22.9.14

Min Mørkets Fyrste

Da jeg var barn var jeg skrækslagen for vampyrer. Jeg ville drømme om dem jævnligt, og vågne om natten helt stiv og badet i koldsved. Da jeg fortalte dette til mine forældre lærte de mig en remse fra Koranen, og lærte mig at bede gud om gode og lette drømme. Med tiden begyndte denne remse at hjælpe og en nat, faktisk 48 timer efter, at vi var ankommet til Danmark, drømte jeg en sidste gang om vampyrer. Jeg drømte, at der var to – en sortklædt og en der var klædt i hvidt. Jeg stolede på den hvide, for han udgav sig for at være god, i sidste ende var det den sorte, der var den gode. Han viste sig at have været læge før han blev vampyr og gjorde mig rask lige inden jeg vågnede. Da jeg vågnede efter denne drøm, vidste jeg to ting: 
1. At jeg ikke var bange for vampyrer mere. 
2. At jeg meget snart ville blive rask.

Som teenager blev det, der engang var angst til fascination af selvsamme skabninger og jeg læste alt det jeg kunne komme i nærheden af. En dag læste jeg om virkelighedens vampyrer. 
Egentlig var jeg skuffet, for jeg havde forventet en bog om den mytiske skabning, i stedet fik jeg en fortælling om almindelige mennesker.
Ikke disse enere, der decideret tror, at de er vampyrer og må drikke andres menneskers blod, for at holde sig i live. Her var der tale om almindelige mennesker, der efterligner en vampyrs adfærd. Mennesker, der indfanger ofrer ved at spejle dem og hypnotisere og indfange dem i deres spindelvæv, for derefter at dræne dem for alt liv og energi, for at kunne ernære deres eget ego.

Sådan en vampyr mødte jeg dette forår. Han udgav sig for at være min Ridder, i den lysende rustning, der malede de smukkeste billeder af en fremtid for os to sammen. Men min Ridder viste sig at være en af denne verdens mørke fyrster. En vampyr, der er nødt til at tage fra andre for at kunne fylde sig selv ud.

Jeg faldt i kløerne på ham, og det krævede hele min sjæls styrke at slippe ud. Jeg fandt mig selv i et spindelvæv af løgne og luftkasteller, og ligegyldigt hvilken retning jeg bevægede mig i, bevægede jeg mig kun dybere og dybere ind i mørket.

Skylden er dog ikke alene hans. Jeg bærer min del af skylden også; for jeg troede jo på ham. Jeg troede, at han var det han udgav sig for. Men hvad skal man tro, hvis man ikke kan tro på et menneskes ord?
Under den lyse rustning og ord som fik mig til at falde i svime, gemte der sig en mørke som jeg var alt for længe om at se.

Min Ridder, min Mørkets Fyrste følger med i alt det jeg skriver, og som en vampyr forsøger han at hvæse ad mig gennem tænderne. Med stoisk ro at true mig til at stoppe.


Men min Ridder, min Mørkets Fyrste glemmer blot, at jeg allerede som en lille pige holdt op med at have mareridt, og holdt op med at være bange for vampyrer. 
Ordet er mit...

Ingen kommentarer: