Det føles som stress, men det er nok en eksistentiel krise

Allerede i sidste uge sad jeg på Snorregade 17 og gloede på 30 fremmede ansigter.

Jeg er ved at være færdig med min bachelor og skal snart på kandidaten. I den anledning er jeg ved at tage mit sidste fag og dette fag holder til et helt andet sted, end det jeg er vant til.

Jeg kan allerede mærke, at jeg savner Nordisk. Jeg savner kantinen, kaffebaren og Lis. Jeg savner at kende alle og møde alle. Nu er jeg ikke sådan en sky type, men for første gang i mit liv var jeg faktisk liiiidt nervøs, da jeg trådte ind i klasselokalet. De er sikkert harmløse, selvom de alle er fra etnologi og antropologi.

Min underviser hedder dog Trans til efternavn. Hvor mange kan bryste sig af det? At have en Trans som underviser.

Allerede i sidste uge påbegyndte jeg dette semester. For mit vedkommende er det fjerde... gudhjælpemig, nej femte år på studiet og dette er mit sjette semester...

Jeg vil gøre mit ypperste for at afslutte BA-delen inden for et halvt år, så jeg ikke som en eller anden taber bruger hele 5 år på min BA.

(Det skal lige siges: andre, der bruger 5 år på BA'en er ikke tabere i mine øjne. Det er kun mig, for jeg skal kunne alt det som alle andre kan, bare dobbelt så hurtigt og dobbelt så godt på dobbelt så kort tid - tid trods for jeg sådan ca. bruger 1/3 del af mit liv på at være syg. (Kan vi høre VKO i baggrunden? Nej det er bare "the bosnian way". )).

Anyhow, lige inden jeg blev blind i januar - remember? Ja det var sjovt.. haha, videre - havde jeg planlagt at afslutte hele min BA-del i løbet af sidste semester. Da jeg satte mig ned og regnede ects point ud - gav det 70. Altså mere end et årsværk. "Hvor svært kan det være?" tænkte jeg.

Da jeg så blev blind, kunne jeg se (høh!), at 70 ects point nok ikke kunne lade sig gøre, især, nu hvor jeg ikke kunne læse, så jeg skulle måske også lige skrue ned.

Ok jeg kunne ikke se det, men alle omkring mig kommenterede ikke og prøvede hellere ikke at tale mig til fornuft, så jeg tænkte bare "nå, er jeg så galt afmarcheret", og droppede tanken. Selv Mit Livs Højeste Mand kiggede kun på mig fra sin stol og ventede på, jeg selv fattede, hvad det var jeg sad og sagde.

Skuffet var jeg stadig i juni, da jeg kun havde afsluttet 30 ects point. For guderne forbyde, at jeg var ligesom normale mennesker.

Lige nu sidder jeg og burde læse lektier til imorgen, men bliver ved med at overspringshandle.

Det er f.x lykkedes mig at prøve samtlige hofteholdere og strømper, der findes i min lejlighed.

Jeg har skrevet til min medieopgavevejleder og BA-vejleder, jeg har bestil tid hos gynækologen ( har jeg udskudt i to år nu). Jeg har skrevet i detaljer en men-plan til min fødselsdagsfest, jeg har gjort rent, kommenteret samtlige steder, der kan kommenteres og så har jeg lige genlæst næste hele StineStregens blog...

Jeg har stadig 70 sider for til imorgen, hvoraf der stadig manger 60.

Jeg ved ikke, hvad min mundtlige eksamen skal handle om. Snart skal jeg vælge eksamens form. Og inden d. 15 oktober skal jeg bestemme mig for hvad og hvor jeg vil læse på overbygningen.

Jeg står og tripper mellem to emner i medie og ved ikke om jeg har viden nok til min BA-projekt.

...Jeg tror jeg går ud og bager en kage eller panikshopper eller noget...