Nogen Bliver Solskoldet. Jeg Anlægger mig et Overskæg...

Efter 12 timer i en beklemt bil igennem tre lande i alt for mange grader, hoppede jeg, som noget af det første, i bad da vi ankom til et hotel beligende i et lettere uinspirerende kvarter et sted i Tyskland . 

Det gjorde godt at blive ren,  så jeg trådte ud af den lille brusekabine, der var placeret lige ved siden af min seng og lige overfor et fuldfigurspejl. 

Jeg kiggede på mig selv for første gang i en måned i et ordentligt spejl og under ordentlig belysning. Og syntes pludselig jeg kunne se noget, der ikke burde være der. 

Jojo, jeg havde mistet min elskede lyse teint, men det er åbenbart noget, der følger med solen. Og fregnerne var jeg også bekendt med, dem slipper jeg aldrig for. Men det her, det var for underligt. 

Jeg trådte ud på det grå gulvtæppe, der var lagt på hotelværelsets gulv og gik, stadig dryppende tættere på spejlet. Jeg kiggede på mit ansigt, og der var det.. Lige mellem min næse og min overlæbe - et brunt overskæg. Der var ikke nogen hår at se, men ikke destomindre var jeg blevet indehaver af et brunt overskæg…

Jeg forsøgte at gnide det væk, først med en finger, siden med mit håndklæde, men lige meget hjalp det.

Jeg kiggede på mit nyerhvervede overskæg, sukkede lidt for mig selv og tænkte, at det jo ikke burde komme som nogen overraskelse, at jeg af alle mennesker kunne solebade mig frem til et overskæg.

Men på den anden side… måske er dette blot det første skidt mod min transformation til fuldblods Niller...

Kunstarten at Placere en Tampon i Munden

Jeg var hos tandlægen den anden dag. Ikke fordi jeg havde huller, men fordi jeg tænkte, jeg ville udnytte muligheden for billig og god behandling her i Kroatien, og skifte en efterhånden gammel plombe ud.

Jeg bestilte tid hos en vis overoverlæge Dr. med. dent. Mm. Marco-et-eller-andet,  hvis væg blev prydet af mindst 13 forskellige diplomer og godkendelser, som man glædeligt kunne se på, mans man langsomt blev sænket ned i den råhvide stol, lige før man blev voldtaget i sin mund af diverse apparater. 

Overoverlæge Dr. med. Dent. Mm. Marco-et-eller-andet var en lille mand, noget lavere end gennemsnitsmanden, med kulsort, kort hår og runde brune øjne, der flakkede halvnervøst omkring over den beskyttende grønne maske, han aldrig tog af. Han talte til sine patienter skiftevis i det upersonlige "man" og 1. person flertal, hvilket gjorde ham lidt stiv i det og gjorde mig usikker, når jeg skulle svare på noget, eller spytte ud. 

Hans grønne handsker lugtede af gammel mand i brun cardigan, der nyder en Bismarcksklump på bænken i en park, og gjorde mig, trods min forkærlighed for pebermynte, lettere utilpas. 

Jeg forsøgte at lette stemningen lidt med en eller andet sjov bemærkning, som respons bad han mig om at gabe lidt mere op "Kan man gabe?" spurgte han med en lettere mekanisk stemme. 

Så jeg blinkede kort, åbnede munden og bad til guderne om hurtig og smertefri behandling. 

Der lå jeg så i stolen med munden på vid gab og betragtede ham siddende til højre for mig. Han var en pudsig mand. Trods hans nervøse træk og abnorme stivhed, når han stod overfor mig, så mindede han mig om en kunstner, når han sad lænet over mig. 

Den måde han bevægede hænderne og brugte instrumenterne på...det var som, når en dirigent bevæger sin dirigentstav, når han er midt i en af sine yndlingssymfonier. 

Jeg var dybt fascineret af hans bevægelser. De var lette og næsten yndefulde. 

Han tog en tampon fra den lille bakke, der stod lidt væk, med en tynd pincet, og med en glidende og elegant bevægelse flyttede han hænderne over til mit hoved, og som var det en kunstpause han holdt, stoppede han et øjeblik lige over min mund, før han med ligeså elegante, yndefulde og glidende bevægelser satte tamponen op under min læbe, for bedre at kunne komme til. 

Jeg blinkede igen, for jeg kunne ikke tro mine øjne. Igennem hele behandlingen brugte han de samme bevægelser. Som var han en kunstner kunne han ikke sidde stille på den lille skammel, der jo havde hjul. 

Som en kunstner rejste han sig op og skiftede placering fra højre til venstre. Bag mig og igen tilbage til siden… 

Jeg fulgte ham fascineret med øjnene og blev næsten rundtosset. 

Før jeg vidste af det var han færdig. Og som ved et trylleslag var kunstneren væk og foran mig stod den stive og nervøst anlagte mand, der tog imod betaling, stadigt gemt bag den grønne maske, ført handskerne, der stadig lugtede af gammel mand i brun cardigan, der nyder en Bismarcksklump på bænken i en park.

Den Nittende Dag

Den nittende dag vågnede jeg med en ro inde i mig. 

Jeg havde ikke drømt, og jeg var på sin vis tilfreds. 

Jeg tror jeg har tænkt det, der skulle tænkes igennem. Jeg smiler for mig selv, og kigger op mod solen. Ud mod horisonten og indånder duften af sommer - her duften af gran.

Den tyvende dag hvilede jeg mine øjne og nød lyden fra de brusende bølger. Jeg døsede hen under den hede sol, og der var ro over mig. 

Jeg tror, jeg endelig er så langt nede i gear, at jeg for alvor er kommet på ferie. 

Det tog så også knap tre uger...

Den Attende Dag

Den attende dag fik jeg en verbal lussing. Jeg slyngede ud foran min syv år yngre søster, at jeg overvejede at få min navle piercet. Hun kiggede på mig forarget med stadig halvsøvnige øjne og prompte røg det ud af munde på hende "Ej det skal du fandeme ikke. Du'alt for gammel."

Jeg var ved at kløjes i min tunge, der efterhånden har været piercet i 10 år. Mig, for gammel? Men jeg er jo kun 27 år.

Jeg føler mig på ingen måde (for) gammel. Jeg synes mit liv først er ved at begynde. Jeg har de rammer jeg selv skaber. Den hverdag jeg ønsker og det liv jeg siden jeg var 20 år har drømt om. 

Jeg tog ned til stranden med min mor på den attende dag, vi snakkede om løst og fast og så fortalte jeg hende grinende, hvad min søster havde sagt. Min mor var ved at falde ned ad trappen hun var ved at træde på, da hun hørte. For gammel? Men du er jo kun 27 år.

På den attende dag læste jeg stadig i "Barndommens Gade" og undrede mig over, at to mennesker, der har diet ved det samme bryst, kan blive så forskellige.

Jeg vil have eventyr, kærlighed, lyst, forførelse, liv, drømme… og ja også en familie. Men jeg vil det hele og så meget mere.  

Min søster hun vil… ja gad vide, hvad hun egentlig vil…

***

Vi genoptog snakken på stranden, da skyerne havde gemt solen væk. Og der, under en grå himmel fik jeg svar på, hvad min søster ville: Hun ville i hvert fald have mindst to børn, inden hun var 30.

Jeg sagde ikke noget.

Den Syttende Dag

Den syttende dag blev min blog læst, og en betænksom stemme spurgte om jeg var ok.

Selvfølgelig er jeg ok. Jeg er som oftes ok og faktisk mere end det. 

Melankolien fylder mig blot til tider, men det har den altid gjort, den har været min tro følgesvend - på godt og ondt. Jeg har altid været så forfærdelig tænksom - også dengang jeg var helt sorgløs og lille. 

De sidste mange dage har jeg bare haft freden til at sætte mine tanker og følelser i system. Melankolien følger med, når man ranssager sin sjæl.

Alle har melankolien i sig, jeg har blot valgt at krænge min ud til offentligheden. 

Den syttende dag skete der ikke så meget. Min mor og søster har gjort os selskab her på den syttende dag. 

Roen og stilheden er væk, jeg tror jeg kommer til at savne den.

Den Sekstende Dag

På den sekstende dag var jeg trådt ud af det kølige, og langt mere salte end normalt havvand. 

Jeg satte mig på kanten af mit nu lyseblå håndklæde med knæene trukket godt op, så jeg kunne hvile hagen på dem og lod dråber af havvandet dryppe ned af mig. Dråberne kildede, når de dovent gled ned af min ryg. 

Jeg snøftede et par gange, for saltvandet var trængt op i min næse da jeg dykkede. 

Jeg nyder at dykke, især med lukkede øjne. Vandet omfavner mig og jeg føler, jeg svæver. Jeg holder altid hovedet under vandet til jeg kan mærke, lungerne er ved at sprænges og jeg instinktivt søger mod overfladen. Der, under vandet forsvinder tankerne og lydende og der er fred. 

Jeg snøftede en enkel gang mere og tog fat i en tilfældig sten med min venstre hånd. Det er meditativt for mig at kaste småsten ud i vandet. Jeg skulle også til at kaste denne med en doven bevægelse, men tilfældigt så jeg stenens form. Den lignede et hjerte - et af dem man plejede at tegne på for-og bagsiden af sit klædehæfte rundt om navnet på den man skulle giftes med, når man blev stor, dengang man var lille.

Jeg grinede lidt for mig selv og tænkte, at det var ironisk. At jeg netop på denne ferie skulle falde over en sten, der havde form som de hjerter man engang tegnede på sit klædehæfte. 

Jeg legede med stenen videre, fordybet i mine egne tanker, da koldt vand ramte mig. Jeg fumlede og tabte stenen på jorden. Det var min far, der ville køle mig ned. 

Jeg kiggede op og sukkede utålmodigt. Han spurgte, hvad der var galt, og jeg sagde, at jeg havde fundet en sten formet som et hjerte, og nu fik han mig til at tabe den blandt alle de andre hvide sten. 

Så grinede han endnu højere og spurgte: "Du er da ikke forelsket? Hvad har du lavet af løjer, mens jeg var væk, frøken?"

Jeg kiggede på ham med et opgivende smil: "Nej far, det er jeg ikke, men tvært imod har jeg indset, at kærlighed er for børn og kun tåber forelsker sig. Og jeg tror, jeg er blevet meget voksen, måske endda lidt for mig, det sidste stykke tid. "

Han kiggede på mig uden ord, jeg kunne tydeligt se på hans ansigt, at han ikke vidste, hvad han skulle svare. Han kunne end ikke komme på noget sjovt og drillende. 

Så i stedet foreslog jeg, at vi skulle dele en øl og slog snakken over på hvor salt havet faktisk var idag. 

Den Femtende Dag

På den femtende dag tog jeg ikke på stranden. Jeg blev hjemme i sengen og læste i mine bøger. 

Jeg svømmede væk i mine tanker og i en verden som var så langt væk fra min egen, at jeg ikke skulle forholde mig til den på nogen måde. 

På den femtende eftermiddag tissede jeg, og mens jeg sad på toilettet fløj mine tanker væk. Jeg fangede dem og forsøgte at gøre rede på dem. 

Det var næsten underligt. Det føltes lidt tomt og det var lige før, jeg følte en skuffelse inde i mig selv. 

Jeg tænkte tilbage, følte dybt inde i min mave, for jeg kunne ikke tro det som værende sandheden. 

Efter al den tid, var jeg faktisk i tvivl, om jeg overhoved ville savne ham, hvis jeg ikke havde ham mere. Det slog mig, at jeg nok end ikke ville være ked af det, hvis han ikke vælger mig til. 

Jeg var skuffet, nok over mig selv, for jeg troede, at der var mere. Men nu er jeg i tvivl. 

Jeg tog mit tøj af, stillede mig i bruseren, tænde for det kolde vand og lod vandet køle mig ned. Jeg trak vejret dybt og i det jeg slukkede for vandet og tråde ud af brusekabinen sukkede jeg en smule lettet op. 

Den femtende aften tog jeg ud med min far. 

Vi gik en tur ned til stranden og satte os på en bar. Min far snakkede lystigt om hvordan Balkan var, dengang han var ung, men jeg så ud mod havet. Jeg kiggede på solen og hvordan den langsomt gled ned over horisonten, og der i vandkanten så jeg dem; Et ungt par. Hun stod med en lille sprællende pige i sine arme og manden stod vendt mod dem. Han dansede og de grinnede alle tre af hans påfund. Jeg så på dem med min kolde øl i hånden og misunde dem deres lykke. 

Jeg blev sørgmodig over den lykke de havde og det øjeblik det delte. 

Den femtende nat ønsker jeg, at det var mig...