Der var den ene gang, hvor jeg sad på det stadigt fugtige græs og kiggede på solen, der langsomt gled ned bag Københavns mangefarvede huse. Hvor jeg sad så skræmmende tæt på og håbede på et andet udfald end det, der var blevet præsenteret for mig.
Der var den ene gang, faktisk den samme gang, hvor jeg sad og fortalte om en anden gang. Om en anden mand og en sorg og et sår, der er helet for så lang tid siden.
Der var den ene gang, hvor jeg fortalte om en anden gang, hvor jeg fangede mig selv i at grine og grinagtigøre den anden gang, for den anden gang var sket for så længe siden, at jeg næsten troede, at det var sket i et andet liv, eller for et andet menneske.
Måske skete netop det, der skete den anden gang for et andet menneske.
Jeg er jo ikke det menneske mere.
Jeg er vokset og styrket og omend jeg til tider kan være bange, så tænker jeg sjældent både på den ene gang og den anden gang.
Der er jo kommet og forsvundet så mangt og megen siden den anden gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar