10.7.12

Den tolvte dag


Jeg har så meget tid hernede. Jeg kan ikke finde ud af om det er godt eller skidt, for jeg tænker. Jeg min hjerne kører så hurtigt, at jeg om natten, når jeg sover, stadig tænker. Jeg husker alle mine drømme og de omhandler alt fra fortid, til nutid til opspind, til fabrikerede minder. 

Jeg fangede mig selv kiggende på småbørn, der leger på stranden i dag på denne tolvte dag, og det trak mig lang, langt tilbage i tiden. Helt tilbage til dengang, hvor min mor sad på en bænk, og min far købte mig en is med to ispinde, og vi alle tre ventede på toget, der skule bringe os hjem fra kysten. 
Det var varmt og min mor var blevet skoldet på ryggen. Vi havde en brun kuffert som min far havde købt, med sort kantebånd. Den havde hjul og jeg sad på den, mens isen dryppede på mine små barnehænder. 

Billedet blev aflyst af virkeligheden og jeg tænkte, at jeg ville ønske jeg var fem år igen. 
Dengang hvor tiden var relativ og min mor iklædte mig fine kjoler med blonder, og laksko. Til dengang mit hår var bundet med et par gule ellastikker, der var pyntet med små fugle og jeg stolt viste skoene, der havde en lille hæl på frem til enhver, der ville kigge. Dengang hvor begge mine forældre holdt mig i hånden, mens vi gik en tur i byen og jeg fik en limonade. 

Børnenes skrig forsvandt og jeg var tilbage i min mormors have, jeg så min smukke moster koge sine lyserøde og orange curlere inden hun satte dem i sit blonde hår. Og min morfar, der dengang, som nu, skældte ud over, at hans spejl ville blive slidt, så meget som vi spejlede os.
De eftermiddage, hvor vi blev lagt i de kolde lagner efter at have spist os mætte i min mormors mad. Og min mormor, min elskede mormor, der altid sad rolig og mild i sin blomsterhave, der var hendes stolthed. Og børnene på gaden, der altid kaldte på mig. Og min fætter, der blev klædt som en lille porcelænsdukke, akkurat ligesom jeg var, når vi begav os op til byen eller ud til de voksnes venner. 

Og alle de varme sommeraftener. 

Mig på min fars skuldre, fordi jeg var for træt og for syg til at gå videre. Skoven og markblomsterne i min favn. 
Og den ene gang, hvor jeg skulle krydse den lille bæk, men kom til at falde i, så min far ikke kunne holde sit grin tilbage. 
De lange gåtur med min morfar og kilden for enden at byen. Og den blå rutsjebane, jeg kom til at nive mig på, da jeg skulle prøve en tur. Den blå rutsjebane som stadig er der, som stadig får mig til at smile og stadig får mig til at tage mig på den balle, der blev nevet.
  
Jeg ender det samme sted, hvor jeg startede - ved den bænk med isen i hånden. Ved banegården, hvor vi skulle krydse togskinderne for at nå vores tog. Og det høje, gulnede græs jeg løb hen til, da vi endelig kom hjem. Jeg gik på bare tær, for jeg havde overhørt de voksne sige, at det var sundt, hvis man gik på bare tær. Solen skinnede afsvedet den dag…


Et falmet postkort tænkte jeg på denne tolvte dag. Mit barndom er et falmet postkort. 

2 kommentarer:

Jaspar Justesen sagde ...

Selvfølgelig ønsker du ikke at være fem år igen, selvom tiden var noget andet dengang. Du ser så fin ud i dag, stadig med kjoler og små laksko, som jeg altid gerne vil se, hvis du har lyst til at vise dem frem.

Erna Lola sagde ...

Selvfølgelig ønsker jeg ikke at være fem år. Jeg elsker at være voksen. Når man er voksen kan man selv bestemme hvornår man vil op, hvad man vil spise og hvad man skal have på :)