13.5.10

Silhuetter fra en drøm

Igår nat ville min krop ikke falde til ro, så mens jeg med halvlukkede øjne lå i mørket, kom dé ud af mørket.

En efter en... mænd jeg har kendt, elsket og været elsket af.


Jeg har været forelsket mange gange - et utal.

Hvor mange gange har jeg ikke sukket og grædt mig selv i søvn med et smertende bryst, på grund af de mænd, jeg ikke kunne få. Jeg længtes og ønskede og higede.


"Hvorfor vil han ikke have mig", spurgte jeg stjernerne og bøgerne. Men jeg så ikke, ej hellere værdsatte jeg, de samme blikke, der længtes efter mig.

En solskinsdag, da en af mændende fortalte mig, hvor forelsket han havde været i mig, gik det op for mig, at jeg kun ønskede det jeg ikke kunne få. Jeg var så optaget af det, at jeg overså alt andet. Jeg koncentrerede hele min væsen om dét, til jeg fik det.

Da jeg havde det i min hånd, smed jeg det væk.


Min store drøm var, at en mand skulle erklære mig sin udødelige kærlighed. Og ligegyldig, hvor mange gange det skete, så jeg det ikke. Når jeg endelig så det, forsvandt min lyst, både til manden og kærligheden.



Jeg ligger her i mørket, værelset - kun belyst af det elektroniske skær. Og jeg kan se dem alle for mig.

Den høje sygeplejer med de blå øjne og de stærke arme. Hans billede er noget sløret, men det er vel også 20 år siden han sidst løftede mig fra briksen over på sengen.

Min første kærlighed er der også. Hans legen med mig. 4 år, før han pressede mig op ad køkkenbordet og jeg endelig lokkede et kys fra hans læber. Da han slog op, sagde min far, at jeg endelig var voksen.

Og den lille dreng med de brune øjne, som jeg skrev digte til og som jeg sneg mig ud til i de kolde efterårsaftener. Han fik æren og knuste mit hjerte som den første.


Ham som ligger ved min side lige nu, står der også og får mig til at smile. Får mig til at boble.


Jeg kan heller ikke glemme den forvoksede knægt, der ville mig for meget, og derfor erklærede mig sin kærlighed to uger efter, midt på en mørk plads. Det var stadig vinter og han dukkede frem fra mørket. Jeg vendte ham ryggen og gik min vej. Rygterne siger, at han stadig taler om mig.


Drømmeren er der også. Drømmeren, der drømte. Drømmeren, der drømte måske lidt for meget, for det var så farligt at begive sig ud af drømmen vi havde skabt.

Hvor kunne jeg dog glemme min blåøjede engel. Der forsikrede mig om, at jeg var levende, og sammen med et kys gav mig en mønt til ønskebrønden.


Og så er der den ene der. Den ene der aldrig turde. Han er der også. Den ene, som jeg med tynget hjerte var nødt til at vælge fra. Den ene, som jeg har lært mig selv ikke at tænke på mere. Han er der også. Den ene som jeg tvang mig selv til ikke at elske mere. Han står der også... Han er der stadig fordi spørgsmålet stadig nager mig - hvorfor tog han mig, men gav mig ikke det jeg higede efter?


Måske så han bare ind i mig. Så mit inderste væsen, og vidste, at han ville miste mig, hvis han gav sig. Måske var vi bare lige stædig, og stolte - straffen er en anderledes skæbne et liv, der udviklede sig. En skæbne jeg idag ikke ville ændre. Kun svaret søger jeg hos ham...


De står alle der i mørket og smiler til mig, enkelte med sørgmodige øjne.

2 kommentarer:

Lars Tackmann sagde ...

Fantastisk - kan jeg byde paa en pandekage eller noget champagne ?

Erna Lola sagde ...

Det synes jeg lyder som en fantastisk god ide. :)
Send en sms - så kan vi aftale noget nærmere.

Kys