Jeg har for første gang i hele mit liv været i London.
Jeg tog hjem med en følelse indeni, som dengang, da jeg var 13, og havde været i Bosnien for første første gang, siden vi flygtede til Danmark
Den følelse, der fik mit hjerte til at knuges, den gang jeg fik mit første kys.
Tre dage senere, da jeg skulle forlade manden, der kyssede mig så lidenskabeligt, følte jeg mig ligeså så lille og tom, som den sidste nat i London.
Det var mørkt, men lunt, selvom det var midt på natten. Mens jeg løb med min kuffert bag mig, fra Whitechapel til Liverpool street st. Føltes min frakke så tung, det var som om den ville forhindre mig i at rejse. Det var som om den kunne mærke, hvad mit hjerte følte.
Byen var menneskeforladt, gadebelysningen lyste ensomt på fortovet, og understregede tomheden. Kun en taxa kørte forbi i ny og næ.
Da jeg sad i bussen til lufthavnen, følte jeg det indeni, som byen så ud på gåturen fra lejligheden.
Jeg er helt fortabt nu, og kan kun tænke på, hvordan jeg kan komme tilbage til verdens smukkeste by. Jeg savner den, som var det min største forelskelse og min elskede jeg har efterladt.
Jeg sidder nu tilbage med en følelse af, at noget er forkert. At gaderne i København lukker sig omkring mig. At de kvæler mig, og at en del af mig er blevet amputeret. Noget mangler, før jeg kan være fuldendt igen.
Hvis jeg kunne, ville jeg flygte tilbage. Ligesom man i gamle romantiske film ser den kvindelige skuespiller løbe i armene på helten. Løbe tilbage der, hvor hun føler sig tryg.. Sådan vil jeg løbe tilbage til Londons gader.
Hvis jeg kunne ville jeg kysse gaderne, for at vise min kærlighed til byen, der stjal mit hjerte.
