28

Nogle gange fanger jeg mig selv i at indse, at jeg i år bliver 28 år gammel.

28 år... Det giver mig sådan en pudsig følelse indeni, når jeg indser det faktum. 28 år. 

Nej, jeg er ikke bange for at blive 28. Tvært imod har jeg det fint med tallet. Jeg synes, der er noget rundt og lige ved det, og lige; Det tiltaler mig.

Jeg har ikke noget imod at blive 28, men jeg kan ikke lade være med at have en sær følelse af, at jeg har glemt noget, misset et eller andet.

Måske er det fordi jeg har en forestilling om, hvordan man er, når man er ved at være 28 og måske er det fordi jeg på ingen måde opfylder disse krav og forestillinger med det liv jeg fører. 

Jeg synes mit liv er skønt og jeg nyder det i fulde drag, men det føles mere som om jeg i år bliver 23 frem får 28.

En 28-årig har skulderlangt askeblondt hår sat op i en løs knold, når det ikke indrammer ansigtet med solbrillerne let.

En 28 årig har en spids hage, går i stramme jeans og har lange ben... Jeg har hverken askeblondt hår, spids hage eller lange ben.

Sindet er en sær snegl.

Mac'ens lille kusine

Jeg havde engang en computer, en helt almindelig PC, og den var ok, men kort tid efter, at jeg havde købt den, ville den ikke gøre som jeg sagde, den blev ved med at slukke, og batteriet ville ikke holde ligeså længe som jeg ville have det til at holde. Den brændte også sammen et par gange. Takket være den har jeg mistet en hel digtsamling, men jeg har stadig harddisken i en mappe, altså et ringbind.

En dag, midt i en eksamensopgave, valgte min PC at fryse, slukke og slette cirka halvdelen af min opgave. Nu har jeg aldrig været særlig hidsig. Ikke nævneværdig meget, men lidt temperament var jeg blevet født med, bare en lille smule.

Så i min mide hidsighed, smed jeg computeren på gulvet, for nu skulle den dø - sådan for alvor - dø. Den havde mobbet mig i 3 år, og nu havde jeg fået nok.

Næste dag, da jeg kom hjem, stod T og smilede i døren. Jeg tænkte - ih nej, hvad har du nu fundet på? Men da han åbnede døren for mig, stod der en pose fra Humac - Jeg hoppede op og ned af lykke og glæde. Tænk sig - endelig havde jeg fået en Mac - for sådan en havde jeg ønsket mig i mange år, jeg havde bare aldrig taget mig sammen til at købe en. Jeg ved ikke hvorfor - det er ligesom med gummistøvlerne. Jeg ønsker mig den, kigger på den, sukker og savler over den, har penge til den, men køber den bare ikke.

Min lykke var gjort. Tre dage efter havde jeg et seriøst kærlighedsforhold til Mac, og kunne skrive mig under fanen "Once you go bla.." Nårh nej, jeg mener "Once you go Mac, you never go back".

Macen elskede mig, og jeg elskede Macen. Vi levede lykkeligt i et halvt års tid eller lidt mere, til en skæbnenvanger dag, hvor Bedsteveninden af ren og skær ophidsethed over vores famøse opgave i Sprog 4, om "Pendulord", kom til at spilde en kop kaffe på det bord min lille Mac havde valgt at sidde på.

Macen overlevede, men den var svært skadet. Den kunne tænde, men den kunne ikke virke uden sit strømkabel.  Men vi klarede os. Bare kærligheden er stor, så er alle udfordringer små.

Vi havde det fint, Mac og jeg, men en dag kom T og jeg op at skændes og det var ikke en af de hverdagsskænderier vi normalt har, næh nej, jeg pakkede mig og flyttede hjem til mine forældre - i hele 24 timer.

Før jeg pakkede mine ting og tog ud til Frederiksberg, kastede T en tegneserie efter mig, og det var ikke en hvilkensomhelst tegneserie, næh, det var en omnibus, og som alle ved, er sådan en omnibus noget tykkere og tungere, end et helt almindeligt hæfte.

Desværre for både T og Macen ramte T ikke mig, men min stakkels lille computer. Dette angreb resulterede i at fem knapper røg af og ikke kunne sættes på igen.

Det smertede mit hjerte, men hvad skulle jeg gøre? Hvad skulle jeg gøre... Jeg nussede min lille mac, og fortsatte, hvor jeg slap, vi klarede seks eksaminer sammen trods dette overgreb.

Men da denne sommer var på hæld, ville Mac ikke tænde. Det var strømforsyningen, jeg lappede den med tape og endnu mere kærlighed, og det lykkedes mig at tænde den en sidste gang. Hvis ikke andet, så for at kysse den farvel.

Min mac var død. Og hvis ikke helt død, så var den så godt som.

Jeg var fortabt, T mente, at vi skulle kigge på en brugt computer, og det var jeg, sån' halvhjertet, med på.

D. 30. september, blev jeg vækket af mine forældre og T med sang, lys og flag, men ingen gaver.

Jeg blev ført ind i stuen og der stod der to computere ved siden af hinanden. På den ene computer var der et lille computerspil til mig . Den anden computer var min lille Mac, og den så helt ked af det ud. Der hang et lille brev fra den. Hvori der stod følgende: "Kære Erna, 

Vi to har været igennem meget de sidste par år.

Jeg fik kaffen galt i halsen og måtte gå i snor hele tiden.

Jeg er træt og vil gerne pensioneres. Derfor har jeg sendt bud efter min lille kusine. 

Hun kommer snart med posten.

- Din for altid, Computer"

Jeg tænker på min Mac, rigtig tit endda, men ih hvor jeg dog elsker Mac'ens lille kusine. Hun er yngre og hurtigere end sin ældre kusine. Der er stadig en masse ting, som hun skal have lært sig, men det går hurtigt og jeg kan ikke være andet end tilfreds med hende.

Tissefyrsangen

Jeg har denne veninde - her på bloggen går hun under navnet enten "Den Gode Veninde" eller "Bedsteveninden". Grunden til, at hun blev omdøbt til "Den Gode Veninde", er at jeg engang blev aa hende introduceret under samme navn, så dette var min hævn.

Hun ville så gerne være "Bedsteveninden" igen, at hun truede mig, derfor måtte jeg døbe hende tilbage.

Nå men, Den Gode, jeg mener Bedsteveninden har en storebror, og ikke en hvilken som helst storebror. Men den absolut bedste af slagsen. En storbror, der med årene også er blevet min surrogatbror.

Han er nok et af det sjoveste mennesker jeg kender og vi elsker hinanden og det gjorde vi nærmest fra den anden gang vi mødtes.

Første gang Storbror og jeg mødtes, kan jeg ikke helt huske, men anden gang husker jeg som var det idag.

Katten og jeg skulle tøse den hjemme hos mig, for efterhånden mange år siden. Vi snakkede med Storbror over messenger og spurgte om han ikke skulle tøse med os. Han tog os på ordet og kom ud til mig med en flaske vin.

Det var nok årets absolut hyggeligste aften.

Vi sad i min gamle brune sofa med mine katte omkrig os og computeren foran os.

Vi endte med at se en masse klip på youtube, der sendte os til alexenderband "Store Patter Betyder Undskyld", og derfra videre til til en sang som Storbror har lavet "Kære Underbo" (Et brev, der blev skrevet til Storbror af hans overbo) og fra den sang igen tilbage til Alexenderband og deres noget charmerende sang "Tissefyr".

Den var ikke at finde på nettet, men Storbror kunne noget af den udenad, så han sang den for mig i den blødestes ulækkerste pædagogstemme. Jeg var ved at Kaste op af grin.

Siden da blev den sang fast inventar, når Storbror og jeg sås.

"Stooooooorbroooor" kigger jeg op på ham med de største øjne og en truttmund. "Jeeeaaah daaahrling" Kigger han ned på mig.

"Tissefyrsaa-aan-g!!". Storbror kigger som regel på mig og bærer over med mig og synger det han kan huske af den for mig.

Og så er min aften fuldendt.

Sidste år fik Storbror en ny kæreste og så blev jeg lidt nervøs. For kun mennesker, der kender både Storbror og mig rigtig godt, kan forstå vores forhold. Nej det er ikke fordi vi prøver at score hinanden, at vi vrider os op og ned af hinanden på dansegulvet, og ej heller flirter vi bare fordi vi snakker posh engelsk til hinanden og kalder hinanden "daaarling". 

I februar havde Den Gode, jeg mener Bedsteveninden fødselsdag og jeg var inviteret og Storbror var inviteret og Storbrors kæreste var inviteret. Hun syntes rigtig sød omend noget reservert og genert.

Midt under made. - vanen tro, kiggede jeg på Storbror og tiggede om "Tissefyrsangen".

Storbror rømmede sig og sang op, til de flestes morskab, og min især fornøjelse.

Efter maden forsvandt hans kæreste og Storbror brugte resten af aftenen på telefonen.

Det viste sig at kæresten ikke syntes at Tissefyrsangen var ligeså sjov, som jeg gjorde.

Hun syntes, den var klam og hun syntes, at storbror ikke skulle flirte med mig og synge sådanne sange, mens hun sad ved hans side. Hun syntes mange andre ting... De som kendte mig og kendte Storbror sagde "Flirte? Storbror? Men det er jo bare Erna."

Det blev et halvår, hvor jeg ikke fik set Storbror så meget, for jeg var, mildest talt, ikke faldet i god jord.

Jeg var ked af det og savnede vores eskapader, men hvis hun gjorde storbror glad, jamen så skulle jeg da nok lade være med at "flirte" med min surrogat Storbror (???)

Anyways long story short, Storbror gav hende sparket og kom til min fødselsdag iført hendes lilla bluse.

Som timerne gik, gik jeg hen til storbror i håb om, at han NU kunne og ville synge Tissefyrsangen for mig. Men hvergang sagde han, at min lilladag ikke var det rette selskab for netop den sang. Og spurgte til sidst om jeg da slet ikke kunne huske, hvad der skete sidste gang han sang den. Jo, det kunne jeg da godt, sagde jeg med trutmund.  "Derfor har jeg ikke havde lyst til at synge sangen igen, Erna".

Jeg sukkede og accepterede de næste 30 minutter, hvor jeg så spurgte igen. Men ak, svaret var stadig nej.

På et tidspunkt i løbet af aftenen kiggede Den Gode, jeg mener, Bedsteveninden og Storbror på hinanden tog fat i mig og sagde at de havde en overraskelse til mig.

Jeg blev genet ind i salen og stillet op på en stol. Jeg havde virkelig ikke fantasi til at forestille mig, hvad det var de havde gang i. Først troede jeg, at det var en tale, men så så jeg den falske T (den falske T er Bedstevenindens kæreste) med en guitar i hånden.  Storbror fortalte historien om sangen, der ødelagde hans forhold, hev et papir op af lommen og sagde, at han nu for første gang havde skrevet hele teksten ned, så han kunne synge den for mig.

Bare det at tænke tilbage giver mig hjertebanken.

Aldrig har jeg været så rystet og glad og var lige ved at græde af lykke!

Jeg hader overraskelser, men jeg elsker overraskelser. Jeg hader overraskelser fordi jeg er så nysgerrig, men ih, hvor jeg elsker, når jeg bliver overrasket, uden at have anet uråd.

Jeg elsker Storbror så meget, at ord ikke kan beskrive det!

Og sangen kommer naturligvis her, for det er på grund af den, at jeg skriver dette indlæg.

Læg lige mærke til, at den ikke er for sarte sjæle, kedelige sjæle, sjæle uden sarkasme, ironi og politisk ukorrekthed samt sjæle med børn.

Rest of you enjoy!

Tissefyr 

af Alexanderband - sangen kan høres på deres hjemmeside http://www.alexanderband.dk/ under MP3 - CD7 - sammen med en masse andre sjove og satiriske numre.

Jeg har en ven til dig

Det er min Tissefyr

Har du os' en ven til mig

Så ka vi lege Tissefyr leg

Ska' vi lege?

Her er min Tisseven

Kan du vinke pænt til den

Se den sover åh så sødt

Husk at klappe ganske blødt

Ka' I sige hej til Tissefyr?

Tissefyr er stået op

Se den strækker rankt sin krop

Hvis du giver den et bad

Bliver Tissefyr så glad 

Se hvad Tissefyr den kan

Rokke ved din rokketand

Men först så ska Tissemand

op en tur i numseland

Hvor skal Tissefyren op?

En ting må du love mig

Hvis du vil være ven med mig

At du ikk' fortæller mor

At du ved hvor Tissefyr bor.

Shhhh...

Gummilove

For et par år siden fik min mor et par Ilse Jacobsen gummistøvler og jeg faldt pladask for dem. Min mors var dog røde, og da jeg er sådan en lettere kedelig type der altid foretrækker sort frem for alt andet, takkede jeg pænt nej, da hun tilbød mig dem. 

Jeg kiggede dog stadig beundrende på dem, hver gang min mor havde dem på, men jeg kunne ikke få mig selv til at give 900 kr for et par gummistøvler - naturgummi og håndlavet eller ej.

Ja, jeg ved, at det er bullshit, for jeg har op til flere gange givet langt flere penge på andre mindre fornuftige ting. Men altså, jeg fik dem aldrig købt.

Derfor, da jeg i torsdags havde fødselsdag og fyldte 20 (!!) igen, blev jeg dejligt overrasket over gaven mine forældre havde foræret mig.

Nej, der var ikke et par støvler i den lille æske, men der var et gavekort til et par Ilse Jacobsen gummistøvler. 

Støvlerne havde butikken ikke hjemme, men så kunne jeg selv gå derned og købe et par, når de endelig kom.

Jeg gik der ned - ja, tålmodighed er en dyd, men jeg går ikke ind for dyder, allerede idag, for at se om de havde fået mine støvler.

De havde de ikke, til gengæld faldt jeg - bogstaveligt talt, over deres nye model, som var lige kommet hjem og jeg så var jeg solgt.

De var lidt dyrere, men hvad gør en pige ikke for bling bling...

Ilse Jacobsen gummistøvle med fór og i sort naturgummi 950,-

Detalje - similistensspænde 

I dag er det Ernas nye nyres fødselsdag....

(Billedet blev taget 4 timer efter, at jeg var kommet ud af operationsstuen. Nej, jeg er ikke af denne verden. Og jeg takker guderne for det, hver evig eneste dag!)

For præcis et år siden, lå jeg i sengen på Riget, vrøvlede, pga stezolid og samlede en vifte med Katten, mens jeg ventede på, at min faster skulle blive færdig, så jeg kunne komme ind på operationsbordet, og modtage hendes nyre.

I tre år var min gamle transplanterede nyre godt i gang med at blive kronisk afstødt, efter ca. 15 års trofast tjeneste.

Jeg havde klaret mig godt. Jeg havde i godt et halvt år narret, både min psyke, lægerne og alle andre omkring mig. "Det var jo slet ikke så slemt". Jeg havde det fint - mine daglige 2-3 timer lange lure var jo bare dovenskab". (Det er utroligt, hvad og hvor meget man kan bilde sig selv ind).

Selvom jeg vidste, at der ikke var så meget tid tilbage for den lille nyre, blev jeg ved med at håbe. Desværre kunne jeg en uge efter, at min sprogopgave var blevet afleveret konstatere, at noget var som det ikke burde være. Typisk mig, turde jeg ikke ringe til Riget, for jeg var bange for, at de vil tro, at jeg var hypokonder (WTF !?) - T ringede til dem, og forklarede, at jeg havde åndedrætsbesvær og uregelmæssig hjerterytme - som sagt total denial.

Jeg blev naturligvis hasteindlagt, og relativ hurtigt blev jeg mod min vilje tvunget i dialyse. Det efterfølgende halve år blev en tidslomme af afventning. Idag kan jeg ikke huske noget fra den tid. Det hele er simpelthen blokeret ud. Der er enkelte episoder som jeg kan huske.

- F.x da jeg i august fik et sammenbrud, fordi de først ville fortsætte med udredningen af min faster en gang i oktober. Der overvejede jeg, om jeg skulle sprænge hospitalet i luften, eller om jeg selv skulle springe ned fra det.

- En gang i begyndelsen af september, hvor jeg trodsede min sygdom og tog til Helsingør for at høre Bedsteveninde spille med sit band.

- Da jeg fik charmeret lægerne til at lade mig tage 5 dage til London, og derefter overbeviste dem om, at jeg sagtens kunne nøjes med 3x3 timer dialyse, i stedet for 4x3 timer.

- Da Katten og jeg opfandt "Toblerone-prøven". Og vi fnisende blev enige om, at det måtte da være synd for manden, der kunne passe ind 50 grams pakken.

- Da jeg, dagen efter min fødselsdag, og 10 dage før London-turen blev indlagt, og skulle skifte mit dialysekaterer, fordi det ikke sad rigtigt.

Hvor jeg stadig halvbedøvet skrålede: "Nu skal jeg synge om en meget mærkelig mand. Han døbtes Plante Pikhoved egentlig dog hvordan..." på gangen, ragede på portøren og fortalte ham, at han var lækker, og at jeg håbede, at han ikke ville anmelde mig for sexchikane, mens jeg blev kørt tilbage til min stue. Og hvor jeg efter 4 timer med smerter, og kun tilbud om panodil blev så vred, at jeg rejste mig op og ville hjem. Jeg kom dog aldrig hjem, for Katten og min mor holdt fast i mig og ville ikke give mig min BH, omend jeg råbte og skreg og græd: "Hvor er min BH? Giv mig min BH! Jeg vil hjem, jeg gider ikke være her mere. Men jeg kan jo ikke tage hjem uden min BH."

- Og naturligvis, da jeg med Ems tog på The Office og drak mig pikke-beruset i cocktails, 36 timer før selve operationen. Den gamle nyre skulle dræbes med maner, eller var der ingen pointe i at være til.

Et halvt år, hvis ikke mere er reduceret til dette. Jeg kan ikke huske mere end det. Jeg kan genkalde mig visse oplevelser, hvis folk fortæller mig om dem, men for mig er det hele en sløret masse af gråt. En tidslomme, hvor dagene kun blev delt op i dialyse - og ikkedialysedage.

Idag er det så 1 år siden, at jeg fik min nyre. Vi skålede på det efter filmen igår. Sidste efterår føles så langt væk nu. Sidste efterår føles som et andet liv. Sidste efterår var et andet liv.

Jeg har været syg før, og jeg er blevet transplanteret een gang før, i 1994 (hvor jeg fik lever- og nyretransplantation). Men den gang var jeg kun 9 år, og kunne slet ikke værdsætte og nyde livet som jeg gør nu.

Jo, jeg tager det hele stadig for givet. Det kommer man til. Det er menneskeligt (jeg ønsker heller ikke at leve i en bobbel af frygt), men jeg har stadig mine øjeblikke, hvor det pludseligt går op for mig, hvad jeg kan idag, som jeg ikke kunne for halvandet år siden. For eksempel, noget så simpelt som at cykle over Langebro, uden at skulle stige af cyklen.

Hver gang jeg krydser den bro, føles det som en lille sejr indeni... Den var blevet min nemesis. Men nu er den en tegn på min styrke. Og at jeg faktisk kan alt det, jeg sætter mig for. Jeg er for stædig til at give op. Ingen skal fortælle mig, hvordan tingene står. Kun jeg bestemmer hvilken vej floden flyder.

Livet er skønt....

(Mig idag - et år efter :))

Idag er det Leos Fødselsdag....Hurra, hurra HURRA!!!

Og det vil jeg gerne råbe højt op! For åbenbart bliver hans planer skudt i jorden af falsk stubehoste.

Men man kan jo sige, at han har været en sød leopard. For trods rygter og trusler om snevejr i dag, så tjek lige vejret i Købenbhavn. Blå himmel og højt solskin.

Tusind hjerter, kærlighed og frække kys, til verdens bedste leopard!

♥ og kys Mor-E