Sofaens 10 Bud

Jeg ved godt, at det måske er lidt Bree-agtigt, altså psykopatisk, men da jeg sidste år fik min smukke sofa, blev jeg forelsket.

T ved godt, at han ville blive valgt fra til fordel for den sofa til enhver tid. Dén er min store kærlighed, og jeg mener virkelig, at jeg elsker den.

Da den kom ind i vores liv og hjem, blev der sat nogen regler op, om hvad man måtte gøre, eller ikke gøre i den sofa.

- 1. Ingen onani!

- 2. Ingen sex. Med mindre det er særlige omstændigheder.

- 3. Ingen unødvendig spisning.

- 4. Når der er gæster, jeg ved bliver fulde aka the guys - så skal den dækkes til af et tæppe.

- 5. Eftersom sko er forbudt i vores hjem, må man gerne have fødderne oppe i sofaen.

- 6. Man må gerne gøre sig mageligt i den.

- 7. Ingen krummer.

- 8. Den skal støvsuges, hver gang resten af lejligheden bliver støvsuget - altså ca.3 gange ugentligt.

- 9. Ingen drikkevarer i sofaen.

- 10. Ingen onani!

Jeg er overbærende over for gæster, men jeg kan love for, at hver krumme på den sofa er som et stik i hjertet på mig.

Bedsteveninden kan se det på mit blik... Jeg sidder over for hende og hvis hun krummer så kan hun se, at mime hænder knyttes, jeg får tiks og mine øjne ændrer sig til lettere psykopatiske. Jeg SKAl bare tage den krumme væk...

Det er en tvangshandling. Jeg restrainer mig selv, men jeg har mest af alt lyst til at tage min håndstøvsuger og støvsuge. (Og nu jeg er igang, kan jeg ligeså godt tage og støvsuge resten af lejligheden også) - tænker jeg tit.

Nu har jeg været væk i rundt regnet en måned, og da jeg så skulle tulle lidt rundt (altså gøre rent) inden jeg tog ud til mine forældre idag, skulle jeg naturligvis også støvsuge, og så fandt jeg pletter på sofaen. Jeg ved ikke, hvad det er, og jeg synes ikke jeg kan få det væk.

Jeg ringede til T og spurgte om han havde wanket på sofaen, men han forsikrede mig om, at han ikke har gjort det. Jeg er bekymret...

Jeg overvejer at gå "the american way" og pakke den ind i cellofan, eller bare pakke den væk og tage den gamle sofa frem igen...

Jeg tør simpelthen ikke efterlade den alene i T's varetægt mere...

René

Dengang jeg var en 16 år gammel, min bedste veninde havde valgt at gå bag om min ryg og blive kærester med den fyr, jeg var forelsket i, og gymnasiet bare trykkede hårdt, oprettede jeg min første profil online. Egentlig ikke for at finde mig en kæreste, men af ren og skær nysgerrighed - den ene ting, som aldrig har svigtet mig, og altid har været en stor del af min drivkraft.

Den vinter loggede jeg på dating.dk for første gang som "Freak of Nature", men foråret efter ændrede jeg dette navn til "Bella_Kiss", mest fordi jeg ønskede at transformere mig selv fra kejtet lille pige til noget mere feminint.

Åh... mange skrev til mig - og det var også der jeg mødte T - et par år senere.

De fleste af dem har jeg glemt, men et menneske står stadig printet i min bevidsthed.

Han skrev en mail til mig, og jeg ved ikke om det var fordi foråret var kommet, eller om det var grundet hans mail, men jeg kan huske, at jeg pludselig vågnede fra en døs, som jeg havde været omslynget af i alt, alt for lang tid. Det virkede pludselig, som om dagene var lysere, og selv de grå skyer, var ved at åbne sig, for solen og lyset.

Vi skrev sammen om alt mellem himmel og jord. Jeg fortalte om mine tanker, om mit liv, og alt det, der kredsede rundt omkring og inde i mig.

Han sagde, at han hed René, han var 34 år (så vidt jeg husker), og han arbejdede på Det Kongelige Bibliotek, med oversættelser af Biblen.

Jeg drømte om ham. Jeg drømte om, hvordan han så ud, hvad han tænkte, og ville.

Han syntes, at jeg var fantastisk, og kunne slet ikke forstå, at jeg blot var 16 år. - Jeg tænkte aldrig på aldersforskellen. Jeg har aldrig kunne forstå, at jeg ikke var ældre end jeg var.

René, der var 34 år og forskede i oversættelser af Biblen på Det Kongelige Bibliotek.

René... hvor ville jeg ønske, at jeg kendte hans efternavn, så jeg kunne spore ham. Ham som vækkede mig af min døs.

René, som fortalte mig historier. Manden jeg i timevis kunne analysere Frankenstein med.

René arbejdede på det Kongelige Bibliotek - det vidste jeg. I min verden, lå det Kongelige Bibliotek lige over for café Paludan.

En forårsdag i 2001, mens jeg stadig kun var 16, gik jer derind i min blomstrede sigøjnernederdel, og håbede sådan, at jeg ville støde ind i ham. Men hvad vidste jeg. Hos mig var der et Kongeligt Bibliotek, og jeg kunne slet ikke forestille mig, at når man forskede og var ansat på Det Kongelige Bibliotek, at man ikke gjorde det lige der - midt i biblioteket. Jeg gik rundt og håbede, at han måske ville genkende mig, eller at jeg vil kunne se, at det var ham, når jeg stod foran ham.... René var der ikke.

René, som ikke engang forsvandt, men troligt skrev.

René, som blot blev efterladt på nettet, fordi jeg fandt styrken inde i mig selv.

René, som blev efterladt, fordi Cedric og Tarik og Carlos og alle de andre pludselig trådte frem i lyset.

Da Cedric, Tarik, Carlos og alle de andre atter var forsvundet, loggede jeg på som Bella_Kiss igen, og René var der stadig.

René skrev stadig, og jeg følte det, som om mit indre brændte op af lykke for hver mail, der blev længere og længere.

Han skrev og skrev, og jeg slugte alt råt... Til en dag, jeg kan ikke huske, hvad der var sket. Om det var mig, der var holdt op med at svare, eller om det var ham, som var forsvundet.

Pludselig var han væk. Jeg tog det ikke så tungt. Først langt senere, gik det op for mig, hvor stort tab det var for mig, og at jeg aldrig nogen sinde vil få mulighed for at møde René, eller tale med René, da jeg i bund og grund ikke anede, hvem han var.

Idag ønsker jeg sådan at finde ham, og lære ham at kende, som han lærte mig at kende - dengang.

Jeg ved den dag idag ikke, hvordan han ser ud. Hvordan hans stemme er, eller om han overhoved var det, han udgav sig for. Men stadig idag, og sålænge jeg lever vil René, der arbejdede med oversættelserne af Biblen på Det Kongelige Bibliotek, spøge i mit indre.