16.3.10

Villa-Salò IV - Franchinos Koncert

Efter at jeg havde opgivet at lyve for mig selv og alle andre omkring mig, og havde accepteret, at jeg bare havde gravet mig selv så langt ned i det hul, der hedder Villa-Salò, besluttede jeg mig for at overnatte derinde de sidste tre dage af forestillingen.


Så godt pakket med romkugler, begav jeg mig atter engang mod Krausesvej 3 og den villa som nærmest har været mit hjem den sidste måneds tid.
Ja, jeg havde hjemmelavede romkugler med. Nok så alle kunne spise så mange de lystede.
Selv Masterne komplimenterede mine hjemmelavede romkugler, der var en sag for sig. Dem tog jeg med i første omgang, fordi jeg ugen forinden havde lavet en portion som eksamensafstresning. The Magistrate forelskede sig i dem, og lavede en regel om, at jeg kun måtte komme ind i villaen, hvis jeg havde romkugler med. Så naturligvis havde jeg romkugler med også den fredag.


Det mest fantastiske ved Villa-Salò  har været, at man som publikum fik lov til at være med og leve sig ind i det. Hvis man ønskede det, kunne man være på samme fod som skuespillerne. Man fik lov til at deltage og man fik mulighed for en smule at påvirke stykkets gang. Jeg gav mig selv lov til at leve mig ind. Jeg gjorde mig selv meget til grin. Jeg vil aldrig turde se disse mennesker i øjnene igen... Måske var det min søvnmangel og træthed. Eller måske har villaen virkelig den virkning på mennesker, at alle hæmninger bliver sluppet, og alle ens inderste tabuer får lov til at flyde frit. Jeg ved det ikke. Men jeg ved een ting, og det er, at jeg aldrig i hele mit liv har handlet så meget, som jeg har handlet i den villa. Helt impulsivt og efter den første instinkt, der dukkede op. Uden at tænke - blot følge mine følelser og instinkter.


Fredag nat... åh det er klamt... jeg hader hellige mennesker, men fredag nat blev jeg ændret. Jeg gik fra at være passiv til aktiv. Jeg gik fra at se til at handle.


Franchino, et af børnene. Et af de smukke, dejlige, talentfulde, børn havde deltaget i dagens tableau vivante og Masterne valgte at afslutte hele ceremonien med at injektere ham med gift.


Jeg sad i sofaen i hall'en og slappede af, for klokken var allerede ved at være efter 4.
Jeg sad og talte med dr. Mjavmjav, som troligt er trådt ind og ud af villaen sammen med mig i de sidste tre cirkler.
Vi så fire gæster bære Franchino slynget ind i et tæppe og sætte ham på gulvet ved trappen. Jeg bliver altid så handlingslammet, når jeg ser børnene går i krampe over injektionerne. Jeg går ind i mig selv og ønsker at handle, men jeg sidder bare passiv med rædsel tegnet i ansigtet.
Jeg gik over til Ming Yi, en af stuepigerne og bad om et blåt bånd, fuckernes farve, fordi jeg den nat skulle sove hos dem. (En af fuckerne var død i sidste uge, og jeg fik hans seng, heldige lille mig).


Da jeg vendte tilbage til sofaen lå Franchino i den og to gæster tog sig af ham. Jeg tror han så mig, og kaldte mig ved navn. Jeg satte mig på gulvet, tæt på ham og begyndte at ae hans arm, der hang slapt mod mig. Han åbnede øjnene let med ordene "Erna...Erna... is that you?" Jeg svarede, at det var mig. Han lukkede øjnene igen og sukkede dybt. "Erna you stroke my hand." "Yes I do Franchino", svarede jeg. "Erna, you stroke my hand, like my mother did."
Jeg kunne mærke at mit hjerte blev knust i det øjeblik. Jeg var ligeglad om det var et skuespil eller ej. Jeg var ligeglad med, om det var sandt eller ej. Klumpen i min hals blev så stor, at jeg ikke kunne andet er at lade tårerne få frit løb.


En af stuepigerne kom ind med Franchinos violin, for han måtte ikke falde i søvn. Hans sengetid er først kl. 7, og vi skulle holde ham oppe.
Jeg talte med ham og stuepigen talte med ham. Jeg fortalte at publikumet ventede på førsteviolinisten og at han ikke bare kunne falde i søvn. Jeg fortalte ham, at der var så mange, der ventede på ham, og at hele orkestret var klar, kun han manglede.


Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad sådan, men på et tidspunkt skiftede jeg plads med en af gæsterne og Franchino fik lov til at læne sig op ad mig, mens jeg hold en pose med is mod hans pande og talte med ham. Min arm gjorde ondt, men jeg var ligeglad.
Han fik sin violin i hånden og pludselig, mens vi sad der, alene, begyndte han at spille for mig. Vaklende, men han spillede.
Han fortalte mig en historie om et folk, der aldrig har ændret deres adfærd. Om et folk, der stadig levede som dyrene... oppe nordpå i bjergene.


Jeg kiggede på uret med jævne mellemrum og håbede kun på at klokken snart ville være 7, så Franchino kunne komme i seng.
Pludselig stod han der, The Magistrate, med en flaske brandy i den ene hånd. Jeg vidste, at det ikke ville ende godt.
Han tog de to skridt hen mod os og hev Franchino i håret og ud af min favn. Jeg sad lammet tilbage og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. For hvis jeg har lært noget, så er det ikke at prøve at afværge   masternes handlinger, for det vil kun bringe mere ballade.


Franchino blev slæbt ud foran huset. Jeg kunne høre grin, og ikke kun The Magistrates og Fabrizios, men også fremmed latter. "Gudhjælpemig, der er stadig mennesker udenfor og venter på at komme ind." tænkte jeg for mig selv.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad der, men jeg kunne høre døren åbne. The Magistrate kom ind igen og bad mig følge med ham. Jeg kom ud foran døren. Fabrizio stod på den ene side og talte med et par kvindelige gæster, The Magistrate stod på den anden side med hånden om mig. Franchino lå nøgen på jorden og spillede på violinen.
"He wanted to play, so he got his chance" sagde The Magistrate til mig. Efterfuld med ordene. "Look this is one of the natures freaks" sagde han mens han kiggede ned på mig. "Not only does she have 4 kidneys, she also feels pitty.". 
Jeg kiggede op på ham, og selvom han føltes mindst to meter høj og jeg som en lille bitte pige, svarede jeg blot, at jeg aldrig ville have ondt af Franchino, men at jeg blot har medfølelse. Han sendte mig et smil og sagde "Well if you don't feel pitty, than go and help him if you want to.".


Jeg løb først ned af de to trin og så op igen, for jeg vidste at det vil kræve tid og kræfter at få Franchino ind i huset. Så jeg løb tilbage og hentede det tæppe han havde omkring sig, før han blev slæbt udenfor. Da jeg skulle til at lægge tæppe omkring Franchino kunne jeg høre The Magistrate sige "Oh by the way be careful, he is all cowered ind piss." Et øjeblik. Et splitsekund tænkte jeg... "fuck, hvad gør jeg". Men min  krop handlede for mig og lagde tæppet omkring Franchino.
Han var tung. Han er mindst halvandet hoved højere end mig og ret muskuløs. Jeg følte mig magtesløs, også fordi jeg skulle passe på hans forbandede violin.
Så jeg tog den ud af hans hånd og løb ind. På min vej faldt jeg over en gæst. Jeg hev ham i trøjen og fik ham med udenfor. Jeg kunne høre de ventende gæster fnise, men jeg registrerede intet. Med stort besvær fik vi Franchino ind og lagde ham igen ved trappen, dækket ind i tæppet. Jeg gik frem og tilbage og overvejede mine muligheder, da jeg rørte min lomme, kunne jeg mærke noget hårdt. Jeg tog det ud og gudhjælpemig om det ikke var en golden rock. Jeg begyndte næsten at grine, gik over til Ming Yi og fik byttet mit blå bånd ud med et sort - masternes farve.


I mellemtiden var The Magistrate kommer ind og sad ved spisebordet. Jeg gik over til ham, og spurgte, at hvis jeg nu havde et golden rock, om han ville tillade Franchino at tage et bad. "Sure if you have one, but all the madames are asleep.". The golden rock kan man kun købe hos Madammerne.
Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg tog hånden ud af min lomme.


Vi fik bakset Franchino ned i kælderen og gav ham et bad. Dr. Mjavmjav og gæsten slæbte ham ind i stuepigernes stue og jeg pakkede ham ind i et tæppe. Virkelighed eller ej - han var iskold. Vi blev efterladt alene, og han bad mig om at blive. Jeg lovede, at jeg ville vente og sikre mig, at han lå i sin seng, før  jeg forlod ham. Jeg græd og græd og græd... og jeg kunne ikke stoppe. Jeg ved ikke, hvorfor jeg græd. Det hele kollapsede for mig og jeg kunne ikke stoppe.


Det efterfølgende er sløret.. Jeg kan huske, at jeg vakler ned til fuckernes værelse, efter at have været oppe i godt 23 timer. Jeg kan kun huske lyden af dæmpet musik, og at jeg lige før jeg faldt i søvn, så en solstråle lyse et tilfældigt sted på gulvet op...

8 kommentarer:

Pingvin sagde ...

Fortæller du mere? :)
Jeg var derinde torsdags i 9 timer, ville gerne havde været der i weekenden men var ikke hjemme.
Tror jeg spottede dig en enkel gang, og så kan jeg huske at Dana talte varmt om dig.
Var også en af gæsterne som hjalp til, tror jeg brugte meste af tiden derinde i køkkenet eller på børneværelserne.
Meget rørende, surrealistisk, forfærdelig, fantastisk og tankevækkende oplevelse. Ikke mindst at se hvordan andre gæster opførte sig derinde, jeg er stadig chokeret over den generelle passivitet. Jeg hjalp som den eneste, ud af hvad - 10 gæster - Aline i bad efter at være blevet pisset på for øjnene af os.

C.

Attila sagde ...

Du er ikke den eneste, der indvolverede sig.. Jeg valgte så at indvolvere mig med Madam's primært.. og det gav nogle helt specielle oplevelser, men det ved du jo.

Som du, kan jeg kun anbefale at engagere sig med dem, for den bedste oplevelse..

Leoparddrengen sagde ...

Erna, you have balls. Rum-balls, but balls all the same.

Uden Relevans sagde ...

Fake tis? Eller hva.


Tror altså ikk det er godt for dig Erna det der.

Erna Lola sagde ...

Jeg ved ikke om det var rigtig eller fake tis. Jeg var også ligeglad.

Faktisk vil jeg være meget uenig med dig Måffe - det er noget af det bedste, der er sket for mig. Jeg føler mig meget stærkere og meget mere handlekraftig her idag. Jeg ville sikkert have sagt det samme for en uge siden, men jeg ville nok ikke have ment det ligeså meget som jeg gør det idag.
Jeg tog mig ikke af omgivelserne og handlede. Hvilket er meget berigende.

Attila jeg ved godt at jeg ikke var den eneste der handlede. Men hvis man ser på hvor mange gæster der har været forbi (5000 ca.) så er det en meget lille procentdel der tog interaktionen op, og en endnu mindre procentdel, der faktisk regnede ud, hvad man kunne gøre for at "hjælpe"...

Leo.. I've got all kind of balls ;)

Uden Relevans sagde ...

Vildt at du ligefrem sover der.

Erna Lola sagde ...

Der var en 3-5 stykker, der sov der før jeg kastede mig ud i det projekt.
Det var bare nemmere, jeg ville gerne tilbage og opleve det hele, og køen var efterhånden blevet ekstrem, og det med 3-4 timer søvn hver nat og frem og tilbage Amager-Østerbro blev mere udmattende end at være derinde. Desuden blev der lavet en lille hule til mig i en af sengene... Man er vel en lady.

Pingvin sagde ...

(rigtig tis, jeg så det blive udført flere gange)