27.2.13

Skuffet

Mænd er røvhuller!
Lige nu generaliserer jeg tærkrummende meget. Men... mænd er røvhuller.

I den tid jeg har været single har jeg af fire omgange haft mit hjem åbnet for mennesker i længere eller kortere periode. Det har været venner som fremmede og jeg har gjort mit bedste for, at deres ophold i mit hjem var bekvemt, kærligt og rart.

Første gang jeg lod én låne min sofa er godt et år siden.
Jeg lod en næsten fremmed pige bo hos mig, fordi hun lige var flyttet til København, kendte ingen og stod pludselig i lort op til over begge øre. Jeg behøvede ikke, at gøre det, men jeg kunne ikke få ro, så jeg tilbød hende at crashe hos mig til det værste var overstået, og hun kunne stå på egne ben.

Knap tre måneder senere sagde jeg ikke farvel til en fremmed, men en pige, der var blevet en af mine bedste veninder.

At have hende boende var sådan en god oplevelse, at jeg naturligvis tilbød en af mine venner at låne min lejlighed, mens jeg var på ferie, da hans ex havde smidt ham på hoved og røv, lige efter at hun havde sagt, at han kunne blive boende i deres gamle lejlighed.
Så jeg aftalte med min ex-roomie, at de skulle mødes i lufthavnen så han kunne få nøglerne til mit hjem.

Da jeg kom hjem fra ferien var han stadig boligløs, så jeg krammede ham og lovede, at vi nok skulle finde ud af noget.
Han var egentlig hyggelig at have boende. Han var der, da jeg manglede trøst og grinede af mine jokes.
En eftermiddag knap tre måneder senere, da jeg sad midt i et stykke kage på min yndlingscafé, blev jeg ringet op af ham med ordene om, at han var i færd med at hente sine ting, for han havde fundet et sted han kunne bo.
Han var en ven i nød, han fik et hjem hos mig og efter at have boet hos mig gratis i knap tre måneder, flyttede han, og sagde ikke engang tak. Med mindre det, at han end ikke ønskede mig tillykke med fødselsdagen et par dage senere skulle tages som et tak. Jeg er jo så usikker, når det kommer til en masse ting, så jeg ved det faktisk ikke. Måske jeg skulle Google høflighedsbegrebet.

Flere måneder senere skrev han og spurgte om vi ikke skulle drikke kaffe sammen. Jeg hvinede glad "Ja". Men blev noget skuffet; den eneste grund til ,at han ville besøge mig, var for at hente de sidste ting han stadig havde haft liggende i min stue.

Da Hobbitten et par måneder senere begejstret ringede og foreslog, at hun da skulle låne min sofa i løbet af januar, havde jeg naturligvis mine betænkeligheder. Sådan en oplevelse som ovenover sætter sine ar, men mit gode hjerte løb af med mig og Hobbitten flyttede ind og gjorde mine betænkeligheder til skamme.

At have hende boende var næsten for godt til at være sandt. Ikke nok med, at hun tog sig af mig mens jeg læste til eksamen og købte mig både cola og frugt og slik, hun kvitterede også min gæstfrihed med det smukkeste køleskab jeg længe havde set. For hun havde nærvær nok til at se, at et køleskab; det var noget, der manglede i mit køkken.

De sidste ti dage har jeg haft besøg fra udlandet. En bekendt, Chärming, ham der kyssede mig, mens morgenen gryede over Donaufloden, skulle til Sverige, men før det, ville han tage en smuttur forbi København, for at besøge mig.
Jeg var himmelhenrykt, for jeg havde savnet ham og havde glædet mig til at se ham siden den morgen, hvor jeg i silende regn havde kysset ham farvel og bevæget mig mod lufthavnen med næsten et tungt hjerte.

Han kom og det var næsten som en drøm... Og så blev den drøm et mareridt, men det mareridt kan være jer til gode i første omgang.

Efter turen til Sverige sagde han, at han ville returnere til København og lod derfor sine ting stå.
Som det menneske jeg nu engang er, fik han lov til at blive hos mig resten af tiden.
Han skulle komme tilbage igår, tirsdag, og han ikke havde nøglerne til mit hjem, så jeg planlagde min aften så det passede med hans hjemkomst.

Kl midnat var han stadig ikke kommet og jeg havde ikke hørt fra ham.
Min træthed overmandede mig et par timer efter midnat, og jeg var døset hen.
Med et sæt vågnede. Jeg var stadig disorienterer og mit hjerte sank, da jeg indså, at jeg var faldet i søvn og Chärming stadig ikke var hjemme. Jeg stod op og kiggede udenfor, for min første tanke var at jeg ikke havde hørt dørklokken. Jeg tjekkede min telefon, men der var ingenting fra ham...og idet indså jeg, at mænd er røvhuller...

Selvom han var min gæst, så var det på intet tidspunkt faldet ham ind - om ikke andet, så af ren og skær respekt, at kontakte mig og sige, at han nok ikke kom hjem som aftalt, for han havde formegentlig andre forpligtelser. Det var ikke faldet ham ind, at jeg har andre ting, at tage mig til i løbet af min dag, end at vente på, at han kommer hjem.
Og jeg venter stadig...

Jeg bliver så skuffet over det modsatte køn. Ikke fordi de skuffet mig som mænd, men fordi de skuffer mig som mennesker.
At de kun tænker på en, når de har brug for noget, men derudover kunne man rådne op og de ville end ikke skæve til en.

Han havde på intet tidspunkt vist sig fra sin gode side. Men jeg tror på det bedste i alle mennesker og en nat så jeg ham dybt i øjnene og så et eller andet. Et skær.
Jeg håbede, at kærlighed og varme fra et menneske kunne tø ham op - bare en lille bitte smule. Og at det skær, der var i hans øjne den nat, måske var ensomhed, der bare skulle omfavnes, men nu ved jeg, at det jeg så i hans øjne var ligegyldighed og egoisme og det kan ikke kureres, ligegyldigt hvor meget kærlighed han var overøst med.


Derfor er mænd røvhuller; de vil tage selv den sidste dråbe liv, uden at overveje om der vil være mere tilbage.

3 kommentarer:

Thomas Rousing sagde ...

... men vi er også meget søde, elskelige og omfavende. Og vi kan rigtig godt li' jer, kvinder!

Jannie sagde ...

Uh, det er godt nok et par uheldige eksemplarer, du dér har fået inviteret indenfor. Kan ikke lade være med at tænke på Tove Ditlevsens vidunderligt smukke & skrækkelige digt om "De evige tre" (http://detdan.dk/sange/de_evige_tre.htm)

sommerherren sagde ...

Hm! Forhåbentlig er ikke alle mænd røvhuller. Og nogle kvinder er det nok også. Men jeg tror gerne på at kvinder generelt er bedre til at vise taknemmelighed og til at yde en modydelse.

Men det lyder til at du har haft besøg af et par virkelige (mandlige) røvhuller.

Guderne skal vide at jeg ikke er den bedste til at leve op til de vanlige høflighedsnormer. Så som at ønske tillykke med fødselsdagen etc. Men jeg tror dog på at jeg er i stand til at vise bare lidt taknemmelighed når nogen gør mig en stor tjeneste. På trods af min mandlige natur. Og at åbne sit hjem er en af de største tjenester man kan give til nogen. Det tjener i hvert fald dig til ære.

Ikke alle mænd er røvhuller. Nogle er, og måske er det specielt dem der har tendens til at komme i vanskeligheder.

Bliv ikke bange for mænd, men vær skeptisk og pas på dig selv.

Knus, Soher