5.3.14

Prinsessesengen og den lille remse

Egentlig ville man ikke tro det, men jeg var et meget bange barn.

Fra en meget tidlig alder begyndte jeg at drømme, eller i hvert fald at huske, hvad jeg drømte, og samtidig begyndte mine mareridt. 
Jeg hørte for nyligt, at børn, der lige er begyndt at gå, får tit mareridt, fordi de kan falde og slå sig. Jeg undrer mig tit om mine mareridt stammer fra alle de hospitalsophold, smerteanfald og lignende, jeg var udsat for, allerede fra før jeg end kunne kapere det. 

Jeg drømte meget, og jeg drømte voldsomt, og tit turde jeg ikke sove, fordi jeg ikke vidste, hvad der ventede på mig på den anden side. 
Jeg var bange for spøgelser, vampyrer, ulve, bjørne, vulkaner, hånden der havde hægtet sig af kroppen og kunne lure ind af vinduet... men mest af alt var jeg bange for de ansigtsløse, som havde en tendens til at dukke op i nattens mulm og mørke. De kom i mod mig og jeg lå paralyseret i sengen og kunne ikke bevæge mig. 

Da jeg var lille blev jeg tit vækket om natten; som oftest skyldtes det smerterne som mine nyresten forårsagede, men ligeså tit kunne det være på grund af de mareridt, der hjemsøgte mig. 
Derfor lærte min far mig en lille rutine, i en meget tidlig alder. En rutine som jeg stadig idag benytter mig af, hvis jeg bliver lidt bange eller utryg, når mit hjem er badet i mørke.

Jeg er opdraget i den muslimske tro, og det siger jeg gerne højt. Men jeg har i mit voksne liv valgt at definere mig selv som agnostiker. Lige dét kan jeg komme ind på en anden god gang. 

Jeg er ikke religiøst, men jeg er absolut troende, og netop den lille rutine som min far lærte mig for så mange år siden er en af årsagerne til, at jeg idag er agnostiker og ikke ateist. 

Jeg ved ikke hvor gammel jeg havde været, men jeg kan huske, det var før vi havde fået den smarte sovesofa, der kunne folde sig således ud, at vi alle tre kunne sove i den. Endnu engang var jeg på vej i seng og jeg kunne ikke sove, for jeg var bange for, hvad der ventede på mig på den anden side. 

Min far puttede mig midt på min seng, pakkede mig ind i min dyne, lagde sig ved siden af og sagde, at vi nu skulle bede til Gud. 
Han lærte mig den nat en lille remse, der altid blev afsluttet med den samme bøn; Om at blive rask, at drømme gode drømme og sove let.

Hver nat var det en del af min putterutine. Vi bad højt, så jeg kunne lære det, og Gud kunne høre det ordentligt. Og hver gang det blev gjort på den måde hjalp det... 

Da krigen kom og jeg flygtede med min mor og min lillesøster til Montenegro var det syv meget lange måneder uden min far. Både fordi vi ikke vidste, hvad der var sket med min far, der var blevet tilbage i Bosnien, og fordi min mor ikke kunne gøre rutinen på samme måde som min far kunne.


Idag er jeg 29. Idag er jeg hverken bange for spøgelser (ok, måske lidt), vampyrer, ulve, bjørne, vulkaner eller hånden, der havde hægtet sig fra kroppen og kunne lure ind gennem vinduet. Men de der ansigtsløse… 
Nogen gange kommer jeg til at tænke på dem inden jeg falder i søvn, andre gange kommer de af sig selv, og så kommer der en grundangst op i mig. Jeg får kuldegysninger og får lyst til at ringe til min far. Men idag er jeg en voksen pige, og voksne piger har ikke beskyttende drager, der lægger sig ind til dem og beder til Gud med dem. 

Jeg er blevet for voksen til at kalde på min far i nattens mulm og mørke, men idag har jeg min seng som min far byggede til mig. Og det er en næsten barnlige tanker, men ikke desto mindre, så er min seng blevet mit fort, min beskyttende drage, der skærmer mig.
Når den der grundangst for mørket kommer op i mig, så rykker jeg  midt ind på sengen; min over en meter høje seng, jeg pakker mig under min dyne, siger den lille remse min far lærte mig og beder den samme bøn; Om et godt helbrede, gode drømme og en let søvn. Og så er det som om den høje, brede seng skærmer mig fra alt ondt. 

Jorden er giftig, men når jeg ligger i min prinsesseseng, så kan intet ondt røre mig. Den er min fort og i den er jeg altid tryg.


Follow my blog with Bloglovin

2 kommentarer:

Maja sagde ...

Fra et lille bange barn til et andet, jeg kan så meget genkende de følelser du her beskriver.. Da jeg var lille fik jeg ret voldsomme angstanfald og så var det eneste der hjalp at min mor satte Aristocats på vhsmaskinen og så sad vi ellers der og så den indtil jeg faldt til ro igen!

Erna Lola Ahmetspahic sagde ...

Maja, jeg tror det er et meget almindeligt fænomen hos børn, men godt der findes gode forældre, der trøster en. :)