22.1.12

Om at blive væk og blive tvunget tilbage igen

Der er tilsyneladende stor enighed rundt omkring, både på nettet og irl, at jeg skal skrive igen.
Jeg må indrømme, at jeg troede, at de fleste havde glemt, at Dukken eksisterede efterhånden. Jeg har jo været alt andet end flittig til at skrive de efterhånden *host* sidste to *host* år. Men tilsynelandende har jeg troet fejl.
Flere har bedt om, at jeg kaster mig ud i skriverier om min stil og mit tøj, og alt det ander som jeg kommer ud for af tosserier.
Jo, hvis jeg bare vælger at beskrive hvert enkelt stykke tøj jeg har, så har jeg da nok til et par års blogging, og jeg vil slet ikke åbne op for mine undertøjs - og strømpeskuffer, men hvor sjovt er det?


Jeg havde egentlig overvejet i mange måneder at lukke dukkebloggen ned. Jeg følte at Dukken havde udtjent sit formål, og med alle de ting, der er mig hændt den sidste tid, havde jeg brug for forandring. Men pudsigt nok lever hun videre,  derude i det uendelige internet, ellers også er det bare fordi jeg fortsat betaler for domænet. Jeg har for nyligt betalt for et nyt år, hvilket bringer mig til det nye punkt; Jeg lover, at jeg vil tage mig sammen og skrive mere, men i må væbne jer med tålmodighed, for jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal skrive om. Og for guds skyld bær over mig, jeg er både løbet tør for ord (ja, hvem skulle have troet det) og har lidt glemt, hvordan man skriver, så et røvsygt liv som mit fremstår som glamorøst, fabelagtigt og total misundelses- og læseværdigt.


Det bliver svært, for mit liv er alt andet end det.


Jeg har forladt min kæreste. Jeg bor i Sydhavn. Forførerens Dagbog kigger stadig på mig over fra reolen, og giver mig dårlig samvittighed over en ufærdig eksamensopgave. Og ja, så har jeg pr. fredag nat total opgivet mænd.
Som sagt bær over med mig.
Hvis jeg endelig kommer til at skrive, så kommer det til at være noget med galde, kastration og deslige.
Og nej, jeg er ikke ved at forvandle mig til lesbisk (af to årssager; Hvis jeg blev lebbe så vil mandedrømmen gå i opfyldelse. Og så har jeg hørt, at kvinder er mindst ligeså kompliceret som mænd, hvis ikke mere.) Så om noget, så bliver jeg nonne i de Montenegrinske bjerge.


Byd mig velkommen ...tilbage. 

2 kommentarer:

wisti sagde ...

Det er godt du er tilbage pus :) Knus, mys og velkommen <3

Jens sagde ...

Åhh det er dejligt at du er tilbage... og ikke i Montenegro :)