Den Lille Café, et Sted Midt i Mellem, Der Serverer Drikkevarer og Snacks til Fornuftige Priser

For snart fem år siden fik jeg en ny nyre. 
Efter en lang, lang, lang…lang periode med sygdom, træthed, dialyse og mistet livsgejst blev jeg rask, og jeg kunne ikke få nok af livet. Det var som at blive født på ny. 

For snart fire år siden svigtede den selvsamme nyre og to uger senere blev jeg blind. Dagen derpå mistede jeg modet. Mistede lysten til livet, og jeg er ikke bange for at indrømme, at de to eneste ting, der holdt mig fra at hoppe ud fra 13ende etage på Riget var; 1. at jeg lider utrolig meget af højdeskræk (og tænk nu, hvis jeg ikke døde, men bare blev handikappet. 2. min nysgerrighed, kontrol-gen, samt det faktum, at jeg vidste, at ingen ville kunne arrangere min begravelse præcis som jeg ønskede det. 

Fem uger efter, at jeg var blivet blind lod de mig gå, for nu kunne jeg se en smule bedre og de kunne ikke gøre mere for mig. Jeg husker sne, gråt… gråt… og mere gråt.

Jeg begyndte til psykolog. Han var fantastisk og han hjalp mig igennem hårde tider og mange valgt. 

Et halvt år efter, at jeg var blevet blind, begyndt at se igen, havde konstateret, at min nyre ikke var til at rede mere, tabt mit liv og samlet det nogen lunde op igen, sad jeg i hans sofa og fortalte ham: "Jeg tror, jeg for første gang i meget, meget lang tid ikke føler mig som et åbent sår mere.".

Så jeg fortsatte hos ham. Nogen gange er jeg overbevist om, at han sørgede for fornyelsen af henvisninger, samt de der 15-20 min ekstra i stolen (uden betaling), fordi han nærmest fandt mit liv lettere underholdende - lidt på den der sæbeoperafacon. 

En dag kunne jeg mærke, at jeg ikke havde brug for ham mere. 

Så i stedet begyndte jeg at danse; og jeg dansede og dansede og dansede… Og jeg følte jeg næsten kunne flyve. Til den der dag…den der dag, hvor sommerfuglene forsvandt og jeg faldt og det gjorde så ondt at falde og slå sig, at jeg var nødt til at lime og efterfølgende lukke den lille fine æske, der gør at man kan føle, og som faktisk er grundstenen i min person. Og jeg satte en drage for at beskytte den fine æske, og jeg lod dragen sluge nøglen, så ingen nogen sinde kunne få fat i nøglen igen. Og så gik der et år, hvor jeg ikke husker meget andet, end endeløse nætter, og mørket og tågen og dage der forsvinder. I mellemtiden fik jeg vist også købt en lejlighed. Den er pæn og der er guldtapet i soveværelset og blomster på mine greb i køkkenet.

Idag sidder jeg på KUA og på mandag bliver jeg 29. 

***

Hvorfor jeg skriver alt det her, spørger du dig selv?

Fordi jeg idag kom til at trykke på et link på Facebook og jeg kom til at græde. Fordi jeg idag har indset, at jeg vist for første gang i mange år virkelig er helet - Både min krop og min sjæl er helet. 

Det var et simpelt billede, der fik mig til at indse, at jeg faktisk har fundet min lille café, et sted midt i mellem, der serverer drikkevarer og snacks til fornuftige priser.

Jeg er stadig taknemlig og kan stadig bliver høj, over at have fundet mig selv. Og det skal ikke være løgn, jeg lærer stadig, og skal fortsat øve mig i at være mig selv, men jeg skammer mig ikke over, at indrømme, at jeg er et følsom væsen. At min sjæl er blevet skrammet og nok er lidt slidt.

Jeg flyver ikke, men jeg har fundet min lille café, der midt i mellem, og det er jeg inderligt taknemlig for…

Den er et besøg værd, og måske kan den gøre dig opmærksom på, hvorfor en i din omgangskreds ikke er til at genkende mere. 

Gadens Spøgelser

Det er sjældent man ser dem efterhånden i gadebilledet.

De der typer, der hænger lidt med hovet og slæber på benene, mens de går rundt som spøgelser for menigmandens øje.

De typer, der blev brugt som skræmmeeksampel for folkeskoleelever, mens jeg stadig var lille.

Jeg ser dem, stadig sjældnere, men stadig alt for ofte. Det, der dog ryster mig mest, er når jeg ser dem og kan se, at de har min alder, eller endda er yngre.

Jeg sad i metroen på vej ud, og var optaget af mine egne tanker der jeg så et par lyserøde Crocksbeklædte fødder slæbe sig forbi mig. Jeg løftede blikket og blev mødt af et Addidastræningssæt, længere oppe så jeg hendes Madonnapiercing og et par slørede øjne, der engang nok havde været himmelblå, men havde mistet glansen.

Jeg forsøgte at kigge væk, men kunne ikke fjerne øjnene fra den skabning, der engang var en ung pige. Hun gik forbi mig og jeg så hende stoppe op ved enden af metrotoget, omtåget af guderne ved hvad, vende hun sig usikkert for at begive sig mod den anden ende af toget. Hun vraltede afsted og var i sin egen verden. 

Jeg fik ondt i maven af synes; af det pjaltede tøj, de lyserøde Crocks, hendes filtrede hår og den piercing, der på sin vis slet ikke passede til resten af hende. 

Vi passerer Nørreport og hun gik endnu en gang forbi mig. Hun kunne ikke have været mere end 25 år, men sorgen og smerten havde rynket hendes ansigt, så hun mest af alt lignede en gammel dame.

Jeg funderede over, hvilke sorger og ulykker kunne have skubbet en så ung pige ud i netop denne skæbne, for hun var alt for ung til at kunne havde  forurettet guderne så meget, at hun fortjente sådan en straf.

Vi kørte forbi Kongens Nytorv, og hun stoppede op ved mit sæde. Hun lugtede muggent; af alkohol, cigaretter og gammel sved. Det vendte sig i min mave og jeg fik dårlig samvittighed over min reaktion.  Jeg forsøgte at forestille mig, hvad der gik igennem hendes hoved, og om hun var klar over sine medpassagerers reaktioner, eller om hun var så langt inde i sin rus, sorg, tanker, at hun ikke ænsede noget.

Et øjeblik fik vi øjenkontakt og hun greb chancen: "Støt en hjemløs?" pr. automatik greb jeg efter pungen i tasken og hældte de mønter, jeg havde, i hendes hånd. Hun sendte mig en grimasse, der nok skulle forestille et smil, og så et øjeblik ud som en lille pige. Jeg sukkede og stemmen anmeldte "Christianshavn". Hun mumlede et "Tak" og vraltede ud af metroen iført sine lyserøde Crocks og Addidassæt. Jeg kiggede efter hende og ønskede hende en lykkeligere skæbne, end den, der havde overgået hende til nu.

Min Søster (Forklædt Som Voksen)

Kaffens damp var tydelig i den kølige sensommemorgen. Solen var stadig ikke kommet til mit lille hjørne, og jeg sad i min stilhed og nød øjeblikket. Det hele var lidt som en drøm. Den idylliske have, min lillesøster i sin pyjamas siddende i den forpulede havelounge hun havde talt så meget om. Og jeg kunne ikke helt forene mig med billedet af denne virkelighed. 

Jylland var slet ikke så slemt, selvom den havde taget den lille pige fra mig. Hun sad og kiggede smilende op på den mand, der havde vist sig at være hendes lykke. Og hun strålede.

Hun var blevet voksen, tænkte jeg i mit stille sind. Det var hendes idylliske have jeg sad i.

Et drømmebillede. 

For hun var jo stadig den lille pige, der kom hjem med danskbøgerne på slæb. Den lille møgunge, der braste ind, når jeg havde kærester på besøg.

Det lille barn, der tog mine dukker og absolut ville sidde ved siden af mig, mens jeg stadig legede voksen med mine veninder. Den lille skabning, der åbnede øjnene, kiggede på mig igennem ruden og smilede.

Hun har været så lille, så bitte. Jeg kunne holde hendes i mine barnearme og nu sad hun der og bød mig på noget sødt til min kaffe.

Livet har indhentet os og jeg opdagede det end ikke, og nu sad jeg her i det, der skulle blive hendes hjem, men så langt fra os...fra mig.

Imorgen vender vi bilen mod København.

Jeg kommer til at savne vores skænderier. Hendes forstående blik og hendes accepterede væsen.

Jeg kommer til at savne hende... Min lillesøster.

Forelsket i November

Jeg sprang ud i det dybblå vand, der strakte sig så langt øjet kunne række. Temperaturen overraskede mig, det havde trods alt været over 30 grader flere dage i træk, men lige her var vandet stadig isnende koldt. Det skar igennem mig som sabler og jeg forestillede mig et øjeblik, at det lige netop sådan måtte føles at dø. I stedet for at gå i panik, lod jeg vandet slynge sig om min krop, jeg mærkede, hvordan hver lille celle i min krop fyldtes med kulde og nærmest sprang i stykker. Jeg svømmede mod overfladen og ind mod stranden igen. 

En pudsig række tanker havde linet sig op mens jeg dykkede under vandet. Som perler på en snor, hver enkel perle en tanke, et billede. Et minde.

...
 

Jeg har ikke været forelsket længe. Jeg har mødt mange mænd det sidste stykke tid. Nogle af dem har jeg været meget fascineret af. Deres tanker, liv, øjne, kroppe, læber, lyde...pikke... Få af dem åbnede jeg mig endda overfor. Delte mine drømme og lidelser. Udøste af det, jeg som regel gemmer dybt. Det, der er forbeholdt de nærmeste...de færreste. Enkelte af dem har endda været mig ligegyldige, men ingen af dem forelskede jeg mig i.

Engang var der en af dem, der spurgte mig, hvad jeg holdt mest  af. Jeg kan tydeligt huske, at solen stegte den dag, faktisk lidt ligesom idag, jeg tog en slurk af min hvidvin: "Jeg holder utrolig meget af sensommereftermiddage. De der hede tørre dage, hvor man siddet i skyggen og alt er knastørt, den eneste lyd er fårekyllingens sang og brisen dufter af fred." Jeg holdt en kort pause..."men det jeg holder mest af, er at blive forelsket i November." Han kiggede undrende på mig. Jeg vidste, hvad hans næste spørgsmål ville være, så i stedet fortsatte jeg, "Fordi November er sådan en trist måned. Alle venter kun på, at den slutter, mig inklusiv. Men når jeg forelsket mig i November, så får jeg forår i maven, og forår i maven er en utrolig rar følelse at have." Han kiggede smilende på mig og rystede let på hovedet.
 

Jeg så ham ikke efterfølgende. Han skrev til mig sidste November og spurgte om jeg var blevet gift siden sidst, eller i det mindste blevet forelsket. Jeg skrev til ham kort "Nej." Men at jeg håbede, at han var. 

Det er længe siden efterhånden, at jeg har været forelsket, tænkte jeg. Og mens det kølige vand dryppede af min krop, overvejede jeg om nogen mennesker mon er skabt til at tilbringe tilværelsen alene.

Somebody I used to know

Engang for længe siden sad vi over en kop kaffe og snakkede om endnu ældre dage. 

Jeg sagde noget, i dag kan jeg end ikke huske, hvad det var. Han blev ked af det og kiggede på mig med sørgmodighed i øjnene. Han sagde "Det må du ikke sige. Du må ikke ødelægge det, for jeg har ikke lyst til, at du skal blive til en jeg kun engang kendte."

Jeg kiggede på ham og undskyldte. 

Det ironiske og sørgelige er, at det er, hvad han i dag er...

Fra Glemmebogen

Den nat kunne jeg ikke falde i søvn. 
Mit hoved lå på hans bryst og selvom hans åndedrag var langsomme og tunge efterhånden, kunne jeg ikke fokusere nok til at døse hen i hans rytme.Jeg lå i mørket med øjnene spæret op. Natten var tung og jeg var tom.

Mørket og min stirren blev brudt af en mandestemme, der som igennem en tåge sang en sekvens, der kunne have lydt som Mozarts requiem.

Han smilede. Jeg kunne mærke ham oppe i mig. Hans blå øjne var stadig formørket af liderligheden. Han trak mig ned til sig, kyssede mig og skubbede mig let op igen.
"Det er utroligt, normalt kan jeg ikke kigge folk i øjnene under sex så længe, men dig elsker jeg at se i øjnene." Jeg smilede. "Dine øjne er så smukke. Det bliver så intimt."
Jeg sagde stadig ikke noget. Jeg forsøgte bare at føle efter, hvad ordene gjorde ved mig.
"Du kigger bare så intenst, og du slår ikke blikket ned."
Jeg var lige ved at sige det, men valgte, at lade være. Tænkte det i stedet i mit stille sind; At grunden til, at jeg kigger ham i øjnene, ikke er fordi jeg elsker hans smukke himmel- og havblå øjne, men fordi jeg ikke kan eller tør være ham hengiven. Og at jeg fastholder hans blik, for at fastholde kontrollen over mig selv.

Jeg mærkede endnu en gang efter i maven. Men der var intet. Jeg havde lukket af. Egentlig længe før ham.

Den dybe mandestemme, der havde trængt igennem natten fra et udefinerbart sted var forstummet hen, og det der var tilbage var næsten kun et ekko.

Han lå stadig ved siden af mig og trak vejret roligt.
Jeg lagde mig tættere ind til ham og stirrede fortsat ud i mørket.
Jeg kunne mærke hans hjerte og ønskede et øjeblik, at jeg vidste, hvad det følte - hvad det fik hans hjerne til at tænke. Om han var rædselsslagen, eller ligesom jeg, følte intet.

Han rørte lidt på sig og kyssede mig i håret, stadig sovende. Jeg lukkede mine øjne, snarere fordi de var begyndt at svie af at været spæret op, end af træthed, og døsede hen i mørket.

I en Nat

Jeg klapper min computer sammen, trækker stolen ud. Jeg rejser mig op og sætter stolen på plads igen.
Jeg kigger mig omkring. Slukker lyset i køkkenet og trækker i mit nattøj; Jeg foretrækker at sove i nattøj, når jeg sover alene.

Mørket folder sig, som en dyne, omkring mig og skærper mine fire resterende sanser, nu synssansen er mig frataget.
Jeg lukker øjnene, indsnuser duften af min egen parfume - den parfume jeg brugte, mens han stadig var der.

Jeg tænke sjældent på ham efterhånden. Jeg mindes stadig sjældnere hans blå øjne og hans hænder, der holdt så fast om mig, når han omfavnede mig.
Sløjfen, der afsluttede "os" blev bundet med en stram knude og den kan ikke bindes op igen. Jeg vil ikke binde den op igen.

Og dog, i sådanne nætter, hvor mørket folder sig omkring mig som en dyne, så tænker jeg på ham, på hans blå øjne og hans hænder, der holdt så fast om mig, når han omfavnede mig og så savner jeg ham...lidt og kun et kort øjeblik, men ikke desto mindre.