10.3.10

Villa Salò III - "Maurizio-Hunt"


Der er ikke så meget, der kan overraske mig i det hus mere.
Jeg har valgt at tage det i stiv arm, og tage hele oplevelsen med, her i den sidste cirkel - "The Circle of Blood". Og tage ud til Villa-Salò så ofte jeg kan. 

De har allerede voldtaget, slået, misbrugt, skudt, truet, grædt og myrdet så mange gange før, at intet er nyt for mig at se. 
Jeg har læst 120 Dage i Sodoma for mange år siden, og jeg ved, hvad det ender med. - "Dying of your passions", som en af Masterne fortalte mig, første gang jeg var derinde, og jeg spurgte ham, hvordan han ville tilfredsstille sine lyster, når der ikke var mere tilbage. 

Jeg er allerede blevet slået hårdt i hovedet af den åbenbaring om, at villaen er et udpluk af virkeligheden, af samfundet. Den er et mikro-kosmos, hvor al dårligdom er koncentreret og intensificeret.

Jeg er efter noget tid holdt op med at se de forskellige ceremonier. Den tilfældige vold, der sker omkring i villaens små hjørner, er mere end nok til at få mig ud på randen af vanviddet. Jeg har ikke behov for mere, og som regel gemmer jeg mig i de mest afsides dele af villaen, når de har gang i ceremonierne. 

Maurizio er en af vagterne, fuckerne - kald dem, hvad du vil - Deres første regel siger "I am here to please and protect my Masters" - altså er det derfor de går under begge navne. De skal beskytte og tilfredsstille deres arbejdsgivere, på alle tænkelige måder. 

Igår sad jeg i vagternes rum nede i kælderen, mens blodets symfoni blev sunget i spisestuen. Jeg bliver ved med at kigge nervøst på uret, for Maurizio - "The crazy Arab" som han også bliver kaldt, var den eneste i rummet ud over mig. Jeg bryder mig ikke om ham, han kigger på mig som om han vil fortære mig og han er så brutal mod børnene. Han er ond og jeg får gåsehud af ham.

Jeg ånder lettet op da Biskoppen, en af de fire Masters, kommer ind efterfuldt af et par mennesker. 
"Maurizio fuck me" siger Biskoppen, jeg sidder lidt uforstående tilbage i min evige naivitet og undrer mig over, hvorfor Biskoppen siger det. Der går lige to sekunder, før jeg indser, hvad han præcis mener. Han vil kneppes. Maurizio er ikke så villig, for han er åbenbart træt. Så han tager imod sin straf i form af to slag med bæltet over ryggen. 

Biskoppen forsvinder og idet kommer Franchino, et af børnene ind, med en gruppe mennesker, han sniger sig forbi og går ind i rummet ved siden af. Jeg sidder stum og venter på det næste skridt. Jeg ved, at det bliver fælt. 
Maurizio rejser sig op fra gulvet og tager sin skjorte på igen. Han er rasende. Han flår døren op til værelset, hvor Franchino sidder og fortæller en historie, hiver ham ind ved siden af, slår ham og tvinger ham til at synge. Franchino synger i et kvarters tid, han sidder næsten nøgen på gulvet med Maurizios ben på ryggen.
Jeg har ondt af Maurizio. Han er så... ja hvad er han? Hvis man er ond ved ham, er han ond ved andre. Det er bare så simpelt. Det er så ligetil. Det er så let at se, hvorfor så jeg det ikke før? Han er den misbrugte dreng, der ikke kender til andre mekanismer end, at gøre det som man gør ved ham.
Jeg har ondt af ham. 

Franchino formår at komme væk efter 3 sange, men hans tøj ligger på gulvet. Vi er tre mennesker derinde og alle tre stumme. Jeg kigger på Maurizio og gyser. 
Jeg hader at have ondt af mennesker - det er det værste man kan gøre mod andre, men i det øjeblik har jeg ondt af ham, for han er så fortabt. Der er intet at gøre. 
Jeg rejser mig og tager Franchinos tøj op med ordene: "I'm sorry Maurizio", før jeg forlader ham. Jeg ved ikke om han forstår, hvad jeg mener. 

Jeg går op i huset og finder Franchino og han er lykkelig for at få sit tøj igen. Han fortæller mig, at jeg er sød, og at han lover, at han vil invitere mig til sit hus i Wien, når alt det her er færdigt. Jeg svarer blot, at det vil jeg glæde mig til, og at jeg er ked af, at jeg ikke kan gøre andet - men i baghovedet har jeg altid Marquis de Sade som en påmindelse om, at alt er ligegyldigt. Og at alt vil ende i blod.

Jeg sætter mig på en sofa i gangen med en kop te. Maurizio kommer ned ad trappen og sætter sig ved siden af mig, og nusser mig i håret. Jeg skutter mig lidt, for jeg kan stadig ikke lide ham. Han er stadig for brutal for mig. Han hiver mig ind til sig i det de tre af Masterne kommer forbi os. Jeg gør mig selv så lille som mulig i håb om at de overseer mig, men det er naturligvis ikke tilfældet. De hiver Maurizio op og Biskoppen siger noget jeg ikke kan høre, mens han smiler. 
Maurizio vender sig om og siger - "There will be blood. There will be a Maurizio-hunt". 
De maner ham ud til køkkenet og jeg kan se at de tager pistoler frem. Jeg sidder tilbage, fordi jeg ikke gider se henrettelser. 
Han opfører sig umenneskeligt, men han er stadig en levende skabning. Måske er det selvretfærdigt fra min side, men jeg er imod drab, for man er ikke selv bedre, hvis man bruge vold som straf og som et middel til at opnå retfærdighed. 
En hel anden side af sagen er, at jeg stadig er bange for skud, så jeg holder mig langt væk fra våben og mennesker, der bruger våben - selvom det er løse skud. 
Midt i min te kommer Tonino, et af de andre børn, og siger, at the Magistrate har spurgt efter mig. Jeg spøger ham om han nu er sikker på, at det er mig, og om han spurgte efter "the Bitch" - som er The Magistrates "kælenavn" for mig, (jeg er lidt mere opfindsom med mine kælenavne for ham). 
"Yes" svarer Tonino, mens han tager mig i hånden og hiver mig ud til baghaven. 
Det undrer mig, hvorfor jeg skal hives derud, for Dommeren kender til min holdning og er meget bevidst om min modvilje mod Maurizio. 

Jeg bliver manet ud, og Dommeren sætter en arm om mig, mens han taler til Maurizio, The President kaster småsten efter Maurizio og The Bishop fylder sin pistol med patroner. 
"Look Maurizio, this is what happens, when you use more time on the guests, than your Masters" råber The Magistrate, mens han spadserer rundt og hiver mig med.
"Say goodbye to your friend. Kiss her goodbye.

Han stiller mig der midt i skudlinjen og jeg står lammet tilbage. Jeg kan ikke bevæge mig. 
De vender Maurizio med ansigtet mod muren, det eneste jeg kan tænke er, at de 4 Masters er de største kujoner. De tør end ikke skyde ham, mens de ser ham i øjnene.
En af de andre vagter maner mig tilbage, så jeg ikke står i vejen. Der er så mange mennesker, og jeg kan se dem smile. 
En prøver at blande sig og sige - hvis i dræber alle jeres vagter, er der ingen til at passe på jer. Dommeren råber tilbage - "He is just a fucker. We can always get a new one." - Brug-og-smid-væk, slår det mig i et sekund. Hvis den ene går i stykker, kan vi jo altid købe en ny.

Jeg står og kigger på den menneskeskare og kan ikke andet, end at føle, at jeg er blevet ført tilbage i tiden - tilbage til middelalderen, til de offentlige henrettelser. 
Folk omkring mig smiler og jeg kan høre en sige "He deserves it. He is just an animal". Jeg kan høre mig selv forsvare ham med ordene "Even though he acts inhumane, he still is a living creature."

Jeg hører skud og mærker min krop regere. Jeg ved ikke, hvor mange gange de skyder, men ved hvert skud ryster jeg. 
Da det sidste skud er affyret kigger jeg op. Folk omkring mig griner, og jeg er chokeret. 
Maurizio er naturligvis ikke død. De slår ikke folk ihjel i de "offentlige" uger. Det "dør" kun i pauseugerne, og som regel virker det som om, de er "døde", fordi de ikke kunne holde til mere. Hvilket er forståeligt. Det er nok det hårdeste job de bliver udsat for i deres karriere. 
Selvom vi alle er klar over, at det er skuespil og at det bare er forestillinger og illusioner, så bliver det svært at skelne. Det er så totalt og naturtro, og især bliver det hårdt, når man indser, at stykket er et udpluk af virkeligheden.

Mennesker omkring mig smiler og griner. Manden som mente, at Maurizio havde fortjent sin straf siger til mig "Jeg viste, at de ikke ville slå ham rigtigt ihjel, derfor jeg sagde det før." Jeg når kun at sige ... "jeg var udmærket klar over det også. Jeg har overværet henrettelserne før, men det som skræmmer mig, er din og de andres reaktion.". Han vil sige noget, men jeg er allerede på vej væk. 

Jeg tager min te og sætter mig i en sofa. Fabrizio kommer over til mig og roder mig i håret "you are angry?" 
Jeg svarer ikke. "Maurizio is ok, listen he is molesting Augustine right now.
"Fabrizio, that is the worst part. The more you molest Maurizio, the more he molests the children..."
Jeg ved ikke, om han hørte mig, for han var allerede på vej væk fra mig. 

Jeg går ikke hjem endnu. Jeg ved, at det hele er en forestilling, men jeg kan ikke få mig selv til at gå, for jeg ville føle mig som en kujon, hvis jeg gik. Det ville være, ligesom hvis jeg lukkede øjnene for virkeligheden i det macrokosmos som vi kalder vores samfund. 

4 kommentarer:

Leoparddrengen sagde ...

Gosh, du har også haft gang i skriveriet!

Det er godt vi har gode samfundsborgere som dig!

Erna Lola sagde ...

Hehe...

Det er derfor jeg har opfordret folk til at tage derind og se det. Det kan ikke beskrives. Der kunne skrives romaner om hver enkel oplevelse, og forestil dig, hvor meget der kan ske på 4 uger.

De er alle så komplekse, at det kræver tid, at finde ud af dem...

kyllyan sagde ...

Jeg vil derud men jeg er bange. Jeg skal nu nok komme derud. Det er fantastisk at laese dine oplevelser om det, jeg har kun set filmen og den roerte mig dybt.

Sarah sagde ...

Erna, det var fint att lära känna dig igår på Villa Saló. Nadam se da cemo se naci jos /Sarah