10.7.11

Pljevlja

Jeg tog afsted fra Sarajevo uden at fortælle Morfar at jeg var på vej. Egentlig havde jeg regnet med, at min mor ville ringe og fortælle ham, at jeg ville komme i lørdags, men det skulle vise sig at være anderledes. 

Jeg skulle have været hoppet af ved bageren kl 20.30, men vi blev holdt ved den montenegrinske grænse i en halv time, og fanget af regn på toppen af bjerget, så jeg var der først over en time senere. 
Jeg hoppede ud af den lille bus og direkte ned i en vandpyt. Mine sko var drivvåde og mine bare fødder sjappede i mine ballerinasko. Så jeg tog dem af og begav mig i mørket igennem gaden IV Sandzacke Brigade (Sandzaks IV Brigade) over mod morfars hus. 

Regnen silede ned og småstenene prikkede under minde fødder, men jeg indsnusede luften og tænkte,  "jeg er hjemme."  Der duftede af kul, af regn og minder. 

Jeg åbnede lågen og så, at fjernsynet var tændt ovenpå, så jeg gik ned til døren og ringede på. Ingen åbnede døren. Jeg tænkte, at Morfar måske ikke kunne høre mig, fordi han havde slukket for sit høreapparat, så jeg ringede på en gang til. Da der heller ikke denne gang var noget svar, blev jeg bekymret og tænkte straks, at der var sket noget, så jeg gik rundt om huset og kiggede op mod vinduet, hvor fjernsynet nu var slukket. Min Morfar lurede igennem gardinet og da han så mig hoppe op og ned og vinke, tændte han lyset og løb ned af trappen for at åbne døren. 
Hans første ord var "Hvad laver du her, du er jo drivvåd." Jeg tænkte kun, godt han ikke så at jeg gik de 200 meter i bare tær. 
Så jeg blev lukket ind. Skældt ud over ikke at lade høre fra mig. Fik skænket et glas hjemmelavet rosensaft og fik at vide, at "Det var heldigt, at jeg var hans yndlingsbarnebarn", for ellers havde jeg fået lov til at sove på bænken ude foran. 

Han blev glad. Han blev så glad, og jeg kiggede mig rundt om i huset og fik en klump i halsen. 
Mormors gamle brændekomfur var erstattet af en lækker brændeovn. Det gamle køleskab var ikke at finde i huset mere og der var så stille. Så stille, så stille. 
 Så jeg smilede og snakkede med morfar til min seng var redt. Da jeg slukkede lyset, græd jeg til gråden fik mig til falde i søvn.
Jeg græd over det hele. At min mormor var død alt, alt for tidligt. At min morfar var gammel og sær og skubbede stort set alle menneske, der elsker ham, væk fra mig. At det regnede udenfor og at jeg var alene. 

Jeg vågnede mange gange den nat og ønskede kun at solen skulle komme op. Da den endelig gjorde det. Gik jeg ned i køkkenet og lavede myntethe og kaffe. Ligesom min mormor plejede at gøre. 
Jeg satte mig på den hjemmelavede bænk, som min far lavede ud af et gammelt turkis skab og kiggede på gaden, mens blomsterne duftede kvælende sødt efter nattens regnskyl. 
Men solen skinnede og jeg var lykkelig.

2 kommentarer:

hanskvinde sagde ...

Smukt ... inderligt.

Annabella sagde ...

Tak - for et glimt af den ægte mystik i virkelighedens sprækker.