Da jeg var lille, ville jeg være læge, når jeg blev stor...

Da jeg var lille, ville jeg være læge, når jeg blev stor. Jeg ville have en hvid kittel på og så ville jeg have mit honningblonde hår sat op i en høj knold. Et par løse krøller ville hænge hist og her, men om det var med vilje, eller fordi jeg havde så travlt, havde jeg ikke bestemt endnu. Jeg ville gå på hospitalsgangen i hvide træsko, for på hospitalet duede mine røde ikke - hvorfor blev jeg aldrig enig med mig selv om. 
Den hvide kittel ville være åben, og den ville flagre efter mig som en superheltekappe flagrer efter sin superhelt. 

Som læge ville jeg tage mig af patienterne. Jeg ville lægge min hånd på deres pande og jeg ville være meget høj og meget voksen. Jeg ville nikke, mens jeg lyttede til deres beklagelser og nok sidde med en kuglepen i munden.

Børnene ville jeg  give små gaver og fortælle dem, at alt ville blive godt, lige om lidt. Nogen af dem ville jeg kysse i panden - for at se om de havde feber. For det var jo sådan man bedst kunne finde ud af det. 

Når jeg var færdig med patienterne, så ville jeg igen går hurtigt på gangene med min kittel flagrende bag mig, og føle mig tilfreds for jeg havde gjort, hvad en rigtig læge skulle gøre.

Da jeg var lille, ville jeg være læge, når jeg blev stor, og jeg ville gøre mig selv rask. Og hvis jeg ikke blev læge, så ville jeg flytte til Italien og have sofaer i hvidt læder. 

Noget om søstre, sofaer og drømme

Lejligheden var anderledes og vist noget større, end jeg huskede den, sofaen lignede sig selv. 

Min søster havde lånt lejligheden, mens vi var væk. Kusinen og jeg væltede bogstaveligt talt ind ad døren i en rus af tøsepjatteri. Min søster hilste på os overdrevet som hun altid gør - med højlydte kys og kram. Hun skulle videre, sagde hun. Men jeg stoppede hende for at høre, hvordan det var gået med at bo i min lejlighed, mens jeg ryddede lidt op. "Jo tak det gik fint" sagde hun med et smil. Jeg fjernede et tæppe fra sofaen og blev stum, der var en kæmpe orange plet på min elskede sofa, min sofa, som jeg ville vælge frem for alle - selv T. Min sofa som jeg ville slå ihjel for.Dén sofa var der en kæmpe orange plet på.

Jeg kiggede på min søster og så på sofaen og på hende igen. Hun reagerede som om hun også havde set det for første gang, selvom hun tilsyneladende havde boet i min lejlighed i en længere periode. Et øjeblik troede jeg, at jeg var skyld i den kæmpe plet, men jo mere jeg kiggede på sofaen, des større blev pletten og des mindre lignede sofaen sig selv. 

Jeg kiggede på min søster og trængte hende ind i en krog, nu kunne jeg se at sofaen slet ikke var min, men en billig Bilka-sofa i orange læder og med denim-betræk - for at beskytte læderet.

Mine forældre kom og jeg var hysterisk. Jeg var helt i det røde felt. Jeg græd af bare arrigskab. 

Til sidst indrømmede den lille møgunge, at hun havde brugt 15.000 kroner på et eller andet spil online og det eneste hun kunne huske, der var så mange penge værd, var min sofa så den solgte hun.

Jeg kunne se mig selv gå imod hende med udstrakte arme og nej det var ikke for at kramme hende, men for at kvæle hende "din lille møgunge" råbte jeg. Men min hals var for tør, jeg skulle hoste, Men jeg kunne ikke.

Jeg kunne nærke smerte i mit arm og at min ene hånd sov. 

Jeg lukkede øjnene op og kiggede op i loftet, det var morgen og mit hjerte hamrede derud af som om jeg lige havde haft det ubehageligste mareridt. For normale mennesker ville dette bare være en drøm, men for mig var det et mareridt, der stadig ryster mig, når jeg tænker tilbage.

Hjælp!

Til trods for mine mor-og rengøringsskills, så er jeg lige nu på herrens mark.

Min elskede sofa er blevet udsat for en plet, og hvis jeg ikke tager meget fejl, så er denne plet brud på første af Sofaens 10 Bud. Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op.

Derfor spørger jeg jer kære læsere, hvordan fan' fjerner jeg sæd fra min sofa? Den er af uld og jeg tør ikke rigtig kaste mig over min tro følgesvend - Vanish.

Sofaens 10 Bud

Jeg ved godt, at det måske er lidt Bree-agtigt, altså psykopatisk, men da jeg sidste år fik min smukke sofa, blev jeg forelsket.

T ved godt, at han ville blive valgt fra til fordel for den sofa til enhver tid. Dén er min store kærlighed, og jeg mener virkelig, at jeg elsker den.

Da den kom ind i vores liv og hjem, blev der sat nogen regler op, om hvad man måtte gøre, eller ikke gøre i den sofa.

- 1. Ingen onani!

- 2. Ingen sex. Med mindre det er særlige omstændigheder.

- 3. Ingen unødvendig spisning.

- 4. Når der er gæster, jeg ved bliver fulde aka the guys - så skal den dækkes til af et tæppe.

- 5. Eftersom sko er forbudt i vores hjem, må man gerne have fødderne oppe i sofaen.

- 6. Man må gerne gøre sig mageligt i den.

- 7. Ingen krummer.

- 8. Den skal støvsuges, hver gang resten af lejligheden bliver støvsuget - altså ca.3 gange ugentligt.

- 9. Ingen drikkevarer i sofaen.

- 10. Ingen onani!

Jeg er overbærende over for gæster, men jeg kan love for, at hver krumme på den sofa er som et stik i hjertet på mig.

Bedsteveninden kan se det på mit blik... Jeg sidder over for hende og hvis hun krummer så kan hun se, at mime hænder knyttes, jeg får tiks og mine øjne ændrer sig til lettere psykopatiske. Jeg SKAl bare tage den krumme væk...

Det er en tvangshandling. Jeg restrainer mig selv, men jeg har mest af alt lyst til at tage min håndstøvsuger og støvsuge. (Og nu jeg er igang, kan jeg ligeså godt tage og støvsuge resten af lejligheden også) - tænker jeg tit.

Nu har jeg været væk i rundt regnet en måned, og da jeg så skulle tulle lidt rundt (altså gøre rent) inden jeg tog ud til mine forældre idag, skulle jeg naturligvis også støvsuge, og så fandt jeg pletter på sofaen. Jeg ved ikke, hvad det er, og jeg synes ikke jeg kan få det væk.

Jeg ringede til T og spurgte om han havde wanket på sofaen, men han forsikrede mig om, at han ikke har gjort det. Jeg er bekymret...

Jeg overvejer at gå "the american way" og pakke den ind i cellofan, eller bare pakke den væk og tage den gamle sofa frem igen...

Jeg tør simpelthen ikke efterlade den alene i T's varetægt mere...

Min sofa

Jeg havde en gang en sofa. Den havde min kæreste valgt. Den var så grim, og jeg må have været meget forelsket, eller havde haft en midlertidig hjerneblødning, da jeg sagde ja til den. (Jeg tror på det sidste)

I mange, mange år kæmpede jeg for at få en ny sofa, men det måtte jeg ikke, fordi min kæreste var dum. 

En dag kom min far hjem og fortalte, at nu syntes han, at vores gamle sofa var så grim, at han gerne ville forære mig en ny, fordi han syntes, at det var så synd for mig.

D. 23.12.08 fik jeg min nye sofa, og hvor var den dog fin, og hvor jeg dog elskede den.

Nu har jeg haft den i flere måneder, og jeg elsker den stadig. 

Den er blevet min bedste ven, og jeg ville bytte Troels til fordel for min fine sofa.

Hurra for min nye sofa :)