11.10.10

Mac'ens lille kusine

Jeg havde engang en computer, en helt almindelig PC, og den var ok, men kort tid efter, at jeg havde købt den, ville den ikke gøre som jeg sagde, den blev ved med at slukke, og batteriet ville ikke holde ligeså længe som jeg ville have det til at holde. Den brændte også sammen et par gange. Takket være den har jeg mistet en hel digtsamling, men jeg har stadig harddisken i en mappe, altså et ringbind.


En dag, midt i en eksamensopgave, valgte min PC at fryse, slukke og slette cirka halvdelen af min opgave. Nu har jeg aldrig været særlig hidsig. Ikke nævneværdig meget, men lidt temperament var jeg blevet født med, bare en lille smule.
Så i min mide hidsighed, smed jeg computeren på gulvet, for nu skulle den dø - sådan for alvor - dø. Den havde mobbet mig i 3 år, og nu havde jeg fået nok.

Næste dag, da jeg kom hjem, stod T og smilede i døren. Jeg tænkte - ih nej, hvad har du nu fundet på? Men da han åbnede døren for mig, stod der en pose fra Humac - Jeg hoppede op og ned af lykke og glæde. Tænk sig - endelig havde jeg fået en Mac - for sådan en havde jeg ønsket mig i mange år, jeg havde bare aldrig taget mig sammen til at købe en. Jeg ved ikke hvorfor - det er ligesom med gummistøvlerne. Jeg ønsker mig den, kigger på den, sukker og savler over den, har penge til den, men køber den bare ikke.

Min lykke var gjort. Tre dage efter havde jeg et seriøst kærlighedsforhold til Mac, og kunne skrive mig under fanen "Once you go bla.." Nårh nej, jeg mener "Once you go Mac, you never go back".

Macen elskede mig, og jeg elskede Macen. Vi levede lykkeligt i et halvt års tid eller lidt mere, til en skæbnenvanger dag, hvor Bedsteveninden af ren og skær ophidsethed over vores famøse opgave i Sprog 4, om "Pendulord", kom til at spilde en kop kaffe på det bord min lille Mac havde valgt at sidde på.
Macen overlevede, men den var svært skadet. Den kunne tænde, men den kunne ikke virke uden sit strømkabel.  Men vi klarede os. Bare kærligheden er stor, så er alle udfordringer små.

Vi havde det fint, Mac og jeg, men en dag kom T og jeg op at skændes og det var ikke en af de hverdagsskænderier vi normalt har, næh nej, jeg pakkede mig og flyttede hjem til mine forældre - i hele 24 timer.
Før jeg pakkede mine ting og tog ud til Frederiksberg, kastede T en tegneserie efter mig, og det var ikke en hvilkensomhelst tegneserie, næh, det var en omnibus, og som alle ved, er sådan en omnibus noget tykkere og tungere, end et helt almindeligt hæfte.
Desværre for både T og Macen ramte T ikke mig, men min stakkels lille computer. Dette angreb resulterede i at fem knapper røg af og ikke kunne sættes på igen.
Det smertede mit hjerte, men hvad skulle jeg gøre? Hvad skulle jeg gøre... Jeg nussede min lille mac, og fortsatte, hvor jeg slap, vi klarede seks eksaminer sammen trods dette overgreb.

Men da denne sommer var på hæld, ville Mac ikke tænde. Det var strømforsyningen, jeg lappede den med tape og endnu mere kærlighed, og det lykkedes mig at tænde den en sidste gang. Hvis ikke andet, så for at kysse den farvel.
Min mac var død. Og hvis ikke helt død, så var den så godt som.
Jeg var fortabt, T mente, at vi skulle kigge på en brugt computer, og det var jeg, sån' halvhjertet, med på.
D. 30. september, blev jeg vækket af mine forældre og T med sang, lys og flag, men ingen gaver.
Jeg blev ført ind i stuen og der stod der to computere ved siden af hinanden. På den ene computer var der et lille computerspil til mig . Den anden computer var min lille Mac, og den så helt ked af det ud. Der hang et lille brev fra den. Hvori der stod følgende: "Kære Erna, 
Vi to har været igennem meget de sidste par år.
Jeg fik kaffen galt i halsen og måtte gå i snor hele tiden.
Jeg er træt og vil gerne pensioneres. Derfor har jeg sendt bud efter min lille kusine. 
Hun kommer snart med posten.
- Din for altid, Computer"

Jeg tænker på min Mac, rigtig tit endda, men ih hvor jeg dog elsker Mac'ens lille kusine. Hun er yngre og hurtigere end sin ældre kusine. Der er stadig en masse ting, som hun skal have lært sig, men det går hurtigt og jeg kan ikke være andet end tilfreds med hende.

2 kommentarer:

Dines sagde ...

Hold kæft, hvor er det brev sødt, mand.

Erna Lola sagde ...

Dines, jeg var også helt rørt og jeg grinede og var stum og alt andet godt, da jeg læste det.