18.12.12

Going Steady

Det øsregnede udenfor og mørket havde lagt sig tungt og vådt over byen for mange timer og glas vin siden.
Vi sad i hans brune sofa og han havde lige trukket lidt i min storetå.
Jeg kiggede på ham og rystede på hovedet grinende.
Han sagde alle de rigtige ting på de rigtige tidspunkter, og omend jeg fandt ham lettere forfængelig, så var der noget ved ham, der fængede mig. Måske hans brune øjne, eller hans kølige distance, der i korte øjeblikke blev aflyst af drenget usikkerhed.
Han kiggede på mig idet vores dialog havde udviklet sig til ungdommelig fjolleri.
"I want to go steady."
Jeg kiggede på ham uforstående. "Yeah, I want all phases.".
"Ok", tænkte jeg i mit stille sind, men eftersom jeg var villig til at gå igennem Månens ørkenlandskab for ham og måske endda vælge hund frem for kat som husdyr, så var det at "go steady", nok det mindste af det.
"Fint" svarede jeg og grinede videre.

Nu er det jo sådan, at jeg aldrig har prøvet at "go steady" med nogen, så for mig var det en helt ny oplevelse.
Jeg kender ikke reglerne og ved ikke præcis, hvad det indebærer, men jeg er jo eventyrlysten og villig til at lege.

Idag er det 22 dage siden min kære skotte og jeg begyndte at "go steady", eller som det på dansk hedder - at komme sammen og jeg må da indrømme, at det er et af det noget mere særprægede bekendskaber, jeg har haft.

Sidst vi sås var for ca. 21 dage siden, men jeg er jo en forstårende pige; han har jo også været ude at rejse i en hel uge og der var noget med arbejde og børn osv.

Men fordi jeg var usikker på, hvad det præcis indebar at komme sammen, gik jeg på nettet for at rådføre mig, og ifølge flere forskellige kilder betyder det såre simpelt, at man er "eksklusiv".
Bevares, jeg har altid godt vidst, at det at være eksklusiv indebar, at man ikke ser andre, men jeg må da indrømme, at jeg ikke vidste, at det indebar, at man heller ikke så hinanden.

2 kommentarer:

Uden Relevans sagde ...

måske du liiige skulle tale med ham?

Erna Lola sagde ...

Nej da. Han skal da have benefit of the doubt. ;)