolen og de to piger. Da de så mig hviskede de noget til hinanden, rejste sig op af stolen og pludselig begyndte de at smide mudder på den grinende.

Jeg tog  mod til mig og gik hen til dem – ”Why do that?” Spurgte jeg på engelsk som jeg havde opfanget i de par måneder vi havde boet der – ”Because”, svarede Rositta med et smil på læben.

Jeg forstod ikke, hvorfor de ødelagde stolen, så jeg gik min vej. Men jeg huskede ordet og kort tid efter fandt jeg ud af, hvad det betød. Because… Fordi....  Fordi hvad? Fordi de havde lyst, eller fordi de kunne tillade sig det.

Jeg glemmer aldrig den smukke lænestolen.

Når jeg tænker tilbage til den periode i det center, kan jeg ikke andet end tænke, at jeg må have følt mig så ensom.

Men jeg kan ikke huske en følelse af vemod. Det er nok nærmere kedsomligheden jeg kan huske fra de perioder, de voksne havde travlt i. Som altid var jeg det mest populære barn blandt voksne. Og de mennesker, der arbejdede forgudede mig. Jeg fik altid et noget længere snor end nogen anden i det center, og jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke nød det.

Jeg gik meget for mig selv, men følte mig aldrig alene, måske fordi mine forældre og dem, der var tæt på, altid vågede over mig, som den dråbe vand man våger over på en hed sommerdag...

Villa-Salò IV - Franchinos Koncert

Efter at jeg havde opgivet at lyve for mig selv og alle andre omkring mig, og havde accepteret, at jeg bare havde gravet mig selv så langt ned i det hul, der hedder Villa-Salò, besluttede jeg mig for at overnatte derinde de sidste tre dage af forestillingen.


Så godt pakket med romkugler, begav jeg mig atter engang mod Krausesvej 3 og den villa som nærmest har været mit hjem den sidste måneds tid.
Ja, jeg havde hjemmelavede romkugler med. Nok så alle kunne spise så mange de lystede.
Selv Masterne komplimenterede mine hjemmelavede romkugler, der var en sag for sig. Dem tog jeg med i første omgang, fordi jeg ugen forinden havde lavet en portion som eksamensafstresning. The Magistrate forelskede sig i dem, og lavede en regel om, at jeg kun måtte komme ind i villaen, hvis jeg havde romkugler med. Så naturligvis havde jeg romkugler med også den fredag.


Det mest fantastiske ved Villa-Salò  har været, at man som publikum fik lov til at være med og leve sig ind i det. Hvis man ønskede det, kunne man være på samme fod som skuespillerne. Man fik lov til at deltage og man fik mulighed for en smule at påvirke stykkets gang. Jeg gav mig selv lov til at leve mig ind. Jeg gjorde mig selv meget til grin. Jeg vil aldrig turde se disse mennesker i øjnene igen... Måske var det min søvnmangel og træthed. Eller måske har villaen virkelig den virkning på mennesker, at alle hæmninger bliver sluppet, og alle ens inderste tabuer får lov til at flyde frit. Jeg ved det ikke. Men jeg ved een ting, og det er, at jeg aldrig i hele mit liv har handlet så meget, som jeg har handlet i den villa. Helt impulsivt og efter den første instinkt, der dukkede op. Uden at tænke - blot følge mine følelser og instinkter.


Fredag nat... åh det er klamt... jeg hader hellige mennesker, men fredag nat blev jeg ændret. Jeg gik fra at være passiv til aktiv. Jeg gik fra at se til at handle.


Franchino, et af børnene. Et af de smukke, dejlige, talentfulde, børn havde deltaget i dagens tableau vivante og Masterne valgte at afslutte hele ceremonien med at injektere ham med gift.


Jeg sad i sofaen i hall'en og slappede af, for klokken var allerede ved at være efter 4.
Jeg sad og talte med dr. Mjavmjav, som troligt er trådt ind og ud af villaen sammen med mig i de sidste tre cirkler.
Vi så fire gæster bære Franchino slynget ind i et tæppe og sætte ham på gulvet ved trappen. Jeg bliver altid så handlingslammet, når jeg ser børnene går i krampe over injektionerne. Jeg går ind i mig selv og ønsker at handle, men jeg sidder bare passiv med rædsel tegnet i ansigtet.
Jeg gik over til Ming Yi, en af stuepigerne og bad om et blåt bånd, fuckernes farve, fordi jeg den nat skulle sove hos dem. (En af fuckerne var død i sidste uge, og jeg fik hans seng, heldige lille mig).


Da jeg vendte tilbage til sofaen lå Franchino i den og to gæster tog sig af ham. Jeg tror han så mig, og kaldte mig ved navn. Jeg satte mig på gulvet, tæt på ham og begyndte at ae hans arm, der hang slapt mod mig. Han åbnede øjnene let med ordene "Erna...Erna... is that you?" Jeg svarede, at det var mig. Han lukkede øjnene igen og sukkede dybt. "Erna you stroke my hand." "Yes I do Franchino", svarede jeg. "Erna, you stroke my hand, like my mother did."
Jeg kunne mærke at mit hjerte blev knust i det øjeblik. Jeg var ligeglad om det var et skuespil eller ej. Jeg var ligeglad med, om det var sandt eller ej. Klumpen i min hals blev så stor, at jeg ikke kunne andet er at lade tårerne få frit løb.


En af stuepigerne kom ind med Franchinos violin, for han måtte ikke falde i søvn. Hans sengetid er først kl. 7, og vi skulle holde ham oppe.
Jeg talte med ham og stuepigen talte med ham. Jeg fortalte at publikumet ventede på førsteviolinisten og at han ikke bare kunne falde i søvn. Jeg fortalte ham, at der var så mange, der ventede på ham, og at hele orkestret var klar, kun han manglede.


Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad sådan, men på et tidspunkt skiftede jeg plads med en af gæsterne og Franchino fik lov til at læne sig op ad mig, mens jeg hold en pose med is mod hans pande og talte med ham. Min arm gjorde ondt, men jeg var ligeglad.
Han fik sin violin i hånden og pludselig, mens vi sad der, alene, begyndte han at spille for mig. Vaklende, men han spillede.
Han fortalte mig en historie om et folk, der aldrig har ændret deres adfærd. Om et folk, der stadig levede som dyrene... oppe nordpå i bjergene.


Jeg kiggede på uret med jævne mellemrum og håbede kun på at klokken snart ville være 7, så Franchino kunne komme i seng.
Pludselig stod han der, The Magistrate, med en flaske brandy i den ene hånd. Jeg vidste, at det ikke ville ende godt.
Han tog de to skridt hen mod os og hev Franchino i håret og ud af min favn. Jeg sad lammet tilbage og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. For hvis jeg har lært noget, så er det ikke at prøve at afværge   masternes handlinger, for det vil kun bringe mere ballade.


Franchino blev slæbt ud foran huset. Jeg kunne høre grin, og ikke kun The Magistrates og Fabrizios, men også fremmed latter. "Gudhjælpemig, der er stadig mennesker udenfor og venter på at komme ind." tænkte jeg for mig selv.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad der, men jeg kunne høre døren åbne. The Magistrate kom ind igen og bad mig følge med ham. Jeg kom ud foran døren. Fabrizio stod på den ene side og talte med et par kvindelige gæster, The Magistrate stod på den anden side med hånden om mig. Franchino lå nøgen på jorden og spillede på violinen.
"He wanted to play, so he got his chance" sagde The Magistrate til mig. Efterfuld med ordene. "Look this is one of the natures freaks" sagde han mens han kiggede ned på mig. "Not only does she have 4 kidneys, she also feels pitty.". 
Jeg kiggede op på ham, og selvom han føltes mindst to meter høj og jeg som en lille bitte pige, svarede jeg blot, at jeg aldrig ville have ondt af Franchino, men at jeg blot har medfølelse. Han sendte mig et smil og sagde "Well if you don't feel pitty, than go and help him if you want to.".


Jeg løb først ned af de to trin og så op igen, for jeg vidste at det vil kræve tid og kræfter at få Franchino ind i huset. Så jeg løb tilbage og hentede det tæppe han havde omkring sig, før han blev slæbt udenfor. Da jeg skulle til at lægge tæppe omkring Franchino kunne jeg høre The Magistrate sige "Oh by the way be careful, he is all cowered ind piss." Et øjeblik. Et splitsekund tænkte jeg... "fuck, hvad gør jeg". Men min  krop handlede for mig og lagde tæppet omkring Franchino.
Han var tung. Han er mindst halvandet hoved højere end mig og ret muskuløs. Jeg følte mig magtesløs, også fordi jeg skulle passe på hans forbandede violin.
Så jeg tog den ud af hans hånd og løb ind. På min vej faldt jeg over en gæst. Jeg hev ham i trøjen og fik ham med udenfor. Jeg kunne høre de ventende gæster fnise, men jeg registrerede intet. Med stort besvær fik vi Franchino ind og lagde ham igen ved trappen, dækket ind i tæppet. Jeg gik frem og tilbage og overvejede mine muligheder, da jeg rørte min lomme, kunne jeg mærke noget hårdt. Jeg tog det ud og gudhjælpemig om det ikke var en golden rock. Jeg begyndte næsten at grine, gik over til Ming Yi og fik byttet mit blå bånd ud med et sort - masternes farve.


I mellemtiden var The Magistrate kommer ind og sad ved spisebordet. Jeg gik over til ham, og spurgte, at hvis jeg nu havde et golden rock, om han ville tillade Franchino at tage et bad. "Sure if you have one, but all the madames are asleep.". The golden rock kan man kun købe hos Madammerne.
Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg tog hånden ud af min lomme.


Vi fik bakset Franchino ned i kælderen og gav ham et bad. Dr. Mjavmjav og gæsten slæbte ham ind i stuepigernes stue og jeg pakkede ham ind i et tæppe. Virkelighed eller ej - han var iskold. Vi blev efterladt alene, og han bad mig om at blive. Jeg lovede, at jeg ville vente og sikre mig, at han lå i sin seng, før  jeg forlod ham. Jeg græd og græd og græd... og jeg kunne ikke stoppe. Jeg ved ikke, hvorfor jeg græd. Det hele kollapsede for mig og jeg kunne ikke stoppe.


Det efterfølgende er sløret.. Jeg kan huske, at jeg vakler ned til fuckernes værelse, efter at have været oppe i godt 23 timer. Jeg kan kun huske lyden af dæmpet musik, og at jeg lige før jeg faldt i søvn, så en solstråle lyse et tilfældigt sted på gulvet op...

"Jeg-synes-alt-skal-være-gult,-for-den-farve-er-kønsneutral-forslaget" aka Fætter BR's Julekatalog

Onde tunger (Go' Aften Danmark) fortalte mig for et par dage siden, at årets Fætter BR Julekatalog har vakt harme over, at drengelegetøj bliver præsenteret på blå farve og pigelegetøj på lyserød farve. Det er åbenbart for galt, for det fastholder børn i "forældede" kønsroller. Jeg.... er egentlig lidt målløs.

Jeg tror, at børn selv vælger det legetøj og farver, der passer dem bedst. Og flere internationale undersøgelser har vist, at helt fra 1 års alderen bliver piger hurtigt draget af bløde former og drenge af mere kantede former. Farverne har faktisk ikke så meget med det at gøre.

Jeg mindes, da jeg var lille afskyede jeg grøn, for den var ikke pæn og dermed måtte den være drenge farve (og drenge var jo dumme), men samtidigt legede jeg med biler. Min kusines yndlingsfarve var grøn, og jeg syntes hun var mærkelig.

Sort eksisterede slet ikke.

Jeg forstår ikke hele denne kønsrolledebat.

Måske er jeg gammeldags. Måske er jeg blevet forstyrret af Fætter BR's julekatalog gennem årene. Måske er jeg bare blevet hjernevasket fordi min mor gav mig lyserødt tøj på og rottehaler, da jeg var lille.

Men jeg synes faktisk, at det er farligt at lege med kønnet. Kønnet og kønsrollerne er noget, der til dels er biologisk fastsat, og hvis man roder for meget ved biologien, så går det som regel galt.

Børn kopierer deres forældre og lærer fra dem, og hvis forældrene viser børnene de forskellige muligheder de har i livet, så skal det nok gå fint.

Jeg bliver nok ikke populær blandt feminister, men jeg er glad for mænd. Rigtige mænd. Mænd, der kan finde ud af at bestemme, og ikke mænd, der strikker, syr og græder. Mænd, der kan bore huller i væggen og mænd, der kan tage mig i arme og beskytte mig.

Jeg kan alt det jeg vil, og hvis jeg bliver udsat for situationer, hvor jeg skal lave mandearbejde, kan jeg sagtens gøre det, men hvorfor i himlens navn skulle jeg borre, bære og samle, når jeg har min mand til det.

Mænd og kvinder er da ligeværdige, det er der ikke noget at diskutere om, men vi er forskellige, og det kan man ikke ændre på, og man burde heller ikke.

---------------------

UPDATE !!

Gad vide, hvordan de ligestillingshigende mennesker ville reagere, hvis "Dagens Mand" lavede en "special" med 20 mænd, der skulle bedømme en kvinde? - Ja, blot en strøtanke.... ;)