Jeg var på vej til kontrol lige netop denne tidlige fredag morgen. Selvom det var ved at være forår, så var det en gyseligt koldt. Jeg havde vanen tro taget en smuk kjole i uld på, tykke silkestrømper, varme gummistøvler- håndlavet i naturgummi, og flere lag tykke tørklæder over min varme uldfrakke med minkkrave, som jeg havde givet 100 kroner for sidste vinter. Lange læderhandsker til at varme min hænder med, og en alpehue, prydet med en hårnål i sølv.
Jeg skuttede mig i kulden og prisede mig lykkelig for at kunne tage offentlig transport, fordi jeg i mit budget altid har medregnet månedskort.
Snefnug ramte mig, da jeg kom op af trappen ved Nørreport Station.
Jeg skulle gå knap 30 meter for at nå bussen, og mens min hånd slap gelænderet for enden af trappen fangede mit blik, ved en af skraldespandene, siddende på en ølkekasse, en krum kvindeskikkelse - formegentlig Roma, iført en tynd frakke, tørklæde og en lang blomstret kjole.
I den ene hånd holdt hun en gennemsigtig pose med tomme dåser og i den anden et plastkrus, der var tomt.
Jeg skævede til hende kort i håb om, at hun ikke så mig i min handling, men jeg kunne mærke heneds blik brænde sig fast og trænge igennem alle mine lag tøj, min opvarmede hud- ind til hjertet, maven og sætte gang i brækrefleksen.
Jeg kiggede hurtigt væk og pakkede mig lidt dybere ned i min minkkrave.
Jeg fik kvalme og jeg havde mest af alt lyst til at brække mig. Nej, ikke over hende, men over mig selv og min reaktion.
Jeg gik hen mod bussen, stopped op og så gik jeg tilbage igen- over til den frysende kvinde og tømte min pung for småpenge.
Jeg fik det ikke bedre og min dårlige samvittighed holdt absolut ikke op med at nage mig, men i det mindste har hun nu 30 kr mere på hånden.
Jeg er holdt op med at give tiggere småpenge, af den simple grund, at jeg føler, hvis jeg giver til en, så må jeg give til alle- hver gang, og det ved jeg, ikke kan lade sig gøre. For jeg kan ikke rede hele verden.
Ikke destomindre, skærer det i mit hjerte, hver gang jeg går forbi en tigger uden at give ham de småpenge jeg har i lommen.
Det er et kynisk valg jeg har taget, og jeg holder mig heller ikke helt til det.
En blind mand, en lille dreng, der sælger lommetørklæder for en lira, en kvinde, der bruger sine penge på at fodre gadekatte, eller en gammel mand, der i december sidder og rystende forsøger at lokke folk til at få deres sko pudset på hjørnet af Vesterbrogade og H.C. Andersens Boulevard, får mit hjerte til at knuges, og dets tårer samlet sig i halsen som en klump, der forsøger at kvæle mig.
Derfor kan jeg ikke andet, end at grave pungen frem fra min rodede taske og smide et par mønter ned til dem. Selvom jeg allehelst bare ville gå forbi dem og udviske dem fra mit sind for altid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar