15.9.14

Når ens kerne bliver væk

Det er jo et stykke tid siden, at jeg har skrevet. Men det har også været et af de mere turbulente perioder, som man så moderne kalder det, når ens liv mere eller mindre falder fra hinanden.

Jeg har været væk... Først begravede jeg mig selv i mit speciale, i mig selv og satte alle sejl mod den længe ventede cand.mag. Det kørte for mig. Jeg var som en dampmaskine, og jeg var ikke til at stoppe. Jeg havde en retning og det var fremad. Jeg var klar, bestemt og stærkere, end jeg nogen sinde har været før...Og så kom Han... Jeg bearbejder ham stadig og han bliver beskrevet mere nøje en dag, når tiden er ret. Men idag handler det om mig.

Han kom som et lyn fra en åbent himmel, han var alt det jeg aldrig nogen sinde havde troet, jeg ville have, men inden ugen var omme var alle mine parader nede, for han forgav at være alt det jeg altid har ønsket mig.
Han var som en spejling af mig. Han forstod, for han havde ligesom jeg hele sit liv været en outsider. Et sammensat menneske, der ikke passede i kasser. En der søgte noget andet og mere, end livet lige havde budt på. Han ikke kun accepterede, men fortalte at han elskede mig.
Jeg blev forelsket. For første gang i årevis blev jeg forelsket. Det var som om solen skinnede på mig og selvom det var en isnende kold april, så havde jeg ikke brug for noget, for jeg havde ham. Han holdt mig varm. Han var den sjæleven jeg havde søgt efter.

Han var drømmen, der skulle vise sig at være et mareridt. Et af de rigtig slemme, der ridder en længe efter man er vågnet. Et af de mareridt, der trækker en ned i så dybt en mørke, at selv de lyseste stråler ikke kan trænge igennem.
Han var alkoholiker. Han er alkoholiker. Kvartalsalkoholiker ved jeg idag, at det hedder. Han var egoist, narcissist og så dybt manipulerende, at jeg trods min bevidsthed om problemets omfang blev ved med at håbe. Han fik mig til at håbe. De løfter han gav fik mig til at håbe, så jeg blev. Med angst i maven, men hans løfter i hånden blev jeg.

Det var en kort affære. Men ikke desto mindre var det en intens affære.
En dag i juli gjorde han det igen. Han drak så meget, at han endnu en gang var endt på hospitalet med en, for normale mennesker, dødelig promille. Den aften sagde jeg stop. Jeg ville ikke mere. Jeg kunne ikke mere, men guderne skal vide, at jeg ønskede så meget mere, kun med ham. Jeg ønskede et liv med ham og ingen andre.

Næste morgen vågnede jeg rasende. Jeg var rasende på livet og på mig selv. Men mest på ham. På at jeg og livet ikke havde mere værdi i hans øjne, end at han kunne smide det væk i løbet af en stund. Næste uge faldt jeg fra hinanden. Ugen efter det vågnede jeg tom. Jeg var en skald. Et hylster og jeg havde mistet mig selv.
Jeg var intet uden ham, for han blev ved med at sværge, at han var min drøm. Og jeg blev ved med at håbe og tro på ham.

Jeg græd. Længe og utrøsteligt. Jeg græder stadig til tider, både privat og offentligt.

En tirsdag eftermiddag i august ringede jeg til mig far, fordi jeg havde grædt så længe, at jeg ikke kunne stoppe.
Han hentede mig på Kongens Nytorv og sagde: "Du flytter ind til os, til du er færdig med specialet.". Jeg hverken modsagde ham eller accepterede. Jeg fulgte blot i hans fodspor op ad Strøget og over mod Vesterport Station, for min vilje var væk. Min kerne som jeg have brugt år på at bygge op var forsvundet fra mit indre og havde efterladt et gabende sort hul som ikke kunne erstattes med noget andet. ... end ham.

Jeg græd stadig. Men jeg græd ikke mere over ham. Jeg græd over det svigt jeg var blevet udsat for. Over den brudte tillid, og over alle de løfter, der viste sig at være tomme luftkasteller. Over endnu engang at være blevet bekræftet i at mænd ikke er til at stole på.
Svigt er ikke en ny oplevelse for mig, men han lagde alle mine parader ned og jeg stod blottet for ham. Jeg var nøgen, hudløs og åbnet ind til min inderste kerne. Den kerne som de færreste får lov til end at se, fik han lov til at omfavne. Jeg overdrog det til ham fordi jeg stolede, og i stedet for at passe og pleje det mest dyrebare jeg har, brugte han det imod mig.

Jeg blev et spøgelse. Et hylster. Et par læber, der automatisk trækker op i et smil, for det er det, der forventes af mig. Jeg vandrede rundt i Københavns gader i angst og håb om måske at støde ind i ham.

---

Jeg sad i går i mit køkken med min nabo. Vi talte over en kop the som vi så ofte gør. Jeg sagde en masse. Uden at tænke over det, sagde jeg en masse.
Det er først idag, midt i min tredje kop kaffe, at det slår mig, at det jeg sagde igår ikke bare var tomme ord. Det var ikke et tomt hylster, et spøgelse, der talte mere. Det var mig. Det var min gejst, der sagde de ord. De ord, der er den Erna jeg kender. Den Erna som jeg har brugt årevist på at skabe og pleje. Den Erna som ikke er til at slå ud, for den Erna er langt mere værd.
Den ægte Erna, hende som er den sande mig, hun har sneget sig tilbage og ind i mig, og det tomme hylster er ikke så tomt mere.


2 kommentarer:

Sine Smed sagde ...

Puh sidder og får helt ondt i maven over din historie. Det er rart at høre at du er ved at finde dig selv igen.

Erna Lola Ahmetspahic sagde ...

Sine,

Jeg gik også med ondt i maven længe. Så længe at jeg begyndte at have mareridt. Jeg følte mig meget alene, og vidste ikke hvad jeg skulle stille op.
Det er derfor jeg skriver om mine oplevelser. Både for at får tømt de ord, der fylder mig, men også at fortælle andre i lignende situationer, at de ikke er alene.

Jeg får det altid bedre. :) Det er sådan jeg er bygget. Jeg kæmper. :)