Den Trettende Dag

På den trettende dag faldt jeg i søvn i skyggen. 

Jeg drømte vildt og voldsomt.. Drømte om dem alle. 

I min drøm lå jeg på stranden og jeg drømte, at jeg sov på stranden. Jeg lå på maven på mit blå håndklæde og de var alle omkring mig. Fra den første til den sidste. 

Listen er næsten for lang, til at jeg magter at remse dem alle op ved navn. 

Der var den ene, og egentlig er det lidt pudsigt, at han var så tæt på, men han var der. Han lå et armudtræk væk fra mig - også på maven og rakte sin venstre hånd ud mod mig. Han smilede til mig, og jeg tror, jeg så taknemmelighed i hans blå øjne, der blev delvist dækket af hans altid pluskede hår. 

Jeg vendte mig om og så mod havet. Jeg så den blåøjede komme ned ad en trappe. Han lagde sig oven på mig og bad om min tilgivelse. Han var stor og tung og jeg mærkede hans skæg kradse mod mine skulderblade, da han kyssede lige under nakken, jeg undrede mig, for han havde jo ikke skæg. Jeg var lige ved at røre hans tommelfinger med min pegefinger, men selv i drømmen standsede jeg mig selv, for selv i drømmen vidste jeg, at det ikke skulle være os to igen. Aldrig nogen sinde igen. 

Det krævede al min styrke at holde igen, så jeg kiggede ud mod horisonten og så solen glide ned over himlen og skabe farver, jeg aldrig havde set før. 

Den uigennemtrængelige så jeg siddende på en stol i sit jakkesæt. Han betragtede mig med isnende blå øjne. Jeg undrede mig over, hvad han lavede der, måske savnede jeg også ham, uden at vide det, siden han fik lov til at trænge igennem alle de forsvarsværker jeg efterhånden har bygget op omkring mig. 

Drømmeren gik også fordi, som i en drøm, langt væk fra mig og jeg ved end ikke om han så mig. Jeg drømte sammen med ham for så lang tid siden efterhånden, at det næsten er blevet til en drøm. 

Den sidste af dem; Ham, der hver dag og nat, siden jeg begav mig på mit færd har hjemsøgt mig i mine drømme og mine tanker, cyklede leende lige ved siden af mig - i cirkler.

Jeg forsøgte at skubbe ham, der søgte min tilgivelse, væk fra mig og det krævede samme styrke at fjerne ham, som det krævede ikke at røre hans tommelfinger tidligere. 

Jeg rejste mig og spejdede efter ham den cyklende, ham den leende, ham den hjemsøgende. Men inden jeg nåede at få øje på ham, vågnede jeg. 

Himlen var safirblå på denne trettende dag. Solen stod højt og skinnede skarpt. Jeg missede med øjnene og tog min stråhat på, mens jeg forsøgte at komme mig. 

På denne trettende dag gik mine tanker i selvsving. 

Min bedste veninde skal giftes. Den anden bor med sin kæreste. Den tredje er gravid med sit andet barn. Den fjerde var forelsket, sidst jeg så hendes øjne.

Jeg smed det hele væk. Jeg var ikke lykkelig, og derfor smed jeg det hele væk. 

Men på denne trettende dag kan jeg ikke ryste denne nagende følelse af, at jeg aldrig kommer til at blive elsket på samme måde igen…