17.9.14

Tilgiv ham

Nogen ville nok sige, at det er normalt efter det jeg har været ud for denne sommer. Andre vil sige, at det hele nok er forstærket af den stress som specialet har skabt omkring mig, men jeg ved det ikke…

Jeg har altid været et meget følelsesladet menneske; ladet mig selv være i mine følelser vold, men jeg har altid kunne trække vejret dybt, tælle til ti og skubbe de negative følelser væk fra mig. For jeg søger altid mod det positive, og selv, når livet virkelig bliver surt, så forsøger jeg at bruge det sure som en smagsforstærker til resten af nuancerne.
Harmoni og balance er hvad jeg altid har stræbt efter. Eller i hvert fald de sidste 5 år, da jeg begyndte at løsne de knuder inde i mig selv som var blevet bundet igennem en barndom fyldt med smerte og angstprovokerende oplevelser.

Det er derfor disse følelser skræmmer mig. Det er  brutale følelser, der af sig selv bliver fysiske og jeg kan ikke styre dem. Hver gang jeg skal forholde mig til ham på den ene eller den anden måde, og det skal jeg desværre stadig, så er der en bølge af vrede, foragt og had, der strømmer igennem mig. Det er så intenst, at det næsten slynger mig bagover. Som et slag i mellemgulvet, tager det pusten fra mig og blodet stiger mig til hoved mens mit hjerte slår så hårdt over, at jeg næsten skal snappe efter vejret for at finde tilbage fra dybet.
Jeg bliver svimmel. Jeg får ondt i maven, og angsten sætter ind.

Jeg har aldrig oplevet et så voldsom had inde i mig selv før. Så voldsomt, at trangen til at skrige af mine lungers fulde kraft blander sig med trangen til at sparke og slå ud efter noget mens jeg hulker. Jeg føler mig forrådt. Trådt på... Mishandlet, bedraget og jeg er rasende! 

Det skræmmer mig og vreden og hadet opsluger mig. Slynger sig omkring mig, og kvæler mig. For jeg er ikke sådan et menneske. Og alligevel er jeg?
Jeg er ikke et menneske, der hader. Jeg er anstændig og kærlig og givende. Jeg er balance, lys og skabelse. Kærlighed og tilgivelse.
Det skræmmer mig, for han tog lyset fra mig og erstattede det med så dybt en mørke, at jeg stadig famler rundt for at finde frem til overfladen.

---
Tilgiv ham, thi han har syndet. Tilgiv ham, for han ved ikke bedre. Tilgiv ham... ikke for hans, men for din egen sjælefreds skyld.

Jeg ved ikke om jeg er stærk nok til at tilgive. Nogensinde…

1 kommentar:

Sine Smed sagde ...

Jeg kan varmt anbefale at slå på en sandsæk (dem bokserne bruger) Der kommer så meget vrede ud, at det ikke brænder inde i kroppen og gennemsyrer den med had.
Tror aldrig du kommer til at tilgive ham, det er også helt i orden. Ville der da ske noget slemt ved ikke at tilgive ham?