31.3.12

Også Denne Morgen Var Det Lyden af Mit Hjerte, Der Vækkede Mig


Jeg kiggede ud over søen og Københavns mangefarvede huse. Og sukkede så stille som muligt i håb om, at han ikke ville høre det. 
Vi sad skræmmende tæt på hinanden og et øjeblik aede han min kind smilende, men kun et øjeblik. 
Jeg kiggede på ham i håb om at læse noget i hans blik, finde noget i hans øjne. Noget han måske havde undladt at fortælle mig. Men der var ikke intet at se. 

Forårssolen var ved at gå ned og det stadigt fugtige græs føltes kølig under mig, jeg skuttede mig, men ville ikke væk. Jeg ville have det sidste med. Et sidste blik, berøring, suk. Jeg forsøgte at indsnuse det hele, måske som et sidste desperat forsøg på beholde ham inde i mig.

Solen gled over horisonten- om bag Københavns mangefarvede huse, og vi lå tæt sammen, der på det stadigt fugtige græs. 
Og alligevel var noget forkert ved dette billede, for vi var ikke ment for hinanden og dette billede burde have været i et andet liv, i en anden skæbne.


16.2.12

Den skøre dame fra to etager under

For efterhånden fem måneder siden flyttede jeg fra min kæreste. 
Efter otte år i forhold, efter seks år som samboende og efter fem år på Amagerbrogade flyttede jeg for mig selv. 
Jeg fik en lejlighed i Sydhavn - på hjørnet af sidegaden til sidegaden til Enghavevej og jeg flyttede ind på tredje sal. 
Jeg var lykkelig, for jeg havde endelig fået mit eget sted at bo, og endelig kunne jeg fortsætte mit liv på en anden måde end hidtil. Jeg var lykkelig, fordi jeg kunne have mine hvide gardiner i fred og fordi mine puder ikke mere blev mast og krøllet. Jeg var lykkelig, for jeg skulle bo i en hel ny del af København, som jeg ikke havde udforsket før.


Min nye opgang er farverig; På en etage bor der en dame med en masse orkideer i vindueskarmen. Hun kigger tit ud ad vinduet, men jeg ved faktisk ikke, hvor ofte hun kommer ud. Hendes dørskilt siger, at hun hedder Vivi. Jeg kan godt lide hendes navn og hendes vindueskarm. Hun har gråt hår. 
Øverst bor der en ung gut, der lidt for ofte spiller musik, som jeg vist altid har været lidt for gammel til at kunne nyde. Han har en knallert og sidst jeg så ham havde han et par hvide Filabukser på og en Netto-pose fyldt med tomme flasker i hånden. Jeg tror ikke han har en lys fremtid i sigte.


Der er også et ældre ægtepar, de bor i stuen og har en lille have. De får tit besøg af en yngre pige, der godt kunne ligne deres datter. Jeg har holdt døren for dem et par gange.  
En af beboerne har en amerikansk cykel - sådan en, der er farvet guld og med fartstriber på. Den er mere lang end høj og jeg forsøger tit at regne ud hvem, der ejer netop den cykel.


Der er flere. Der er en, der efterlader sit skrald i opgangen, og det ret tit. 
Der er en der lukker vinduer og ryger i opgangen - jeg åbner dem, hver gang jeg går op eller ned ad trappen og sådan har vi en kamp kørende, nu på femte måned. 
Den unge blonde studine er der også. Hun har pagehår og er tit iført en mangefarvet strikhue. Hun smiler til mig og siger "hej", når vi mødes på trappen eller ved postkassen. 
Min egen nabo er en lille spinkel og genert ung mand, han smiler akavet til mig, når vor blikke mødes. Men det er nok fordi han engang så mig støvsuge min blå måtte i opgangen iført en top og uden bh. 


Og så er der den skøre dame fra to etager under. 


Første gang jeg stødte ind i hende, stod hun i sin døråbning og snakkede - vist med sig selv. Jeg smilede og sagde "hej". Men i stedet for en hilsen retur, begyndte hun at skælde mig ud. Hun skældte ud på et sprog, der for mig var fremmed, blandet med få ord af dansk. Jeg er sikker på, at hun skældte mig ud, fordi jeg havde stjålet hende navn. Den dag gik jeg videre op og lod som om intet var hændt. 
Derefter har jeg set hende både på gaden og i opgangen. Oftest står hun i ensfarvet tøj fra top til tå. Ellers så går hun rundt og klunser. 
Til tider bliver hun vred, og så kan man, selv to etager over, høre hende smække med dørene. 
Jeg har efter fem måneder lært at ignorere hendes lyde. Hendes bank og hendes stank. 
Til idag. 


På vej ned ad trappen kunne jeg høre lyde fra den skøre dame fra to etager under. Men det var ikke de vante lyde. Der var hverken smækken med døre eller snakken med sig selv. 
Hun sang. 
Hun sang højt og hun sang så smukt, at jeg stoppede op. 
Hun sang på et for mig fremmed sprog, men sang så sørgemodigt og klartklingende, at min hals snørede sig en smule sammen. 
Hendes sang fik mig til at tænke på, hvem mon hun sang til, og hvad mon hun sang om. 
Hvorfor hun var så alene, og hvorfor hun så tit smækkede med døre og skældte ud på alle, der gik forbi hendes etage. 
Jeg ved ikke, hvor længe jeg stod der, to etager under, men jeg fangede mig selv i at have holdt vejret, for jeg ville opfange enhver tone, der undslap hendes strube. 
Da jeg indså, at jeg havde holdt vejret, åndede jeg ud igen og begav mig de sidste trin ned og udenfor, hvor sneen hurtigt malede min brune frakke hvid.


Hun var holdt op, da jeg kom tilbage.

7.2.12

Skæbnens Ironi

Jeg var otte år gammel, da jeg i sin tid kom til Danmark.
De første par år fik de bosniske flygtninge ikke mulighed for at integrere sig i det danske samfund, så det danske sprog var ikke noget man fik lov til at arbejde meget med.


Jeg var dog noget heldigere end den gennemsnitlige bosnier i Danmark.
Qua min sygdom og de mange ophold på hospitalet (ja, jeg er nok det man kalder en optimist) fik jeg ret hurtigt fat i sproget og inden jeg var 10 år gammel, blev jeg af mine forældre og til tider andre tilfældige mennesker, brugt til at tolke og oversætte.
Jeg kan bosnisk flydende og kan både læse og skrive det, jeg har også arbejdet som tolk, men når nogen spørger mig, hvorfor jeg ikke har specialiseret mig indenfor oversættelse, får jeg myrekryb over det hele.
Det er nok spor fra dengang.
Ih guder, hvor jeg husker, hvad jeg skulle oversætte for underlige mennesker, stuegange, samtaler med sociale rådgivere, banker og alt derefter. Selv fars elektronik-lektier skulle jeg oversætte. Og hvis jeg ikke kunne oversætte eller forstå, så kunne de endda blive vrede på mig. 10 år!


Selvom jeg var rigtig dygtig til dansk mundtligt haltede jeg rigtig meget skriftligt. Som 10-årig begyndte jeg i dansk skole, men rent sprogligt hørte jeg til i 2. klasse. Jeg var dog så god, at jeg hurtigt rykkede op i 3. klasse (klassetrinnene blev i dette tilfælde bestemt af stavning og diktater).
Hvad mine klasselærer ikke vidste var, at jeg hver gang, vi havde diktat for, sad med ordene og øvede mig i at stave dem i timevis. Jeg memorerede dem, for ellers kunne jeg ikke høre, hvad der blev sagt. Jeg kom fra et helt andet fonetisk system, hvor alle bogstaverne altid blev udtalt. Hvilket gjorde dansk uforståeligt for mig.


Anyways, long story short. Da jeg var færdig med 3. klasse kom jeg op i fjerde og inden for et halvt år flyttede jeg skole og rykkede igen et klassetrin op. Så man kan sige sig, at første halvdel af min folkeskole tid mildest talt var hullet.


Det er dog først her i 6. klasse på Lindevangsskolen på Frederiksberg jeg for alvor oplever, lad os kalde det, sære fænomener.
Bortset fra, at min matematiklærer tit fortalte mig, at jeg ikke måtte række hånden op så meget i timerne, da de andre børn så ville blive jaloux og misunderlige, så havde jeg denne *host* dejlige *host* dansklærer, der gik rundt i fodformede sko og runde briller. Denne dansklærer, der havde en meget skinger stemme og pagehår, der endte ud i tynde tjavser hed Jane.
Hun var noget for sig selv, i mere end en forstand.


Op igennem folkeskolen havde vi fortsat diktater, men jo højere op i klassetrin vi kom, des svære blev ordene vi skulle stave. Og selvom jeg forsøgte at lære det hele udenad, så kunne det ikke lykkes. Jeg har ikke fotografisk hukommelse, jeg er bare stædig.


Hver gang jeg i en diktat havde mere end en eller nul fejl var jeg knust. Jeg var ked af det og jeg kunne nærmest tude over det.
Men heldigvis var min dansklærer der altid med den samme kommentar. "Du skal ikke være ked af det Erna. Du kan jo ikke gøre for det, du har jo trods alt et handikap."


Jeg hadede fredage, for det var om fredagen at vi havde diktat. Jeg begyndte at hade mit yndlingsfag, dansk, og holdt op med at interessere mig for det.
Jane, hun blev ved i samme dur og jeg lod hende fortsætte. Indtil en dag,  hvor jeg fik nok og holdt op med at lytte til hvad der blev sagt til mig.
Jeg begyndte i trods at række hånden op, endnu mere end før. Jeg begyndte at memorere ordene og lære dem udenad og jeg begyndte at læse rigtig meget på dansk. Jeg læste nok hele skolebiblioteket forfra og bagfra i de sidste par år af min folkeskolekarriere.


Det er vel 15 år siden, at jeg fik at vide, at jeg ikke kunne blive bedre til dansk, fordi jeg havde et handikap. Det ironiske i netop denne historie er, at jeg idag begynder på mit nye semester. Jo, bevares jeg læser overbygning i kønsforskning, men når jeg engang om halvandet år er færdig, så bliver jeg  cand.Mag i Dansk og Kønsforskning.


På sin vis burde jeg takke min dansklærer fra Lindevangsskolen. Jeg sender hende da også en tanke i ny og næ, for hvis det ikke havde været for hende og de groteske udtalelser, så var jeg nok aldrig kommet så lang.

2.2.12

At skrive om ikke at kunne skrive. Og så lidt om mænd, naturligvis

Jeg kigger lidt tilbage på, hvad det er jeg egentlig plejede at skrive om. Og jeg kan simpelthen ikke finde hoved og hale i det. 
Jeg forsøger at finde de gode ideer frem. Forsøger at være kvik og vittig og sjov, men der er bare stille inde i mit hoved.
Joh jeg kunne fortælle om alle mine udskejelser de sidste måneder. Alle mine eskapader med diverse af Hovedstadens mandspersoner, men der er to årsager til, at jeg ikke gør det. 1. der er ikke plads på hele internettet, 2. jeg skal helst værne om mit rygte som pæn pige.

Så dem får i ikke.
Det er også alligevel så rodet, at selv jeg kan ikke finde hoved og hale i det.

Jeg kan kaste en opskrift i hovedet på jer?

Mit liv føles bare på så mange punkter så stabilt, at jeg nærmest kunne være i zen.
Ellers også er det bare så kaotisk, at manglende indsigt blot er en forsvarsmekanisme, så jeg ikke går i spåner over at være single, gammel og stadig studerende.

Forleden var jeg hos Hjerning, min hjernevrider. Vi snakkede om mine mænd. Ja, noget skal vi jo tale om, nu jeg ikke er syg mere, og jeg stadig har timer tilbage.
Og efter to års terapi kom det endelig - "Det virker som om du finder mænd, der minder meget om din far."
Jeg var ved at få min tung galt i halsen. "Undskyld hvad?"
"Jo det ser ud til, at du vælger mænd, der ikke hører efter, hvad du siger. Du fortæller udtrykkeligt, hvad du vil have, og alligevel er det som om de ignorerer dine ønske."
"Undskyld hvabehar?"
"Jo f.eks, selvom du beder din far om ikke at købe frugt til dig, så gør han det alligevel. Han lytter ikke til dine ønsker."
Jeg sad bare i hans lyse sofa og blev stille og roligt kvalt i min egen tunge.


Et gennembrud uden lige. Og et noget bedre udgangspunkt for min fremtidige mandesøgen end min første ide - at ignorere alle de mænd jeg bliver tiltrukket af.






(Til alle dem, som tror, at jeg bruger tid på at blogge i stedet for min opgave, så er dette skrevet i sidste uge. )

22.1.12

Om at blive væk og blive tvunget tilbage igen

Der er tilsyneladende stor enighed rundt omkring, både på nettet og irl, at jeg skal skrive igen.
Jeg må indrømme, at jeg troede, at de fleste havde glemt, at Dukken eksisterede efterhånden. Jeg har jo været alt andet end flittig til at skrive de efterhånden *host* sidste to *host* år. Men tilsynelandende har jeg troet fejl.
Flere har bedt om, at jeg kaster mig ud i skriverier om min stil og mit tøj, og alt det ander som jeg kommer ud for af tosserier.
Jo, hvis jeg bare vælger at beskrive hvert enkelt stykke tøj jeg har, så har jeg da nok til et par års blogging, og jeg vil slet ikke åbne op for mine undertøjs - og strømpeskuffer, men hvor sjovt er det?


Jeg havde egentlig overvejet i mange måneder at lukke dukkebloggen ned. Jeg følte at Dukken havde udtjent sit formål, og med alle de ting, der er mig hændt den sidste tid, havde jeg brug for forandring. Men pudsigt nok lever hun videre,  derude i det uendelige internet, ellers også er det bare fordi jeg fortsat betaler for domænet. Jeg har for nyligt betalt for et nyt år, hvilket bringer mig til det nye punkt; Jeg lover, at jeg vil tage mig sammen og skrive mere, men i må væbne jer med tålmodighed, for jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal skrive om. Og for guds skyld bær over mig, jeg er både løbet tør for ord (ja, hvem skulle have troet det) og har lidt glemt, hvordan man skriver, så et røvsygt liv som mit fremstår som glamorøst, fabelagtigt og total misundelses- og læseværdigt.


Det bliver svært, for mit liv er alt andet end det.


Jeg har forladt min kæreste. Jeg bor i Sydhavn. Forførerens Dagbog kigger stadig på mig over fra reolen, og giver mig dårlig samvittighed over en ufærdig eksamensopgave. Og ja, så har jeg pr. fredag nat total opgivet mænd.
Som sagt bær over med mig.
Hvis jeg endelig kommer til at skrive, så kommer det til at være noget med galde, kastration og deslige.
Og nej, jeg er ikke ved at forvandle mig til lesbisk (af to årssager; Hvis jeg blev lebbe så vil mandedrømmen gå i opfyldelse. Og så har jeg hørt, at kvinder er mindst ligeså kompliceret som mænd, hvis ikke mere.) Så om noget, så bliver jeg nonne i de Montenegrinske bjerge.


Byd mig velkommen ...tilbage. 

5.10.11

Single


Klokken er ikke bestemmelig ud fra lysets fald. Nu går det hurtigt? Men solen og larmen fra gaden har vækket mig.
Måske er det bare min mave, der er ved at vende sig tre gange om sig selv, der vækkede mig denne morgen.

I 6 år har jeg ligget og hørt ham trække vejret, mens han sover ved siden af. Jeg kender hans åndedræt, og hans regelmæsssige suk. I 6 år har jeg kysset ham på ryggen, en enkel gang stadig imens mine øjne havde været lukket, og nu er det slut.

Jeg er ikke engang ked af det, tror jeg.
8 år og nu, slut.

Så enkelt er det?

10.7.11

Pljevlja

Jeg tog afsted fra Sarajevo uden at fortælle Morfar at jeg var på vej. Egentlig havde jeg regnet med, at min mor ville ringe og fortælle ham, at jeg ville komme i lørdags, men det skulle vise sig at være anderledes. 

Jeg skulle have været hoppet af ved bageren kl 20.30, men vi blev holdt ved den montenegrinske grænse i en halv time, og fanget af regn på toppen af bjerget, så jeg var der først over en time senere. 
Jeg hoppede ud af den lille bus og direkte ned i en vandpyt. Mine sko var drivvåde og mine bare fødder sjappede i mine ballerinasko. Så jeg tog dem af og begav mig i mørket igennem gaden IV Sandzacke Brigade (Sandzaks IV Brigade) over mod morfars hus. 

Regnen silede ned og småstenene prikkede under minde fødder, men jeg indsnusede luften og tænkte,  "jeg er hjemme."  Der duftede af kul, af regn og minder. 

Jeg åbnede lågen og så, at fjernsynet var tændt ovenpå, så jeg gik ned til døren og ringede på. Ingen åbnede døren. Jeg tænkte, at Morfar måske ikke kunne høre mig, fordi han havde slukket for sit høreapparat, så jeg ringede på en gang til. Da der heller ikke denne gang var noget svar, blev jeg bekymret og tænkte straks, at der var sket noget, så jeg gik rundt om huset og kiggede op mod vinduet, hvor fjernsynet nu var slukket. Min Morfar lurede igennem gardinet og da han så mig hoppe op og ned og vinke, tændte han lyset og løb ned af trappen for at åbne døren. 
Hans første ord var "Hvad laver du her, du er jo drivvåd." Jeg tænkte kun, godt han ikke så at jeg gik de 200 meter i bare tær. 
Så jeg blev lukket ind. Skældt ud over ikke at lade høre fra mig. Fik skænket et glas hjemmelavet rosensaft og fik at vide, at "Det var heldigt, at jeg var hans yndlingsbarnebarn", for ellers havde jeg fået lov til at sove på bænken ude foran. 

Han blev glad. Han blev så glad, og jeg kiggede mig rundt om i huset og fik en klump i halsen. 
Mormors gamle brændekomfur var erstattet af en lækker brændeovn. Det gamle køleskab var ikke at finde i huset mere og der var så stille. Så stille, så stille. 
 Så jeg smilede og snakkede med morfar til min seng var redt. Da jeg slukkede lyset, græd jeg til gråden fik mig til falde i søvn.
Jeg græd over det hele. At min mormor var død alt, alt for tidligt. At min morfar var gammel og sær og skubbede stort set alle menneske, der elsker ham, væk fra mig. At det regnede udenfor og at jeg var alene. 

Jeg vågnede mange gange den nat og ønskede kun at solen skulle komme op. Da den endelig gjorde det. Gik jeg ned i køkkenet og lavede myntethe og kaffe. Ligesom min mormor plejede at gøre. 
Jeg satte mig på den hjemmelavede bænk, som min far lavede ud af et gammelt turkis skab og kiggede på gaden, mens blomsterne duftede kvælende sødt efter nattens regnskyl. 
Men solen skinnede og jeg var lykkelig.