29.8.12

En dag, når jeg bliver voksen


En dag, når jeg bliver voksen, så vil jeg holde op med at føle. Jeg vil lukke ned og kun betragte. Mit hjerte og alt, der følger med vil jeg pakke i silkepapir, der dufter af sommer, lila og røde blomster og nyslået græs.
Jeg vil lægge det i en kiste af stål og sætte en ildsprudende drage til at vogte over det hele, når jeg har låst kisten med en nøgle. Nøglen vil jeg gemme og glemme.

En dag, når jeg bliver voksen, vil jeg stoppe med at løbe og snuble. Jeg vil holde op med at smile, give og falde. 
Der vil stå en stor mand i tung rustning foran mig og ingen vil kunne komme forbi ham og ind til mig igen.

En dag, når jeg bliver voksen, så får jeg det lært...

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Sådan noget sludder! Du vil aldrig lukke ned og holde op med at føle. Måske vil du holde op med at løbe og snuble. Når erfaringen kommer til dig. Men du vil aldrig holde op med at smile og med at give. Og dermed kommer også risikoen for at falde.

Du vil nok blive voksen, men stadig være et legebarn.

Knus fra en der har nået voksenalderen, men som aldrig er holdt op med at lege.